Bogspot: Prussian Blue af Philip Kerr

12. bind i Berlin Noir-serien af Philip Kerr tager effetktivt  tråden op fra det foregående bind, Hinsides Tavsheden.

Højt på en Alpetop

Prussian Blue er til trods for sin 560 sider en meget intens, ambitiøs og veldrejet kriminalroman med to spejlende tidsplaner, hvor Bernie Gunther i romanens datid,1939, må manøvrere på en bjergtop mellem nazi-gangsterbossen Martin Borman og hans rivaler i den nazistiske slangerede.

Siden i romanens nutid, i 1956, må Gunther i forlængelse af forrige bind flygte med den østtyske sikkerhedstjeneste i hælene anført af en ekskollega, der har skiftet de to SS ud med et Stasi.

Den brune gangster i Bayern

Det er Det blonde bæst, Heydrich, der vrider armen rundt på den berlinske snushane for at få ham til drage afsted til de bayerske alper for der at opklare et mord begået på Berghof, Hitlers foretrukne sommerretræte i Bayern.

Mordet skal opklares under stærkt tidspres, da det er helt altafgørende for at Borman at kan fastholde sit nære forhold til Føreren.

Mordet skal derfor opklares inden Føreren på sin 50 års fødselsdag kommer til Berghof, for Hitler kommer selvfølgelig ikke, hvis der er tvivl om hans sikkerhed, og da selv samme Borman er ansvarlig for Førerens sikkerhed, og kun har hans øre til låns så længe ingen andre af topnazisterne kan møve sig forbi ham, må Gunther lade sig dope for at arbejde endnu hurtigere med den kringlede sag, der trækker ringe langt ud i oplandet, hvor Borman og hans gennemkorrupte kumpaner er hadede som pesten.

Brun bliver til rød

Begivenhederne i forbindelse med opklaringen trækker tråde frem til nutiden, hvor Gunther efter at have sagt nej til at påtage sig en mission for Stasi, med den skræmmende Erich Mielke i spidsen, er en jaget mand i alle ordets betydninger.

Gennem Frankring med Vesttyskland som mål går det, indtil fortid og nutid krydser spor under jorden, under en gammel faldefærdig slotsruin tæt på grænsen mellem Tyskland og Frankrig.

Som altid er stoffet gennemresearchet og Kerr kender jo de nazistiske lus på travet. Han vækker overbevisende den psykopatiske gangster Martin Borman til live og lader os se magtspillet foran og bag de brune facader.


Blandt de bedste i serien

Men særligt glad er jeg for, at Kerr er kommet ud af den tomgang, som jeg syntes at hovedpersonen i nogle af de sidste bind har befundet sig i med alt for megen letkøbt og resigneret snak og for lidt action og drama. I dette bind er moralen langt mere speget for der findes også intelligente og tilsyneladende ordentlige mennesker, der alligevel er overbevidste af Førerens visdom.

Kerr får her fint fremstillet dilemmaet, når det er en konstant afvejning, hvad det rigtige at gøre for politimanden og mennesket Gunther, udspændt som han er mellem ønsket om at overleve, gøre det rigtige og kun har en gradvis indsigt i omfanget af det moralske forfald, hvor myndighederne er de største forbrydere og normerne er kaput.

En meget nervepirrende og velfortalt historisk krimi.

Prussian Blue af Philip Kerr
Quercus 
560 sider
Sprog: engelsk



P.S. Philip Kerr har netop annoceret, at bind 13 i serien med titlen Greeks bearing Gifts er sendt til forlaget og forventes at udkomme i 2018. Prussian Blue kommer i dansk oversættelse i 2018.
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.