Bogspot: Oostende 1936 sommeren før mørket faldt på af Volker Weidermann


Den lille bog Oostende 1936 er blevet en international bestseller, og det forstå man godt. Bogen indfanger nemlig med et udsøgt sprog og præcise nedslag det aparte venskab mellem verdensmanden Stefan Zwig og den forhutlede digter Joseph Roth, mens verdensbranden nærmer sig og dermed de to store forfatteres endeligt.

De to gamle venner Stefan Zweig og Joseph Roth drager i sommeren 1936 sammen med cremen af det tyske eksilmiljø til Oostenden for at socialisere, feriere og skrive i fred for de aktuelle problemers store skygger.

Mørket presser sig på

Der hersker i ferieresotret et uudtalt krav om optimisme, som dog bliver stadigt sværere at opretholde i løbet af ferien som OL i Berlin og Borgerkrigen i Spanien trænger sig på . Digtere, kommunister, jøder og nazi-dissidenter mødes, og luften fyldes af cigaretrøg, alkohol, intriger sladder og bagtalelser. Og så bliver der skrevet på livet løs, for det haster, forstår man.

For Zweig er det en form for ring, der sluttes i Oostende, for som ung mand i 1914 sad han også i den hyggelige badeby og gjorde sig  dengang lystig over belgiernes frygt for en tysk invasion.

I kan klynge mig op i denne gadelampe, hvis tyskerne marcherer ind her.

Nu er han tilbage, og en ny krig står for døren, men Zweig

Skriver stadig på baggrund af og om en verden, som ikke længere eksisterer. Hans ideal er formålsløst, urealistisk, latterligt og farligt … Hvad hjælper tolerance i en verden, hvor man selv og alt, hvad man lever og skriver for, trues af ødelæggelse?

Også den ti år yngre Joseph Roth er melankolsk og faldet uden for tiden. Den stærkt alkoholiserede Roth går rundt i officerbukser fra det forgange Habsburgiske Rige, som han dyrker med en nærtagende ærekærhed. Det er en behagelig løgn, han fortæller sig selv for at kunne holde livet, sit klarsyn og sin viden ud, men som hans elskerinde og drukmakker i Oostende, Imgard Keun, senere skriver om ham, er hans livs tragedie at:

… hvad der lykkedes for hans utrættelige skabende fantasi, blev hele tiden ødelagt af hans bitre, ondskabsfulde forstand.

Mens Zweig flygter gennem verden og væk fra sin kone til den unge sekretær, der bistår ham i hans arbejde.

Han kaster den ene lænke efter den anden af sig, så vidt muligt uden at gøre nogen ondt. En illusion. På den måde strammer lænkerne blot endnu mere. 

Et umage venskab

En besynderlig kærlighed opstår mellem den elegante Wien-forfatter Zweig  - En verdensmand med rank holdning som en elegant spidsmus i søndagstøjet  og den fattige, klart-seende dranker, Joseph Roth, - Roth der ligner en bedrøvet sæl, der har forvildet sig op på land. 

Zweig beundrer Roths nådesløst kritiske blik for hans og egne tekster, men bekymrer sig for vennens stadigt stærkere alkoholmisbrug og konstante finansielle vanskeligheder.

Roth er eksilmiljøets stormester i at knurre, skælde ud og hade, og sammen med elskerinden Irmgard Keun morer de sig over ’storbror’ Zweigs naive humanisme og menneskekærlighed - en måde, hvorpå Roth kan undslippe den gnavne ydmygende følelse af at stå i taknemmelighedsgæld til Zweig, der gang på gang må punge ud for Roths udsvævende liv.

Volker Weidermann skriver:

De er som skabt for hinanden. To mænd på vej ned, der for en stund finder et holdepunkt hos hinanden.
Emigrantforfatterne, Tyskland og Østrigs samvittighed, der her er samlet, er uden direkte kontakt til deres hjemlande og modtager kun viden derom gennem et forvrænget billede af propaganda og rygter. Så mens jorden brænder omkring dem, hengiver de fleste af forfatterne sig til fortidens mere overskuelige lande.

Enden

Da sommeren er over, går Roth til i druk i Paris, mens Zweig, der med vold og magt ville se det gode også i det fascistiske Brasilien, ender med at give op, da han sander, at han ikke har kræfterne til at starte op på ny i en så anderledes og ukendt verdensdel, hvorfor han tager sit eget liv, efter at have færdiggjort erindringsværket Verden af i går.

Oostende 1936 er skrevet af den tyske litteraturkritiker Volker Weidermann og med sine velvalgte anekdoter, med de korte præcise rids af en person eller af en situation og den generelt finbroderede tekst, er bogen skrevet helt i de to store stilister Roth og Zweigs ånd.


Oostende 1936 sommeren før mørket faldt på af Volker Weidermann

oversat af Lone Østerlind
196 sider
Turbine Forlaget
Sidste
Forrige
Næste Post »
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.