Anmeldelse: Politisk roman af Lone Aburas

Aburas’ roman om nutidsdanskerens manglende politiske engagement fremstår som en noget kedelig kynisk sædeskildring.

Personerne er usympatiske typer mere eller mindre blottet for forsonende træk. Handlingen byder ikke på store overraskelser i den på forhånd udstukne vej mod spottende domsfældelse – over de kun overfladisk engagerede kultursnobber, såvel som over de dovne, uengagerede kynikere.

Det er ikke sort-hvidt, men snarere sort-sortere, og det er ikke sjovt.

Det umulige engagement

Som de to gange Kirsten (Hammann og Thorup), der i hver deres bøger har behandlet flygtningeproblematikken og nutidens (påståede)manglende engagement, giver også Lone Aburas i Politisk Roman fra sidste år sin fremstilling af den manglende lyst eller mod til politisk engagement hos middelklassen (aren´t we all!), der hvis man skal tro bogen, groft sagt kan deles op i to:

De naive og selvglade, der med stolthed fremviser deres politiske engagement, plastret sammen af de sidste overlevende floskler fra marxismen, som et adgangskort til den kreative klasses fester.

Og så de kynisk uengagerede, der værger sig for enhver form for politisk omklamring, og som kun har hån, spot og latterliggørelse over for førstnævnte gruppe, hvis i sandhed ynkværdige forsøg på at fremtræde politisk engagerede og i samme ombæring få lidt aflad for deres privilegerede liv, vel ikke kan tages alvorligt af andre end dem selv.

Sløv ligegyldighed og selvhævdende teoretisering

Handlingen kan vel nogenlunde opsummeres således:

Fortælleren Rebecca, fyrreårig desillusioneret geolog og underviser, bor sammen med det omklamrende følelsesmonster Robert, der er tandlæge, men som drømmer om at gøre virkelighed af det politiske badge, han render rundt med, gøre et eller andet, sådan noget som at skjule en udvisningstruet flygtning.

I den sammenbragte baggage følger børn fra tidligere forhold. Roberts har to døtre: en selvoptaget anorektiker og så en videbegærlig, men i romanen mindre vigtig anden datter.

Rebecca har den mutte og indestængte teenagersøn Oscar fra et tidligere forhold med en afstumpet finansmand, der forlod hende og sønnen til fordel for en yngre og smukkere model!

Fyrreårig revolutionær desperado

Yderligere belastes familien af hyppige besøg af ’vennerne’ Mark og Sara. Mark er en parodi på en fyrreårig desperado med en sølle revolutionær fortid, som en slags stolthed (nogen praktiker blev han dog aldrig, forstår man) og han har i tilgift en snyltende og selvhævdende facon med konstant afliring af forne tiders teoretiske floskler og moralske anvisninger til alle. En rigtige charmerende type.

Rebecca kan som sønnen Oscar naturligvis hverken fordrage Mark eller Sara eller deres såkaldte ’engagement’, der blot er tynd fernis over hykleriske småborgerlighed.

Rebecca orker ikke at forlade Robert, selv, da han begaver familien med en vaskeægte illegal flygtning, der på politisk korrekt vis umyndiggøres og siden viser sig ret så utaknemmelig.

Alle sammen synes de at være umodne, manisk selvoptaget eller sløvt ligeglade med deres liv – Rebecca har selvfølgelig for længst opgivet håbet for den smartphone-tåbelig-ungdom, hun bruger sit arbejdsliv på, uden at hun derfor sadler karrierehesten om, mens Roberts ekskone er blevet dranker af al hans skvattede føleri!

Hvis ikke pointen endnu er nået ind gennem læserens sløvsind, så gør sønnen Oscars gøren alvor af de voksnes revolutionære bragesnak det nok: ligegyldigt hvad, er vi fortabte.

Letkøbt kynisme?

Som det nok fremgår, var jeg grundigt irriteret over romanen og dens letkøbte sarkasme på ynkværdige papfigurers bekostning. 

Den virker underlig doven og sproglig uoriginal. Hvad enten bogen læses ironisk eller tages for pålydende, virker den urealistisk og sammenstykket af lige dele fordomme og jeremiader. Tag titlen og forsiden: den knyttede røde næve klar til kamp tilsat skrivemaskineskriften fra 70'ernes pamfletter, the irony, the irony.

Den slags dumme, identitetsbesatte mennesker som vi træffer i bogen, findes da sikkert overalt, nok særligt blandt de højere kulturelle lag. Men hvad så, fristes man til at sige, er de da repræsentanter for andre end sig selv?

Tilgangen til spørgsmålet vedrørende nutidens (politiske) engagement eller nærmere mangel på samme, forekommer mig i øvrigt temmelig overfladisk. 

Som om det kun tæller, hvis det er klart formuleret og passer ind i slidte former, hvor man enten gør noget drastisk ’aktivt’, noget der bemærkes, og kaster hæder og beundring af sig eller det modsatte, eller også flyder man bare på en ugidelige strøm af selvtilstrækkelighed, for man kan alligevel ikke gøre fra eller til. 
  
I mine øre lyder det som noget af en fed kliché: Er det virkelig kun et spørgsmål om, at enten gror man et blødt skæg og er god ved en flygtning, eller også må omverdenens problemer banke på en andens dør?

Hvad med alle dem, der ofte ganske ulønnet, arbejder hos Røde Kors fFygtningehjælp, som frivillige lektiehjælpere, som besøgsven eller som påtager sig at være fodboldtræner i et socialt boligområde med mere ?

Det virker noget unødvendigt, når forfattere martrer sig selv og læseren, hvis det er det, de gør, med det sørgelige budskab om, hvor vigtigt, men samtidig forbandet svært, det er, sådan for alvor at føle man virkelig gør noget for andre (Læs: stakkels brune mennesker).

Men engagement kan da så sagtens være mere end blot en eftertragtet identitets-markør, hvis man altså gider, sådan rigtigt.     






Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.