Anmeldelse: Vintergæk af A.D. Miller

Moscow Noir. Atmosfæreladet, komprimeret og velskreven skildring af det anløbne, amoralske Rusland under Putin; desværre er plottet skuffende forudsigeligt, og hovedpersonens ageren ret så utroværdig.

Makabre forårsbebudere
En ’vintergæk’ er moskovitisk slang for et lig, som begravet under vinterens sne først dukker frem i tøvejr: den glitrende, snehvide overflade dækker over en afgrund af forbryderisk mørke. 

Og sådan er det i engelske A.D. Millers debutroman, hvor det russiske samfund nok virker forræderisk forførende, men også forhærdende på vesterlændinge på jagt efter eventyr, som nu bogens fortæller og hovedperson, den engelske advokat Nick Platt, der underligt velvilligt pantsætter sin moralske habitus for en bid af den funklende moskovitiske nat.

Historien er udformet som Nicks ’russiske bekendelser’ til sin kommende kone, en god, anstændig engelsk en af slagsen, må vi tro. Hvilket betyder en tilbagevenden til det farveløse og velregulerede småborgerlige engelske samfund, som den livstrætte Nick ellers havde svoret lå bag ham, da han først fik smag for det russiske kaos.

Det vilde østen
I det grænseløse Moskva arbejdede Nick i et firma med lån, virksomhedsfusioner og handel som speciale. Pengene er store, interesserne mange og samarbejdspartnerne gerne gedulgte mafiatyper med fortid eller nutid i den russiske sikkerhedstjeneste, i politiet eller i politik, hvilket alt sammen kommer ud på et. Nick mangler retning, mål og først og fremmest en kvinde i sit liv.

En sådan møder han ved et tilfælde en dag i metroen, da han redder Masja og hendes søster, Katja, fra en lommetyv. Den fremmelige, unge og smukke Masja vækker Nick af hans plagede tungsind og stjæler hans snart fyrretyveårige hjerte.

De to tilbringer stadigt mere tid sammen, og en dag introduceres Nick også for søstrenes tante en mild babusjka med stærke minder fra Stalins sovjet og Leningrads besættelse under 2. verdenskrig.

En russisk skål er en udflydende drøm om et andet liv
Da nu Nick er advokat beder Masja og Katja om en tjeneste: Kan han ikke lige med sin ekspertise sørge for nogle nødvendige papirer, så deres elskede tante kan få solgt sin lejlighed og flytte ud i noget nybyggeri i nærheden af hendes barndomshjem. Jo, det kan jeg da godt, siger den forblændede Nick og ignorerer derved bevidst både sund snusfornuft og glødende alarmklokker.

Samtidig hermed er Nick med sit firma ved at lande en gigantisk aftale om olieleverance med en i bedste fald dubiøs karakter, kaldet ’kosakken’, om hvem der svæver en konstant aura af vold og trusler:

’Kosakken havde den form for humor, der i realiteten mere er en slags psykologisk krigsførelse. Når man grinede af hans jokes, blev man ramt af skyldfølelse, grinede man ikke, følte man sig straks i farezonen. Hans personlige spørgsmål føltes altid som optakt til afpresning. ’  

At smøre læbestift på svin, kalder de det, når de laver forretninger, der ikke er fine i kanten med sådanne brovtende og selvhævdende mafiatyper. 

Et tredje handlingsspor drejer sig om Nicks overbo, hvis ven er sporløst forsvundet, mens hans lejlighed på mystisk vis er overtaget af en anden!

Medmenneskelighed er ikke en by i Rusland
De tre handlingsspor har ikke, som man kun tro og håbe, noget med hinanden at gøre. De er hver eksempler på samme billede: Rusland som den amoralsk vildmark, hvor kynisme, svigt, løgn og begær er de sande drivkræfter i et lovløst samfund, der uvægerligt vil mærke enhver, der begiver sig derud.  

Miller er sikker sin fremmaning af det depraverede Moskva med de usmagelige dekadente nyrige, de kosmetisk forbedrede luksusludere, de desperate lykkeriddere, den kroniske korruption, de tiggende soldaterveteraner og volden og vodkaen. Måske noget fortegnet i ensidig national stereotypi, men alligevel fermt udfoldet.

A.D. Miller er som tidligere korrespondent i Rusland meget vidende om russiske forhold, og det bærer teksten fint præg af, kun stedvist virker det en smule overgjort. Atmosfæren er dyster, desillusioneret og meget foruroligende – man mærker inspirationen fra Graham Greene og vel også Martin Cruz Smith.

Enden er ikke god
Men at den anæmiske englænder, Nick Platt, handler, som han gør i romanen: forråder sig selv og en anden for et stykke med bart, for så efterfølgende at finde det nødvendigt at bekende sin forbrydelse – en æreløs handling begået med vidt åbne øjne – for sin kommende brud, virker på mig temmelig absurd.

Der er faktisk rigtig mange gode beskrivelser og sprogligt skarpe personkarakteristikker, derfor er hovedpersonen og plottets forudsigelige ende også ekstra skuffende.         


Vintergæk. 242 sider
Oversat af Ninna Brenøe. 
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.