Bogspot: The Noise of Time/Tidens støj af Julian Barnes


Biografisk roman om den russiske komponist Sjostakovitj tematiserer indlevende og overbevisende kampen mellem magten og kunsten i sovjetdiktaturet.
All that striving and idealism and hope and progress and science and art and conscience, and it all ends like this, with a man standing by a lift, at his feet a small case containing cigarettes, underwear and tooth powder; standing there and waiting to be taken away.
 They didn´t want you to fake adherence to their banal taste and meaningless critical slogans – they wanted you actually to believe in them. They wanted your complicity, your compliance, your corruption.

Mens vi venter på NKVD

Romanen tager sin begyndelse under den store terror i Stalins Sovjetunionen i slutningen af 1930erne om natten med den internationalt anerkendte komponist Dmitrij Sjostakovitj stående fuldt påklædt med en lille kuffert ved sine fødder ventende på at NKVD skal komme at hente ham, mens hans kone og lille barn ligger inde og sover i lejligheden ved siden af.

Mens Sjostakovitj står her skrækslagen, kæderygende og afventende gennemgår han i tankerne, hvilke hændelser, der har bragt ham i denne uheldssvangre situation.

Sjostakovitjs opera Lady Macbeth of Mtsensk er blevet en international succes. Succesen medfører, at også rovdyret og i egen megalomane selvforståelse, musikkender Stalin, lader sine duehøge gule øjne hvile på Sjostakovitj neurotiske ryg.

Men ’Lille far’ bryder sig dog ingenlunde om, hvad han hører og udvandrer derfor fra sin loge mit under opførelsen af operaen. Da den sønderlemmende og kremlstemplede kritik står at læse næste dag i Pravda, og Sjostakovitj bliver indkaldt til det første forhør, bereder han sig på at blive hentet af sikkerhedstjenesten.

For at skåne sin kone og barn og måske også for at komme magten i forkøbet og i dette føle en lille trodsig fornemmelse af frihed beslutter han sig for at klæde sig på om natten og stille sig til at vente. Men han må vente forgæves, for ved et lykketræf viser det sig, at hans forhørsleder selv er blevet seneste offer for terror-udrensningerne.


Ydmygelsen 

Sjostakovitj slipper for en kugle i nakken, men magten i Moskva er aldrig færdig med ham, dertil er han for kendt og for brugbar. Han skal gå ydmygende canossagang, offentligt lovprise Sovjet og skammeligt oplæse forberedte taler, hvori han anklager og bebrejder ’kontrarevolutionære’ eller regimekritiske kunstnere som Solsjenitsyn, som han privat nærer stor beundring for.

Sjostakovitj får en ideologisk tutor tilknyttet, hvis funktion det er at lede ham ind på dydens smalle sti, udstukket af regimet, hvor den pessimistisk-ironiske komponist bliver belært om at i det sovjetiske arbejderparadis, er der kun plads til den kitschagtige optimistisk-realistiske-kunst.

Han bliver tvunget til at repræsentere Sovjet ved en kulturkonference i New York, en pinlig og sjælefordærvende oplevelse for den mere og mere alkoholiserede komponist, der føler lede ved sig selv og foragt for amerikanernes og eksilrussernes nedladende bedreviden.

Selv da Stalin dør, fortsætter komponistens plager, for nu vil magten bruge ham til at renvaske sig selv og tvinger ham til at korrumpere sig yderligere ved at tvinge ham ind i partiet, og hænge hans pinte sjæl i bunkevis af æresbevisninger og priser; han føler sig som en reje i en klæbrig rejecocktail-sauce, og han tænker at døden har ventet for længe med at hente ham.

Kompleks og velskrevet

Ud over det stærke portræt af Sjostakovitj er det romanens store styrke, at den giver et loyalt indblik i, hvor forbandet svært, det er ikke at lade sig korrumpere og spænde for magten i et rendyrket diktatur, hvad end det nu sker gennem trusler eller falsk smiger.

Alle omkring ham ville skulle betale en høj pris, hvis han nægtede at danse efter magtens toner. Det djævelske regime havde findyrket en nidkær og ubændig evne til at terrorisere, isolere, bagvaske og til sidst knuse et menneske til det enten gik til grunde i druk og elendighed eller det på sine grædende knæ ydmygt kom tilbage tiggende om at slikke magtens støvler for derved at finde nåde og ophøre med at være et ikke-menneske.

Sjostakovitj har intet andet end foragt tilovers for salonkommunister som Picasso og Satre, der velvilligt agitere for kommunismens lyksaligheder og uden kvaler viderebringer regimets løgne, mens de bor trykt og godt i Paris uden at skulle træffe den slags valg som kunstnerne der, og således mærke omfanget af regimets tryk og den evigt-kvælende korrumpering.

Sjostakovitj er ingen helt, men derimod et nervøst anlagt menneske med store kunstneriske ambitioner, der gennem subtilt indsmuglet ironi forsøger at bevare rester af sin selvrespekt.  Men som tiden går, stivner den ironiske distance til en tavs maske, der ikke giver ham nogen trøst fra sine sjælelige kvababbelser.

Julian Barnes har skrevet en virkelig god bog om en kunstners svære kamp med sig selv og mod (over)magten.
1 Kommentar
avatar

Wow! Det lyder som en spændende og gribende bog. Diktaturets allestedsnærværelse og altid uforudsigelige ondskab får mig til at tænke på Barn Nr. 44 af Tom Rob Smith. Tak for en god anmeldelse!

Balas

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.