Anmeldelse: Galveston af Nic Pizzolatto

Manden bag HBO’s kult tv-serie, True Detective, har skrevet en meget mørk og barsk southern gothic-thriller fra det afgrundsdybe Syden, hvor forpinte mennesker rager i blinde efter mål og mening. Asfalten slår sprækker, insekterne skriger, og himlen er ladet med gnistrende elektricitet og sorte orkanskyer.

Galvestone er en atypisk, meget medrivende kriminalroman, der foregår på flere tidsniveauer, og som langsomt folder sig ud.

Den mørke stemning er den samme som i True Detective, og som i tv-serien er det også her personerne, der drager en ind i fortællingen. Handlingen foregår henholdsvis i 1987 og i 2008.

Man bliver født, og fyrre år senere humper man ud fra en bar og er forbløffet over sine egne smerter. Der er ingen, der kender én. Man sætter kurs ned ad uoplyste landeveje, og man opfinder et mål, fordi det er afgørende er at have et bestemmelsessted. Derfor kører man i retning af det sidste, man har tilbage at tabe, uden rigtig at have nogen ide om, hvad man har tænkt sig at gøre med det. 

Den døende gangster 

I New Orleans arbejder den midaldrende, fordrukne og kæderygende gangster Roy Cady som gældsinddriver og lejlighedsvis lejemorder for den lokale mafiachef Stan Ptitko. Men så en dag får Roy konstateret lungecancer med kort tid tilbage at leve i.  Og den begivenhedsrige dage fortsætter, da han må skyde sig ud af et forræderisk baghold og sammen med den purunge prostituerede Rocky flygter ud af byen med kurs mod Galvestone.

Sådan sættes handlingen i gang, og det virkede måske lidt skabelonagtigt og indstuderet, men da først Roy og Rocky sidder i pickuppen på vej mod Galvestone, og vi bid for bid lærer deres skæbner at kende, er det hurtigt glemt. Og undervejs kommer endnu en passager med op at køre.

Fortiden er ikke virkelig, Roy 

Som det også var tilfældet i True Detective hober fortidens ruinlandskab sig op i det gotiske landskab, de bevæger sig i, hvor en vildtvoksende og grådig natur trækker menneskene tilbage mod et tidligere udviklingsstadie.
Historien med stort og lille h tynger som bautasten og udfrielsen sker sjældent i levende live. Døden er virkelig og nærværende.

Det er forældreløse, skadede personer på flugt, men langsomt opstår et form for bånd mellem den døende gangster og den unge luder – men frygt ej, Nic Pizzolattos forfalder ikke til nogen form for letkøbt og afklaret sentimentalitet.

Erindringen om fortiden er ikke sandheden om fortiden – hvor én person nostalgisk opfatter en bestemt begivenhed som forbundet med fortidens gyldne solstråler og lette lykke, der erindrer den anden en tåbelig fejltagelse begået i ungdommelig forblindelse.

Det er råt og utrolig velskrevet.

Det er næppe nogen tilfældighed, at Rays virkelige far, en af fortællingens få gode mænd, hedder Robicheaux til efternavn. Der er utvivlsomt tale om en hyldest til James Lee Burkes sejlivede New Orleans betjent, Dave Robicheaux.

James Lee Burkes sitrende landskabsbeskrivelser, allegoriske fortællinger og gotiske persongalleri har Nic Pizzolatto taget til sig og gjort til sine egne.

Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.