Historisk spændingsroman om spaniernes kamp mod Napoleons
besættelsestropper
El dos de mayo 1808 en Madrid
I Spanien er 2. maj en national mærkedag, hvor spanierne,
særligt madridlenerne, mindes deres forfædres heroiske kamp mod den franske
besættelsesmagt i år 1808, som blev begyndelsen på La guerra de la independencia.
Uden for Spanien er begivenheden nok først og fremmest kendt
gennem Goyas ikoniske billede af franskmændenes nådesløse repressalier mod
civilbefolkningen dagen efter, hvor man ser en flagrende jesus-lignende skikkelse
klædt i uskyldens farve, der står for at blive henrettet af den mørke, stort
set ansigtsløse henrettelsespeloton.
I Vientos
de intriga (da. Intrigevinde) skildrer den spanske historiker og
romanforfatter José Calvo Poyato de dramatiske måneder, der ledte op til
udbruddet af krigen.
Skandaler og intriger ved det spanske hof
Sagen var den, at i 1807 var det kommet ud til den spanske
offentlighed, at der ved det spanske hof udkæmpedes en indædt kamp om magten
mellem på den ene side Kong Carlos den 4. hans dronning María Luisa de Parma og på den anden
side deres søn Ferdinand den 7. hvis ambitioner havde gjort det skandaleramte
hof til en slangerede af konspirationer og intriger.
Sladderen gik, at førsteministeren, den af mange hadede
Manuel Godoy, kunne takke dronningen for sin kometagtige karriere fra lavadelig
soldat og livvagt til storadmiral og førsteminister. Rygterne om dronningens og
førsteministerens skandaløse affære og uværdige excesser var det helt store
samtaleemne. Men samtidig med at store dele af befolkningen lod sig underholde
eller væmmedes ved denne føljeton af slibrig sladder og dekadent livsførelse, skete
der store tinge ude i verden.
¡Fuera gabachos! (Ud med frøæderne!)
Frankrig var igen blevet en stormagt under kejser Napoleon,
og det svækkede Spanien valgte rollen som den tjenestevillige lillebror og
allieret. Men da en fransk hær på 70.000 mand uanmeldt marcherede ind i Spanien, under foregivende af at ville erobre Portugal, der nægtede at indstille handlen
med englænderne, begyndte nervøsiteten at brede sig, for mon ikke også Napoleon
ville benytte sig af den indædte strid i den spanske kongefamilie til at skifte
Bourbonerne ud med sin egen slægt.
I takt med begivenhedernes eskalering: den voksende modstand mod
franskmændene, mod Godoy og mod den franskvenlige politik, griber Ferdinand den
7. chancen og tvinger sin fader, kongen, til at abdicere.
Midt i denne kaotiske periode, som forfatteren udreder så den
bliver forståelig med respekt for de historiske kilder, tilføjes så elementer af
fri fantasi taget ud af Dumas’ kappe og kåre-romaner, som for eksempel romanens mystisk broderskab, skjulte forrædere, drab begået i dølgsmål og franske spioner.
Resultat er en let og velsmurt historisk spændingsroman.
Personerne er som hos det store franske forbillede typer mere end levende
mennesker. Og det er vel først og fremmest de historiske personer, der har
interesse.
Sympatien er ikke overraskende solidt placeret på de spanske oprørers
side –skildret som en folkelig rejsning af jævne og gæve kvinder og mænd.
Franskmændene er skildret som hovne og respektløse, Napoleon fremstår som en
svigagtig strateg, og kongehuset er fysisk såvel som mentalt degenereret; egentlig
ganske effektfuld.
Skriv en kommentar