Anmeldelse: Min bedstefars himmel af Stefan Hertmans

Min Bedstefars himmel giver et fint portræt af en svunden tid, og en inderlig skildring af forfatterens
bedstefar, som flygtede fra fattigdom, skidenhed og krigens gru og fandt trøst i kunstens rene verden

Når noget slutter

Da bedstefaren døde i 1981, fandt barnebarnet, den belgiske forfatter Stefan Hertmans, to tætskrevne notesbøger, hvori bedstefaren, Urbain, havde nedfældet dels oplevelser fra sin fattige opvækst og ungdom i 1880ernes og 1890ernes Gent, dels oplevelser fra de grufulde hændelser under 1. verdenskrig, som blev hos ham resten af livet. 

Med baggrund i notesbøgerne har Stefan Hertmann, skrevet en meget poetisk, sansemættet roman, der ligeså meget handler om hans eget forhold til bedstefaren.

Romanen igennem løber en stille underen over, hvad gårdsdagens europæiske mennesker, var i stand til at udholde af ussel fattigdom, fornedrelse, sygdomme og død, og alligevel, som det var tilfældet med oldefarfaren og farfaren, bevare en form for åbenhed over for verden og en glubende appetit på og viden om kunst i alle afskygninger – særlig malerkunsten, som de begge praktiserede. 

Oldefarfaren var kirkemaler og farfaren vendte hjem fra krigen som krigsinvalid, og brugte resten af sit lange liv i sit atelier, hvor han kopierede de store malermestre.

Den store kunst

Måske er der også et vist vemod, uden ligefrem at være længsel, hos forfatteren efter en tid, hvor klassisk kunst, musik og litteratur virkelig spillede en rolle i almindelige menneskers liv, som et slags frirum, hvor de undertrykte følelser kunne vriste sig fri af den snerpede og stramtandede kønsmoral, slippe ud af virkelighedens ildelugtende kummerlighed, så de for en stund kunne opleve storhed og glemme deres egen ydmyge placering i et fastlåst patriarkalsk hierarki.    
   
Faderen var en fattig, astmatisk kirkemaler, mens den forgudede mor var en dannet dame fra de finere lag, der skabte skandale ved at gifte sig nedad med en simpel kirkemaler.

Bedstefaren, der som ganske lille havde været vant til at tigge kul ved jernbanen, så de derhjemme kunne få bare lidt varme i rønnen, kom som 13 årig i lære i en livsfarlig og ulideligt varm jernsmedje.

Ulykker og dødsfald er naturlige følger af de elendige forhold, under hvilke de bearbejde det tusinde grader varme jern – Orbain ser blandt andet smedens hønefulde søn falde ind i smedeovnen og dø, og han taber selv ved et uheld flydende jern på gulvet, som størkner rundt om hans træsko og truer med at knuse hans fødder.

Goodbye to all that

Den følsomme Orbain lever for kunsten, han er inderligt troende og han hader de gudløse røde af et ondt hjerte. Alligevel bliver han soldat og kommer i kamp i 1. Verdenskrig, da den overlegne tyske krigsmaskine ruller ind over Belgien.

Orbain er modig i kampen mod overmagten; han såres tre gange og modtager adskillige ordner, men den nyttesløse, tilfældige død, den generelle elendighed, tyskernes skruppelløse grufuldheder og det opflammende fjendskab mellem de rige valloner og de fattige flamlændere udraderer de fleste af de forestillinger, som han og de fleste af hans generation, er vokset op med.

1800 talltes lovsang til patriotisme, ære, selvopofrelse og et gudsgiven hierarki begraves i mudret sammen med de tusinde og atter tusinder døde unge mænd.

Med stor indsigt påviser Stefan Hertmans, hvordan Orbain resten af livet i kunsten bearbejdede de oplevelser, han ikke kunne eller ville tale om.

Sjælen følger med

Det er umiddelbart svært at se for det utrænede øje, for Orbain kopierede som sagt de store mestreværker, men Hertmans er detaljens mester, og han påviser, hvorledes bedstefaren alligevel ikke helt har kunnet fjerne sig selv fra kunstværket – ved de tilsyneladende nøjagtige kopier hænger rester af bedstefarens sjæl.

Det er en meget inderlig og velskrevet roman båret af et ønske om forståelse og en varm nænsomhed i beskrivelsen af bedstefaren.  

Der er mange, rigtig mange referencer til kunstens verden, og det kan godt føles lidt tungt, men det er alligevel nødvendigt at få med, fordi portrættet af bedstefaren er ufuldstændigt uden den himmelske verden af kunst, han drømte om, studerede, tænkte på, og til dels,genskabte sit liv i.

Dog er det ramt noget ved siden af, at sælge romanen, som en bog om 1. Verdenskrig. Man skal læse 143 sider før 1. verdenskrig kommer ind i billedet, og for nogle vil det nok være en skuffelse, at selve krigsdelen faktisk ikke fylder mange sider. Roman er først og fremmest et afdæmpet, men vidende portræt af en tid og af et særligt menneske. Dette er ikke en handlingsmættet roman om Den Store Krig.

Min bedstefars himmel, Stefan Hertmans
293 sider
Smukt oversat af Birthe Lundsgaard
People´s Press





Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.