
Personerne er usympatiske typer mere eller mindre blottet
for forsonende træk. Handlingen byder ikke på store overraskelser i den på
forhånd udstukne vej mod spottende domsfældelse – over de kun overfladisk
engagerede kultursnobber, såvel som over de dovne, uengagerede kynikere.
Det er
ikke sort-hvidt, men snarere sort-sortere, og det er ikke sjovt.
Det umulige engagement
Som de to gange Kirsten (Hammann og Thorup), der i hver
deres bøger har behandlet flygtningeproblematikken og nutidens (påståede)manglende
engagement, giver også Lone Aburas i Politisk Roman fra sidste år sin
fremstilling af den manglende lyst eller mod til politisk engagement hos middelklassen
(aren´t we all!), der hvis man skal tro bogen, groft sagt kan deles op i to:
De naive og selvglade, der med stolthed fremviser deres
politiske engagement, plastret sammen af de sidste overlevende floskler fra
marxismen, som et adgangskort til den kreative klasses fester.
Og så de kynisk uengagerede, der værger sig for enhver form
for politisk omklamring, og som kun har hån, spot og latterliggørelse over for
førstnævnte gruppe, hvis i sandhed ynkværdige forsøg på at fremtræde politisk
engagerede og i samme ombæring få lidt aflad for deres privilegerede liv, vel
ikke kan tages alvorligt af andre end dem selv.
Sløv ligegyldighed og selvhævdende teoretisering
Handlingen kan vel nogenlunde opsummeres således:
Fortælleren Rebecca, fyrreårig desillusioneret geolog og
underviser, bor sammen med det omklamrende følelsesmonster Robert, der er
tandlæge, men som drømmer om at gøre virkelighed af det politiske badge, han
render rundt med, gøre et eller andet, sådan noget som at skjule en
udvisningstruet flygtning.
I den sammenbragte baggage følger børn fra tidligere forhold.
Roberts har to døtre: en selvoptaget anorektiker og så en videbegærlig, men i
romanen mindre vigtig anden datter.
Rebecca har den mutte og indestængte teenagersøn Oscar fra et tidligere forhold med en afstumpet finansmand, der forlod hende og sønnen til fordel for en yngre og smukkere model!
Rebecca har den mutte og indestængte teenagersøn Oscar fra et tidligere forhold med en afstumpet finansmand, der forlod hende og sønnen til fordel for en yngre og smukkere model!
Fyrreårig revolutionær desperado
Yderligere belastes familien af hyppige besøg af ’vennerne’
Mark og Sara. Mark er en parodi på en fyrreårig desperado med en sølle
revolutionær fortid, som en slags stolthed (nogen praktiker blev han dog aldrig,
forstår man) og han har i tilgift en snyltende og selvhævdende facon med
konstant afliring af forne tiders teoretiske floskler og moralske anvisninger
til alle. En rigtige charmerende type.
Rebecca kan som sønnen Oscar naturligvis hverken fordrage
Mark eller Sara eller deres såkaldte ’engagement’, der blot er tynd fernis over
hykleriske småborgerlighed.
Rebecca orker ikke at forlade Robert, selv, da han begaver
familien med en vaskeægte illegal flygtning, der på politisk korrekt vis umyndiggøres
og siden viser sig ret så utaknemmelig.
Alle sammen synes de at være umodne, manisk selvoptaget
eller sløvt ligeglade med deres liv – Rebecca har selvfølgelig for længst opgivet
håbet for den smartphone-tåbelig-ungdom, hun bruger sit arbejdsliv på, uden at
hun derfor sadler karrierehesten om, mens Roberts ekskone er blevet dranker af
al hans skvattede føleri!
Hvis ikke pointen endnu er nået ind gennem læserens
sløvsind, så gør sønnen Oscars gøren alvor af de voksnes revolutionære
bragesnak det nok: ligegyldigt hvad, er vi fortabte.
Letkøbt kynisme?
Som det nok fremgår, var jeg grundigt irriteret over romanen og dens letkøbte sarkasme på ynkværdige papfigurers bekostning.
Den virker underlig
doven og sproglig uoriginal. Hvad enten bogen læses ironisk eller tages for
pålydende, virker den urealistisk og sammenstykket af lige dele fordomme og jeremiader.
Tag titlen og forsiden: den knyttede røde næve klar til kamp tilsat skrivemaskineskriften
fra 70'ernes pamfletter, the irony, the irony.
Den slags dumme, identitetsbesatte mennesker som vi træffer
i bogen, findes da sikkert overalt, nok særligt blandt de højere kulturelle
lag. Men hvad så, fristes man til at sige, er de da repræsentanter for andre
end sig selv?
Tilgangen til spørgsmålet vedrørende nutidens (politiske) engagement
eller nærmere mangel på samme, forekommer mig i øvrigt temmelig overfladisk.
Som om det
kun tæller, hvis det er klart formuleret og passer ind i slidte former, hvor man
enten gør noget drastisk ’aktivt’, noget der bemærkes, og kaster hæder og
beundring af sig eller det modsatte, eller også flyder man bare på en ugidelige
strøm af selvtilstrækkelighed, for man kan alligevel ikke gøre fra eller til.
I mine øre lyder det som noget af en fed kliché: Er det virkelig kun et spørgsmål om, at enten gror man et blødt skæg
og er god ved en flygtning, eller også må omverdenens problemer banke på en
andens dør?
Hvad med alle dem, der ofte ganske ulønnet, arbejder hos
Røde Kors fFygtningehjælp, som frivillige lektiehjælpere, som besøgsven eller som
påtager sig at være fodboldtræner i et socialt boligområde med mere ?
Det virker noget unødvendigt, når forfattere martrer sig selv og læseren, hvis det er det, de gør, med det sørgelige budskab om,
hvor vigtigt, men samtidig forbandet svært, det er, sådan for alvor at føle man virkelig
gør noget for andre (Læs: stakkels brune mennesker).
Men engagement kan da så sagtens være mere end blot en eftertragtet
identitets-markør, hvis man altså gider, sådan rigtigt.
Skriv en kommentar