I Robert Harris’ seneste
roman, en historisk thriller om Dreyfus-affæren, er hovedpersonen en ambitiøs
efterretningsofficer, der må give efter for sine samvittighed, fortælle verden
sandheden, og blive whistleblower. Ikke ulig vore dages Edward Snowden.
Fiktionen følger med få undtagelser de historiske
kendsgerninger i ’Århundredets skandale’ om den jødisk-franske officer Dreyfus,
der urigtigt blev dømt for at være tysk spion.
Affæren afslørede en pilrådden,
korrupt og magtsyg fransk herskerklasse blændet af paranoid antisemitisme og en
indbildske tro på egen ufejlbarlighed.
Harris skildrer overbevisende hændelsesforløbet, den fremmedfjendske,
klaustrofobiske atmosfære i det franske militær og mekanismerne i magtens
nådesløse overgreb.
Til gengæld rejser hovedpersonen sig ikke rigtig fra
siderne, men forbliver gennem historien en temmelig endimensionel og ret så
kedelig karakter.
“The Romans fed Christians to the lions; we feed them Jews. That is progress, I suppose.”
Den ombejlede ungkarl og loyale
karriereofficer Georges Picquart, hovedperson og fortæller af historien,
spiller i romanens begyndelse en faktisk ret så central rolle i selve arrestationen
af Dreyfus, som han tidligere har haft som elev på l'ecole militaire.
Picquart bryder sig som de fleste
andre ikke om den intelligente, selvsikre, men socialt underudviklede Dreyfus,
der med næsen i sky belærer overordnede om militærstrategi, bor på en af de mest
mondæne gade i Paris og bærer de ypperligste klæder. Dreyfus er hverken
vennesæl eller særlig sympatisk.
 |
| Alfred Dreyfus |
Picquart er ligesom det meste af samtiden
præget af stærke antisemitiske og nationalistiske strømninger: jøder er uærlige
og illoyal – et folk uden et fædreland, kan man tiltro det værste.
Dreyfus stammer fra det nu tyskbesatte
Alsace-lorraine, derfor falder mistanken, da også med det samme på ham, da den
franske generalstab får genskab til, at en fransk officer sælger militære hemmeligheder
til den tyske arvefjende. Picquart er kun glad for at kunne gøre sin del til
at forræderen arresteres. Så betyder det i første omgang mindre, at han groft må
udnytte Dreyfus’ tillid.
Bag republikkens stolte faner gemmer sig jesuitisk fanatisme og nidkærhed
Picquart, der allerede har gjort
lynkarriere, forfremmes nu til chef for en hemmelig efterretningstjeneste kaldet The statistical section. Hermed får han
et større indblik i den ellers mørklagte Dreyfus-affære, og han
begynder derfor gradvist at tvivle mere og mere på, at det vitterligt er den
rette mand, de har fanget og idømt den pinefulde straf på det fjerne tropiske
helvede, Devil’s Island.
 |
| Robert Harris med et billede af Georges Picquart |
Men da Picquart lufter sin tvivl
for de overordnede – beviserne mod Dreyfus er få og fabrikerede – og insisterer
på at spionen må være en anden end den jødiske officer, lægger Picquart sig ud
med de allermest magtfulde mænd i Frankrig – og dét kommer til at koste ham
dyrt.
J'accuse
Harris' roman er en moralsk fortælling om at
have modet til lade sig styre af sin samvittighed, kunne sætte sig udover blind
lydighed, fordomme og den gældende kommandovej – selv når faren er stor. og prisen
kan være overordentlig høj.
 |
| Forfatteren Émile Zolas berømte brev til den franske præsident |
Det er også en historie om en djævelsk
intrige, der er som taget ud af Dumas´ Greven
af Monte Cristo med et justitsmord båret af misundelse og had, et langvarig
fængselsophold på en øde ø, og den utrættelige kamp for, at sandheden skal komme
for dagen, retfærdigheden ske fyldest, og de i sandhed sinistre bagmænd
afsløres, som de manipulerende løgnere, de er.
Men om det nu faktisk kom til at
gå sådan, kan man enten slå op i tunge historiebøger og studere eller blot læse
Robert Harris’ historisk-dokumentariske thriller.
Robert Harris: An officer and a Spy. 496 sider.
Skriv en kommentar