Bogspot: Reconstrucción af Antonio Orejudo


Den spanske forfatter Antonio Orejudo har med Reconstrucción skrevet  en historisk roman med
intolerant  ideologi  og kættersk tvivl  som omdrejningspunktet sat i scene i  1500-tallets blodige religionskampe, men bogen  har oplagte paralleller til vore dages dogmatisme.

Trykkeren Joachim Pfister bliver i midten af 1500-tallet opsøgt af Den Pavelige Inkvisition og pålagt under håndfaste trusler at opspore og finde den gådefulde forfatter til et kættersk manuskript, der i højere grad end Luthers protestantiske reformation truer Den katolske kirke indefra.


Ensretning og kætteri

Såvel Pfister som den gådefulde manuskriptforfatter er ikke, hvad de tager sig ud for at være, men gemmer begge på en skjult fortid, som gradvist bliver afsløret for læseren.  Begge nærer de kætterske tanker, som den magtfuldkomne officielle ideologi, det være sig katolsk som protestantisk, vil have udslettet fra jordens overflade.

Der trækkes tråde tilbage til den tyske by Münster, der 20 år tidligere i en kort periode gennemlevede en revolutionær vækkelse, hvor Den katolske Kirke blev smidt på porten og forskellige religiøse ideer og vækkelsesprædikanter, den ene mere radikal end den anden, afløste hinanden, mens kejserens soldater gjorde sig klar til at jævne byen med jorden.

Bogen skildrer, hvordan de forskellige ideologisk-religiøse trosretninger kæmper om retten til at herske enerådigt. Hele tiden udarter de nye, i begyndelsen frisættende skud på stammen, sig til dogmatiske hermetiske størrelser, der ikke levner plads til tvivlere.

Der er en afgrundsdyb afstand mellem de religiøse dogmer og den faktiske virkelighed, hvilket Orejudo skildrer med sleben sarkasme: magten korrumperer, de intellektuelle forfølges nidkært, og troen instrumentaliseres og bruges som et skjold, bedre end noget andet til at skjule eget magtbegær og beskidte vendettaer.

Historien som spejl

De teologiske disputter, der i dag kan synes meningsløse udfoldes i bogen, fordi teologi dengang (som nu, hvis vi drager paralleller til den muslimske verden i dag) er en næsten altomfattende ideologi, et trossystem der styrer samfundet og det enkeltes menneskes grad af frihed.

En oplagt udlægning af romanen, som den dog selv helt tier om, er da også, at individet i form af kætteren og tvivleren i vores moderne verden er under konstant pres fra kravet om ensretning fra totalitære tendenser i tiden, det være sig at slutte op om bestemte ideer, stadig større indgreb i ytringsfriheden eller den moderne inkvisitions svøbe i moralske klæder kendt som politisk korrekthed.

Reconstrucción er en sær og  urovækkende roman, der når man først kommer ind i dens på en gang aparte og alligevel uhyggeligt genkendelige univers, holder læseren fangen til sidste side.

Antonio Orejudo (Madrid, 1963) er en af de store nutidige spanske forfattere, der har vundet adskillige priser for sine indtil videre fem romaner.  Orejudo  er professor i spansk ved universitetet i Almería og derudover essayist og litteraturkritiker.  

Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.