Anmeldelse: Jomfrustenen af Michael Mortimer

Anmeldt af: fantasyforfatter Lene Dybdahl, gæsteskribent på Kultur-cafeen.

Jomfrustenen er et brandspændende eventyr med et velkomponeret plot og troværdige personer. Bogens reliefagtige forside er flot og indbydende.

Ida Nordlund er studerende i Stockholm med en gådefuld opvækst i Jämtland langt fra storbyen. Hun har aldrig kendt sine forældre, men naboen Lasse har været en faderfigur for hende, og han kommer til at spille en vigtig rolle i romanen. Ida er vokset op hos sin mormor og morfar, men hendes rigtige mor er ikke død, bare forsvundet. Det går hurtigt op for læseren, at der under opvæksten ikke var megen bageforklæde, kortspil og strikketøj over Idas mormor. Hun er en kølig og knivskarp forsker, som ved bogens begyndelse befinder sig i Rusland.

Et mystisk skrin og et mord

Præcist hvad mormoren forsker i, ved Ida ikke, men på dagen for Nobelprisuddelingen, bliver Ida ringet op og bedt om at gøre mormoren en tjeneste: Hun skal modtage og gemme et skrin for prismodtageren i fysik, Anatolij Lobov. Under prisfesten bliver han myrdet, og Ida bliver eftersøgt for mordet. Hun flygter over hals og hoved, og finder snart ud af, at politiet ikke er de eneste, som leder efter hende. Et hemmeligt netværk af forskere vil gøre alt for at få fat i skrinet.

Dokumentariske virkemidler

Som roman er bogen lidt utraditionelt bygget op, fordi der løbende er sort-hvide illustrationer eller fotografier, som supplerer teksten, ligesom der også er 'Wikipedia-arktikler' - eller genskrivninger af sådanne, som skal forlene bogens plot med troværdighed og give den et skær af dokumentar. Omdrejningspunktet for handlingen er nemlig den mystiske jomfrusten, som har nærmest magiske egenskaber. Selvom informationsartiklerne måske afbryder læseflowet, så gør det ikke noget negativt for læseoplevelsen. Plottet er nemlig så spændende, at man sagtens kan tygge sig igennem et par sider med fakta, før man atter er i hælene på Ida og sidenhen Lasse på deres færd gennem Sverige.

Hit med den næste i serien!

Jomfrustenen er Michael Mortimers debutroman under dette navn. Bag forfatternavnet, som er et pseudonym gemmer sig dog to erfarne forfattere, Daniel Sjölin og Jerker Virdborg. De to herrer leverer en mesterlig læseoplevelse, hvor det iskolde Nordsverige og Finland trænger helt ind under huden på læseren, hvor grundig research bliver omsat til spændende handling, og hvor et nuanceret, interessant og troværdigt persongalleri folder sig ud. Jeg læste de 505 sider på tre dage, og jeg glæder mig allerede til den næste bog i serien. Læs den!

Bogen er oversat til dansk af Henriette Rostrup.

Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.