Bogspot: Dukken der blev væk af Elena Ferrante


I denne foruroligende, tidlige roman ses mange af ansatserne til den senere stort anlagte Napoli-kvartet.

Hovedpersonen og fortælleren Leda er en midaldrende, fraskilt akademiker bosat i det kultiverede Firenze. Da hendes to døtre rejser hjemmefra føler hun sig mod forventning fri og beslutter sig for at tage på ferie ved havet lidt syd for Napoli.

Her vil hun vil forsøge at arbejde og læse, men en meget larmende og gestikulerende napolitansk familie stjæler snart alt hendes opmærksomhed. Leda betragter dem i smug og fascineres af den ung kvinde, Elena, og dennes datter, der bærer rundt på en lidet indbydende dukke.

Dukkefører

Leda går fra at være voyeur til at være agens, da hun mere eller mindre bevidst stjæler dukken med det gedulgte formål at forstyrre den tilsyneladende idyl, der eksisterer mellem moder og datter. Den tilsyneladende meningsløse og ondskabsfulde handling sætter for alvor skub i begivenhederne.

Moder og datter lider højlydt herunder, og familien truer med bål og brand, når først de får fat i den syge sjæl, der er i stand til slige, nederdrægtige handling. Men begivenheden sætter også gang i Ledas bearbejdning af fortidens uerkendte traume: hendes eget svigt som moder, da hun forlod børnene for at frigøre sig fra traditionernes og samfundets snærende bånd.

Ikke uventet og meget lig Elena i Napoli-kvartetten, er det et projekt, der kun delvist lykkedes, og prisen er endog meget høj med dybe ar på sjælen til følge. Nok kan du tage pigen ud af Napoli, men du kan aldrig endegyldigt tage hele Napoli ud af pigen.

Fri fra hvad og til hvad?

Den lammende ambivalens er et gennemgående tema: ønsket om at frigøre sig og flygte for ikke at ende som den nedslidte, ulykkelige moder og alligevel ikke rigtig formå at indgå i det emanciperede, tempererede Nord; det fysiske behov for børnenes nærhed, savnet, kvalerne og så den klaustrofobiske tyngende fornemmelse af at moderrollen opsluger alt og kvæler den forjættende selvrealisering.

Endelig at Leda alle anstrengelserne til trods er en mislykket, eller en i bedste fald middelmådig akademiker, hvis utilstrækkelighed i forhold til børnene, lader til at have gjort hende angst, bitter og afmægtig, meget lig den moder, hun i sin ungdom foragtede.

Romanen er mørk, foruroligende og illusionsløs, dog måske med en lille åbning til sidst. Hovedpersonen er stædig, insisterende og dybt irriterende i sin ufravigelige krav om at æde hele verden, være elsket af sine børn og samtidig danse på de bonede akademiske gulve.

Hun graver i sår og finder, synes jeg, også en form for masochistisk nydelse i sit selvpineri. Hun vender og drejer sig konstant foran spejlet, og al dannelsen og veltalenheden virker kun som staffage for et anerkendelseshungrende selv, der forværre alt ved ikke at ville vedstå sig sin sult efter småborgerlig status.

Det bliver nemt små-klaustrofobisk og meget ensomt, fordi andre kun tjener som middel til opnåelse af noget for hovedpersonen udefinerbart, måske en form for heling og forsoning. Men det er muligvis, hvad der sker, når man slet ikke formår at forlige sig med sine valg, liv og tidens gang.

Romanen har ikke Napoli-kvartettens større udblik og episke swung, som sætter hovedpersonens kværnende selviagttagelser på pause, og måske derfor var romanen, de skarpe iagttagelser og den rugende stemning til trods, en mere blandet læseoplevelse for mig.

Dukken der blev væk af Elena Ferrante 
Oversat af Nina Gross
183 sider
Forlaget C&K

Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.