Der var en tid, dengang jeg var ung, ak! Nu er det længe siden; min gang var så let, som den nu er tung. Og omvendt er det gået med tiden. Da sneglede tiden trevent frem; nu ser jeg med gru den ile. Da ville jeg ud, og nu vil jeg hjem. Da søgte jeg strid, nu hvile … ”
Slagen

Begge oplevelser var voldsomt ødelæggende og chokerende i deres bestialiteter. Det var nederlag, der var til at tage og føle på: tyskerne rullede henover den franske hær, og Pariserkommunen og kommunardernes oprør mod den franske centralmagt blev smadret med uhørt grusomhed.
Al den grusomhed og nederlag havde voldt skade på Wilhelm
Dinesen. Han bestemte sig modvilligt for at drage hjem til Katholm og faderen.
Men Dinensen trivedes ikke hjemme, og baller og selskabeligheder fjernede ikke
nedtryktheden og udlængslen.
Dinesen skrev en sober dokumentarisk fremstilling om sine
oplevelser i Paris, der uhørt for den danske adel og det bedre borgerskab
omfavnede kommunarderne med sympati og forståelse. Det førte til et uundgåelig brud med faderen,
der ellers selv som ung havde oplevet og skrevet nogle lignende iagttagelser i
Frankrigs krig mod Algier, hvor den gamle Dinesen var blevet overbevist om det
retfærdige i arabernes oprør.
På jagt med indianere
Kaptajn Dinesen lagde Danmark bag sig og drog til USA, til
vildnisset i Wisconsin, hvor han kunne vende civilisationen ryggen, gå på jagt
og lære indianere at kende. Dinesen købte en gammel rønne og trivedes i
vildnisset. En indianerkvinde kom også til. Men da telegrammet nåede ham, om at
moderen lå for døden i Danmark, var der ikke andet at gøre en tage hjem igen.
Hjemme igen blev Dinesen med sine jagtbreve, udgivet under
pseudonymet Borganis, en anderkendt forfatter. Dog lader det til, at Dinesen
ikke selv regnede det for tilstrækkeligt for en mand som ham at beskæftige sig
med litterære sysler. Hjemme igen efter en farefuld færd til Osmanneriget under
Krim-krigen tabte han sit krigerhjerte til den stille Ingeborg.
Da ilden gik ud
Uden hverken flair eller interesse for den politiske proces,
valgte Dinesen at stille op for bondepartiet Venstre. Dinesen blev en eklatant
fiasko. Som årene gik forsvandt hverken tungsind eller melankoli. Og Dinesen virkede
mere og mere uligevægtig. Og en dag, kun 49 år gammel, valgte han at gøre en
ende på sit liv. Ikke som en officer ville gøre det, med pistol, men som
forræderen Judas gjorde det, ved hængning. Hvorfor, kommer Buk Swienty med en ganske
plausibel forklaring på.
Dinesen er gjort af det stof, som myter er gjort af:
eventyrer, jæger, fejlslagen politiker, dokumentarist, drømmer, forfatter,
officer, kriger. Evig på flugt fra det bedsteborgerlige liv og det afskyvækkende
moderne, han med sin rastløshed og virketrang ironisk nok inkarnerede.
Brandes skrev i nekrologen over Dinesen, at han så ud, som
det han var: ”en drømmer ved højlys dag, der var uro i hans blod. ”. De vilde
brøls og de voldsomme kampes tid var ved at være forbi, og denne erkendelse, må
utvivlsomt have været smertefuld, for en mand, der havde levet intenst som få,
og som i krig, jagt og evig bevægelse følte livets flamme.
På afstand
Få danske historikere kan bedre end Tom Buk Swienty opridse
en scene, give den farve, fylde og intensitet. Sikke et liv, Dinesen må have
levet! Men desværre forbliver hovedpersonen læseren temmelig fjern og udvendig.
Det skyldtes, at Dinesen i sine dagbøger er stort set tavs om indre rørelser og
bevæggrunde. Og da kilderne er få og tavse, strander historikerens fremstilling
af Dinesen på gisninger og vage psykologiske forklaringer om faderkompleks og ”indre
dæmoner”.
Men det er selvfølgelig ikke Buk Swientys skyld, og bogen er,
særlig betragtet som en historisk rejseskildring, en fornøjelse at læse.
Som vanlig med Tom Buk Swientys udgivelser er der kælet for det grafiske med
mange flotte billeder, tykt kvalitetspapir og net og læsevenlig typografi.
Kaptajn Dinesen - Til døden os skiller
af Tom Buk Swienty
500 sider, Gyldendal
af Tom Buk Swienty
500 sider, Gyldendal
2 Kommentarer
Åh, den glæder jeg mig til at læse!
BalasDet har du også grund til. God læselyst.
Balas