Anmeldelse: Ivan Iljitjs død af Lev Tolstoj

Tolstojs moralske kortroman om livsløgn og dødens uafvendelighed er både universel og knirkende
altmodisch.

Hovmod 


Når en romersk sejrherre, en triumfator, stod i sin triumfvogn forspændt med skinnende hvide heste for at modtage folkets hyldest, var det påbudt ved lov, at en slave skulle stå ved hans side og om og om igen hviske de samme ord i triumfatorens øre: 'Memento te mortalem esse, Husk, at du er dødelig'.

Det var republikkens forsøg på at tøjle den ærgerrighed, som Rom var bygget på, så den ikke vanartede til samfundsomstyrtende overmod.

Overmod eller ligefrem hovmod er også den første og største af de syv kristne dødssynder, det er forestillingen om at være sin egen herre og ikke at have brug for Gud. Det er herfra de andre dødssynder udgår.

Er mennesket kun en boble?


Men hvad sker der i en moderne affortryllet verden, hvor ambition og ærgerrighed ikke holdes i ave af hverken moral eller en straffende gud? Det giver den russiske forfatter Lev Tolstoj  et bud på med sin moralske fortælling fra 1886 om en opadstræbende embedsmands pludselig fald, erkendelse og endelige død.

Ivan Iljitj er en afmålt og pligtopfyldende embedsmand, der altid gør, hvad der forventes af ham. Ved at spille sine kort rigtigt, smiske og pleje omgang med dem højere oppe, indgå ægteskab med et passende parti etcetera, formår han trin for trin at avancere i det uendelige zaristiske bureaukrati.

I ånden er Ivan en fantasiløs småborger, der troligt lever inden for de udstukne rammer og normer i en fattig drøm om et evigt velbehageligt og friktionsløst liv med souper, med rislende hvidvin, kortspil og med standsmæssig udvidelse af bolig og eksklusiv bekendtskabskreds.

Men midt i denne pyntesyge drøm falder den uopmærksomme Ivan ned af en stige, og den banale hændelse får alvorlige konsekvenser, da Ivans obsternasige blindtarm nægter at finde på plads igen.

Døden som læremester


Ivan føler da dødens nærvær, og han er overbevist om, at han snart at blive dens næste bytte. Det hensætter ham i en depressions-lignende, eller måske nærmere klartseende tilstand, hvor skællene falder fra hans øjne, så han nu endelig kan se verden, som den er: forløjet, skabagtig, kynisk, overfladisk, hyklerisk og helt igennem kunstig udgør den et dårligt værn mod livets alvor og realiteteter, som før eller siden kommer til os alle.

Ivan indser nu, at han hader sin kone, datter og bekendtskabskreds, der synes, at hans sortsyn og sygdom er selvforskyldt og skygger for deres livs lethed og lykke. I det skjulte godter de andre embedsgribbe sig over, at døden ikke har sit mærke på dem, og over at en attraktiv stilling snart vil være ledig med en konkurrent mindre at skulle tage hensyn til.

Sygdomsforløbet er smertefuldt, og værre bliver det kun af pludselige glimt af håb om helbredelse.Det er kun den kernesunde, uforstilte bondenatur, Gerasim, som Ivan kan udholde at have hos sig i sin sidste tid, idet Gerasim er den eneste, der synes, at forstå ham, forstå hvordan det er fat, og som på grund af sin jordbundenhed er i stand til at lindre Ivans vej ind i døden.

I allersidste stund får Ivan øjnene op for sin forsømte, men endnu uspolerede søn, og det håb, der lever videre med sønnen, giver endelig Ivan modet til at give slip på sit eget liv.

Døden er den store læremester, der viser en tom verdens forfængelighed, men hvad modsvaret, det autentiske liv så egentligt består i,  blæser i vinden. Vor tids besættelse af autencitet understreger vel at nedstyrtningen af samfundnormer ikke alene gør det.

Alting på sin plads


Der er noget distanceret og ophøjet i fremstillingen af Ivan, som hænger sammen med både den lidt støvede olympiske fortællers fulde indblik i personers motiver og relationer, og med fortællerens stramme greb om udlægningen: der er ikke forsonende træk, tanker eller psykologi, som bryder med den overordnede pointe.

Også tingene og rollerne bliver til lovlig håndfaste metaforer: Ivan falder fra en stige, det bliver det lille og tilsyneladende helt ubetydelige organ blindtarmen, der fælder det opadstræbende menneske, kortspil er Ivans eneste sande fornøjelse, afkommet, sønnen, kommer ud af det blå til at blive bærer af håbet, og bonden er fremstillet som en eksotiseret anden, et sund og stærkt modsvar til det dekadente skaberi.

Tolstoj udstiller karikeret, men velskrevet hykleriet og falskheden, mest vellykket, synes jeg, er fremstillingen af  Ivans angst, længsel og dødskvaler.


Ivan Iljitjs død af Lev Tolstoj 
Fyrsteligt oversat af Marie Tetzlaff
112 sider
Gyldendal

Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.