Bogspot: Gå bare selv: Om myndighed, frisind og modet til at være ligeglad af Jakob Levinsen

Levinsen har skrevet en engageret og sine steder ganske morsom debatbog, der revser den
omsiggribende, selvvalgte umyndiggørelse i den offentlig debatkultur.

Det er sympatisk, og bogen har bestemt mange gode pointer.

Men udgivelsen henvender sig nok mest til de allerede indviede, og netop derfor kunne jeg godt have ønsket mig, at Levinsen nåede ét spadestyk eller to dybere.

Fri mig fra myndighed 

Anmelder, forfatter, debattør m.m. Jakob Levinsen fremsætter i debatbogen den hovedpointe, at vores tid i høj grad er præget af et tab af den personlige myndighed. Alt for få har modet og viljen til myndigt at stå ved sig selv og gøre sine meninger til et personligt anliggende.

Alt for mange gemmer sig blot bag uniforme ’sandheder’, det vil sige, de overtager ukritisk de rigtige holdninger, der trives i de lag, som de identificerer sig med, og som de så hjertens gerne vil høre hjemme i. 

Den kritisk tænkning suspenderes derved, og holdninger bliver til hule identitetsmarkører.

Formløshedens tyranni 

Frisindet er stivnet i ren form, og de gode autoriteter – som den fagligt dygtige, men krævende lærer (ikke den sadistiske scherfigske parodi) – er fra en ophøjet plads i samfundet blevet hevet ned i smudset (hvem vil gerne associeres med den ’Sorte Skole’?), eller også har han frivilligt forladt sin autoritet til gengæld for pædagogiske modeluner og et venskabeligt elevforhold.

Sand autoritet og myndighed kræver ærlighed, nysgerrighed og frisind – der skal en tilstrækkelig selvtillid til at acceptere, at andre kan have holdninger og overbevisninger fjern fra en selv uden derved at forfalde til hån, foragt og væmmelse, som er den nemme vej ud, når man fattes argumenter og løsninger på komplicerede spørgsmål.

En brækspand 

Politikerne er med deres følelses-og væmmelses-udbrud på de sociale medier blot med til ikke bare at underminere egen autoritet, men også niveauet for den offentlige debat, der bliver en parodi på en sådan, når modpartens forslag mødes med umodne pip om mavefornemmelser som ubehag, kvalme, lede og brækreflekser ved de fremførte holdninger, og det bagvedliggende menneskesyn, og hvad har vi. Man skammer sig – naturligvis ikke over sig selv – men over modstanderen.

Dette benævner Levinsen ’skamfølelse per stedfortræder’, og det hæfter han på de, der efter valget tog en tur ved håndvasken og gav en gratis omgang med deres patetiske udmeldinger om, at de nu ville emigrere til Sverige – en modig og meget myndig forkyndelse.


Jakob Levinsen er godt træt af offerromantik,
barnagtighed og antiautoritært hykleri.

Heltene

Stråmandsargumentation, indbildsk modkultur og frit flyvende Peter Pan-syndrom er blot nogle af de mange forskellige udtryk for selvvalgt umyndiggørelse, som Levinsen gennemgår. Levinsen er kritikken til trods dog ingen kulturkonservativ Jeremias.

Han ser fortrøstningsfuldt på fremtiden og finder styrke i sine helte: Dan Tuéll og Herman Bang, der har det til fælles, at de turde trodse den gode, kulturradikale smag og fordomsfrit beskæftigede sig med og skrev høj-såvel som lav-kultur (hvis man da stadig tror på denne forsimplede kategorisering!).

Kritik af kritikken 

Levinsens bog er båret af et tydeligt personligt engagement med ofte selvkonstruerede, men velvalgte udtryk som: ’I ro og smag’, ’Overskudspræget skamfølelse’ ’lystfuldt jubelpessimisme’, ’progressiv herreløshed, ’anderkendelsens sårfeber’ med videre.

Den er let at læse og lige til at gå til, men om den for alvor vil ændre noget, kan jeg godt have min tvivl om.

Bogen kan siges at står på skuldrene af tidligere udkommet bøger om emnet såsom for eksempel:

’Kritik af den negative opbyggelighed’, ’Modkultur som globalt brand’, og ’Ofrets århundrede’ og tilføjer nok ikke så meget nyt for de, der allerede har fået øjnene åbne for problematikken.

 Levinsen kunne derfor i mine øjne med fordel have gået mere i clinch med sig selv:

Er udenadslære nødvendigvis af det onde, hvorfor skal man være overbærende med mediernes, DR1s i særlig grad, joviale platituder?

Hvordan får man den fagligt dygtige og myndige lærer tilbage, når masse-gymnasier og masse-universiteter er dagens virkelighed? – Er det virkelig bare op til den enkelte lærer, for eksempel, at træde myndigt frem og træffe upopulære beslutninger foran en frådende masse af forvente, højt-knevrende forældre, glubske medier på evig jagt efter den næste følelsesbårne historie om ofre, og kollegaer med hjertet og pædagogikken på helt rette sted?

For de virkelige vigtige og formende autoriteter, er det min frygt, at der er for megen utak, bøvl og simpelthen for meget at tabe – arbejdsmæssigt og hvad angår PR – til, at fordelene ved at lede, uddanne og så videre i overensstemmelser med egne overbevisninger kan opveje det.

I et egalitært konsensussamfund som det danske, ville det kræve en enorm mentalitetsændring.

Gå bare selv: Om myndighed, frisind og modet til at være ligeglad
Jakob Levinsen
172 sider
Gyldendal


Køb bogen hos Cdon.com (affiliate-link)


Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.