Anmeldelse: Sønner af Philipp Meyer

Med afsæt i en stor slægts seje kampe tager dette medrivende epos læseren med på en rejse fra det vilde vestens nybyggerland med blodige kampe mod indianere og mexicanere til vore dages olierige, moderne Texas. 

Historien med stort H føles i Meyers fiktive univers på en gang levende og nærværende og samtidig meget fjern og anderledes.

’Da der ikke var flere mennesker, dræbte vi hver eneste overlevende hund og hest. Jeg tog høvdingens blære så den kunne blive til en tobakspung; den blev garvet og broderet med perler, I hans skjold, pakket ind mellem lagene, lå Gibbons Det romerske riges forfald og undergang. ’

’Denne familie må ikke få lov til at fortsætte. ’

Da nybyggerne kom til Texas

Det er et barskt hede-flimrende klima, der møder de første amerikanske nybyggere i Texas. Et ubarmhjertigt miljø, der kræver styrke, mod og sammenbidt vilje. Og staten er nok enorm med sletter, kløfter og ørken, men altså ingenlunde mennesketom: her er blodtørstige indianske stammer og mexicanske familier med stamtræer, der kan føres tilbage til 1500 tallets Spanien; og ingen af dem ser med milde øjne på de nye indtrængere, der i deres hovmod mener at bringe civilisationens fakkel til de underlegne racer, mens de selv tager for sig af alle retterne.

Men romanen er heldigvis ikke endnu en anakronistisk, politisk-korrekt fremstilling af de oprindelige, fredselskende folk, så langt fra. Det er i romanen et grundvilkår, at man kun kan skaffe sig jord og rigdom ved at stjæle fra andre: de indianske stammer kæmpede indædt mod hinanden, da spanierne kom og stjal rigdom og land fra dem, Comanche-indianerne kæmpede og slog Apacherne, og mexikanerne tog over, hvor de spanske imperiebyggere slap.

Der er i romanen et klart islæt af Oswald Spenglers kulturpessimistiske forudsigelser om kulturernes, også den vestliges, forfald og bortgang.

Tre generationer af McCullough-slægten

Romanen spænder fra 1836, hvor Texas fik sin selvstændighed, til 2012. Bogens tre fortællere: Eli McCullough (obersten), Peter McCullough (søn) og Jennie McCullough(tipoldebarn) beretter med deres særegne temperamenter om såvel de voldsomme ydre begivenheder, som det indre skred de forårsager.

Eli McCullough bliver allerede i levende live betragtet som en legende, en fortabt sjæl, en naturens vilde søn, der grådigt og skruppelløst tager for sig.

Som dreng forsøger Eli forgæves at beskytte sin mor og søskende mod et Comanche-angreb, da faderen, der er Ranger, er ude på togt. Eli ser sine søster og mor blive voldtaget, før de bliver slagtet og skalperet, mens han og hans digterspire af en broder tages til fange af de krigeriske indianere.


Comancherne var dygtige ryttere
og mange hvide så dem som indbegrebet af de vilde prærieindianere

Broderen går det ilde, men Eli udstår både tæsk og utallige ydmygelser fra comanchernes side, og med sin hårde karakter og åbenlyse jægertalent lader hans mentor, Toshaway, ham træne med bue og pil, til han kan måle sig med de bedste jægere og derfor kan komme med på togter mod såvel mexicanske som hvide nybyggeres landsbyer.

Af grunde, man selv må læse sig til, må Eli forsøge at genindtræde i de hvides civilisation; det kommer til at giver store konflikter. Senere ridder han med de frygtede Texas Rangers mod indianerne, han kæmper for Føderationen under Borgerkrigen, og gennem ran og rov skaffer han sig gård, kvæg og stor rigdom, da olien vælter op af jorden.

Tidernes skiften, sædernes forfald

Sønnen Peter er af en hel anden støbning: han er tænksom, melankolsk og skyldplaget. Derfor regnes han af de andre familiemedlemmer som svag, som ude af stand til at følge de barske realiteter og grundvilkår: den hensynsløse kamp mod naturen og mod de andre. Peter bliver forelsket i en overlevende datter af den engang så mægtige García-familie, til slægten og særligt faderens utilfredshed.

Tipoldebarnet, Jeannie McCullough, ligger på sit dødsleje og ser tilbage på et liv, der har været præget af selvhærdning i én lang stræben efter mændenes anderkendelse. Hun er en drenge-pige i en tid, hvor det forventedes, at kvinder blot var mænds vedhæng til sociale arrangementer og ellers troligt sad derhjemme og drømte om baller og smukke kjoler.

Men Jeannie er langt mere tilknyttet sin snart hundredårige tipoldefar og hans eventyrliv, end hendes forfængelige fader og de tomhjernede jævnaldrende piger. Hun ender som oliemillionær, enearving og stokkonservativ matrone med skuffet resignation over for sædernes angivelige forfald og ungdommens slaphed.

Elis fortælling er uden tvivl den mest dramatiske og begivenhedsrige – ikke underligt at de andres må leve i oberstens mægtige skygge.

Great american novel

Meyer skriver med en intens realisme; atmosfæreladet med storladne naturbeskrivelser og usentimental grusomhed. Over beretningen hviler en dyster forudanelse om blodets hidsighed og menneskets ensomhed. Det er en på sin vis gammeldags, straightforward historiefortælling uden postmoderne svinkeærinder.

Philipp Meyer, forfatter til Sønner.

En stor læseoplevelse fornemt fordansket af Jakob Levinsen – kun er der lidt for mange slåfejl, som burde være undgået.

Sønner af Philipp Meyer
544 sider. Oversat af Jakob Levinsen
Gyldendal
4 Kommentarer
avatar

Tak for en spændende anmeldelse. Giver mig associationer til en af mine litterære helte, Cormac McCarthy - og nu har jeg pakket et eksemplar af bogen i min sommerferiebogkuffert.

Balas
avatar

Mange tak for din kommentar. Jeg har kun læst to bøger af Cormac McCarthy, Intet land for gamle mænd, og Blodets Meridian. Det var dengang min oplevelse at de sprogligt var enormt kraftfulde, men at handlingen i nogen grad kørte i tomgang: at de samme mareridtsagtige undergangsvisioner bleve gentaget igen og igen, forfaldet og fordærvet var ensidigt, og at jeg ikke ordentlig var i stand til at indleve mig i personerne, da de mere som en slags arketyper end rigtige mennesker virkede upåvirkelige af de stadigt mere voldelige hændelser omkring dem og i dem. Men måske jeg tager fejl og tiden er kommet til at prøve på ny. Hvad kan du anbefale, hans Grænselandstrilogi måske?

Balas
avatar

Ad McCarthy: Jeg kan godt følge dig i det med arketyperne, og det er nok mest udtalt i Blodets Meridian (som også medgivet er for lang med en vis gentagelse af undergangsvisionerne).

Hvis du vil give ham et forsøg mere, vil jeg anbefale enten The Road (Vejen), som blandt andet har den fordel, at den er kort, men måske også derfor står så meget stærkere (den er grum, men samtidig meget rørende i beskrivelsen af forholdet mellem en far og søn i en verden, der er gået under).

Eller Grænselandstrilogien, især All the Pretty Horses (Alle de smukke heste) eller The Crossing (husker ikke den danske titel, men den er også oversat). De er alle præget af McCArthys mildest talt pessimistiske verdenssyn og ikke som sådan opmuntrende. Her finder du mere ydre handling, men de er også skrevet i McCArthys karakteristiske stil, hvor man ikke får noget direkte indblik i personernes tanker og motivationer, som kun skildres indirekte via beskrivelsen af de ydre handlinger. Skal især læses for det flotte sprog og den fine opmærksomhed på de konkrete detaljer.

Balas
avatar

Tak for anbefalingen. Jeg vil følge dit råd og lade mit næste livtag med McCarthy bliver Vejen, eventuelt efterfulgt af Grænsetrilogien. God sommer.

Balas

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.