Juan Eslava Galán beretter på vanlig vis ud fra den opfattelse, at Historien først og fremmest er fortælling(er) om fortidens mennesker.
Bogens korte, koncise kapitler, der er tilsat store stænk
humor, ironi og uventede anekdoter giver et underholdende og udmærket billede
af de helt store linjer.
Galán skjuler ingenlunde sine idiosynkrasier eller sit ståsted. Det giver som regel hans tekster en forfriskende ligefremhed, men det har
dog også den ulempe, at det til tider forenkler billedet lige lovlig meget.
En epokes afslutning
For præcist hundrede år siden befandt europæerne sig uden at
vide det i de sidste måneder af det, der skulle blive kendt for eftertiden som
La Belle Époque, som man kan læse om hos Stefan Zweig eller i Florian Illies 1913, Århundredets sommer .
Kontinentet
var præget af en magelig optimisme: der var velstand og fremgang, fred, store teknologiske
opdagelser blev gjort og kunsten flød i rige kaloriefyldte mængder. Dette måtte
i sandhed være civilisationens klimaks, den bedste af alle verdener.
Men under den glimtende idyl kunne man dog, hvis man havde
viljen, skimte dybe revner af enorme uoverensstemmelser, feberhed nationalisme
og klare klassemodsætninger.
Ikke mindst på Balkan var situationen kritisk med
det selvstændige, selvbevidste Serbien, der var klar til at udfordre den gamle
kæmpe Østrig-Ungarn. Enden på den gamle verden begyndte som
bekendt med den bosnisk-serbiske terrorist Gavrilo Princips vellykkede
attentat mod den østrig-ungarnske tronarvefølger og dennes hustru.
Kronologi og
anekdoter
 |
| Bogen indeholder mange flotte og interessante illustrationer |
Og her begynder også Juan Eslava Galán sin fremstilling, der
kommer omkring de forskellige rigers ageren op til krigen, krigsudbruddet,
Schlieffen-planen, invasionen af Belgien, skyttegravskrigen, gaskrigen,
u-bådskrigen, det armenske folkemord, USA´s indtræden i krigen med meget mere.
Men måske egentlig mere interessant en den ret så velkendte
kronologi i krigen, er kapitlerne om dagligdagslivet ved og bag fronten, om
kvindernes kamp på hjemmefronten, om zeppelinerenes udvikling, om forfattere i
krig – blandt andet om, hvordan Tolkien, mens han lå i skyttegrav fik
inspiration til sine skræmmende orker ved synet af de tilmudrede tyskere med
deres karakteristiske stahlhelme.
Og
så er der også de mere kuriøse kapitler om hunde i krig, og om den eksotiske
danser, Mata Hari, der blev hyret som spion for tyskerne og optrådte i Paris på
Moulin Rouge, mens hun så længe det varede, udæskede de mange højtstående franske
officerer, der fandt vej til hendes seng.
Tragedien som farce
Fokus er som så ofte lagt på Vestfronten med de
nerveopslidende skyttegrave, mens den verdensomspændende konflikt kun behandles
i forbifarten.
Historien får i Galáns fremstilling karakter af farce, og
det kan der nok være en stor grad af sandhed i. Men en sådan meget ’folkelig’
fremstilling af 1. verdenskrig tenderer sine steder karikaturen, når de
øverstbefalende officerer skildres ret så ensidigt som latterlige og hysterisk
selvoptagne, når de gejstlige konstant er hykleriske, mens de menige djærve
soldater vel er de eneste med forstanden så nogenlunde i behold.
Bogen giver i øvrigt også et indblik i det neutrale Spaniens forhold til 1. Verdenskrigs partere, hvor i sær den baskiske og catalanske industri lavede store penge på at sælge til krigens forskellige kombattanter.
Skriv en kommentar