![]() |
Lene Dybdahl og Magnus Heunicke til Herlufsholm Fantasybogmesse 2014. |
En meget velbesøgt Fantasybogmesse, som bød på hele tre bogudgivelser, riddere, trolde og orker, interviews og foredrag med en række danske fantasyforfattere. Fantasy er en genre, der har godt fat i det unge publikum, men også voksne læsere er begyndt at interessere sig for Young Adult-litteraturen.
Interview med Lene Dybdahl
Transportminister Magnus Heunicke er en af initiativtagerne til Fantasybogmessen, som blev afholdt for første gang i 2012. Magnus Heunicke åbnede dette års Fantasybogmesse og bød herefter velkommen til fantasyforfatter Lene Dybdahl, som samme dag udgav sin fjerde roman, Den Sorte Paraply.
Historisk fantasy og tidsrejser
I interviewet fortalte Lene Dybdahl om sin historiske research til Den Sorte Paraply, som dels foregår i 1600-tallets London og dels i nutiden. Lene Dybdahl har blandt andet ladet sig inspirere af bogen 'A Time Traveller's Guide to Elizabethan England' og 'Samuel Pepy's Dagbog'. Hun mener, at fantasy er en genre som egner sig godt som portal til fortiden. Tidsrejser og historie er også temaer i hendes populære fantasyserie Nøglens Vogtere, som foregår i 14- og 1500-tallets Spanien.
Søvnløs minister
Magnus Heunicke havde dagen før været i Radio 24syv, hvor han fortalte, at han havde ligget søvnløs over bogen, som nogle steder er meget grum. Man får indblik i 1600-tallets grusomme straffe og afhøringsmetoder i romanen, og det var med et glimt i øjet, at han "ville anbefale bogen til alle, der ville have ødelagt deres nattesøvn'.
Signering og limonade
Efter interviewet var der bogsignering og limonade i Tellerups stand, og publikum fik mulighed for at få fingre i den eftertragtede merchandise-paraply, som er lavet i anledning af udgivelsen. Forlaget havde også nye bøger med af Louise Haiberg og Carina Evytt.
Blodsværmen og Leoniderne
Ud over Den Sorte Paraply udkom to andre bøger på Fantasybogmessen, nemlig debutanten Nanna Foss' anmelderroste bog Leoniderne, som er første del i hendes Spektrum-serie med 10 planlagte bind, og Blodsværmen af A. Rune, som er andet bind i Traia-trilogien.
Jan Kjærs workshop
Der blev også mulighed for at digte med på en historie i Jan Kjærs workshop. Forfatter og tegner Jan Kjær udgiver Nomer-bøgerne til det lidt yngre publikum, og hans workshop var godt besøgt af både børn og voksne, som fik indblik i berettermodellen og andre gode fifs til at strikke en god historie sammen.
Kenneth Bøgh Andersen, Cecilie Eken, Nick Clausen og Josefine Ottesen besøgte også Danmarks hyggeligste bogmesse, hvor Herlufsholm Kostskole danner de perfekte rammer om den fælles passion for de eventyrlige bøger.
Messen vrimlede også med forlagsfolk, bibliotekarer og kommende fantasyforfattere, heriblandt Haidi Wigger Klaris, som debuterer marts 2015 på forlaget Tellerup
Messen vrimlede også med forlagsfolk, bibliotekarer og kommende fantasyforfattere, heriblandt Haidi Wigger Klaris, som debuterer marts 2015 på forlaget Tellerup
Skriv en kommentar