Den store israelske forfatter Amos Oz har skrevet
nogle blændende noveller, der nænsomt og indlevende skildrer tænksomme og ensomme
mennesker splittede mellem et forvirret, uforløst følelsesliv, omgivelsernes
vedvarende tryk og de spartanske idealers følelseskulde i den israelske kibbutz
Yekhat i slutningen af 1950 erne, hvor vidt forskellige skæbner er tvunget til
at leve tæt sammen.
’Det skarpe lys fra
lampen gav genskin i hans briller. Pludselig virkede kærlighed som endnu en af
livets forhindringer. Når man står ansigt til ansigt med den, skal man dukke
sig og vente, til den går over. Om et øjeblik ville David Dagan formentlig
begynde at snakke om regeringen eller regnens velsignelser.
Den uforskammethed,
som sorg en sjælden gang kan fremprovokere hos milde mennesker, gav Nahum
Asherovs hæse stemme en hård og bitter klang:
’Men hvor kunne du? ’’
Ensomhed i fællesskab
For fjorten år siden boede jeg i en kibbutz i det nordlige
Israel få kilometers gang fra Golanhøjderne. Kibbutzens vagter var bevæbnede og
blikket var stift rettet mod nord, mod Libanon hvor Hizbollah fra tid til anden
sendte raketter mod den nærliggende by, eller lod selvmordsbombere kastede sig
ud i faldskærm fra Golanhøjderne for skjult i nattens mørke at glide ind over
israelsk territorium som pludseligt opflammende dødsengle.
Det gjorde derfor noget af et indtryk, da vi kort inde i
opholdet besøgte et dansk-jødisk par, der havde boet i kibbutzen i 25 år, og at manden så skuffet og bittert konstaterede, at det var hans erfaring fra de mange år
i Israel, at hvis ikke jøderne havde haft de ydre fjender at slås med, så havde
de bekæmpet hinanden til sidste blodsdråbe.
Nid, nag og smålighed trivedes ikke bare mellem
enkeltpersoner, men også mellem de forskellige grupperinger af sefardiske,
ashkenaziske og amerikanske jøder.
For mange af de ældre var fortidens idealer og
brændende idealisme helt fraværende hos den unge generation, der allerede havde
forvandlet kibbutzen til noget helt anden end det, den var dengang, de første solbrændte
pionerer anlagde den med deres arbejdsvante hænder.
De frelste og de
tvivlende
Denne konflikt går igen i Amos Oz´ novellesamling hvor den
offentlige mening, den uendelige række af komiteer, møder og marxistisk
dogmatik, samt ikke at forglemme det tons tunge åg – ’jødernes skæbne’ – er ved
at klemme luften og livet ud af ikke bare de unge, men også af de tvivlende, de
sagtmodige, der kan fornemme, at de frelste marxistiske ypperstepræster også bærer
og nærer ondskab forklædt som selvretfærdighed, pligtfølelse og kompromisløshed.
Det er umenneskelige idealer som selv ikke den stærkeste viser
sig i stand til at kunne leve op til – som den lungesyge, døende marxist og
esperantoidealist Martin, der i den afsluttende novelle får forbud mod at ryge
og derfor kun ryger en halv cigaret!
Kroppen,
naturen og det omskiftelige, modsatrettede følelsesliv underlægger sig ikke bare
de politiske dogmer. Og det skaber naturligvis et enormt ophobet indre tryk,
som dramaet lever af.
Amos Oz skildrer med sart melankoli og en meget fin
skrøbelighed de udsatte mennesker, der ubevidst søger mere kærlighed, end de
kan få – som i novellen om faderen, der uden at være i stand til at udtrykke
det til sin datter, føler en sådan smerte og længsel efter hende, at han er
villig til at ydmyge sig selv og møde op hos datterens elsker, kibbutzens stærke
mand, den karismatiske og selvsikre kvindebedårer David Dagan, altid med svar
på rette hånd, for at få sin ’lille’ datter med hjem igen. Men som må gå alene
ud i regnen med bukket hoved og hånden på brystet.
Ikke ét ord virker overflødigt eller kunstlet i de stramt
komponerede historier med det klare sprog og den dybe bund.
Mellem venner af Amos
Oz, 195 sider
Fornemt oversat til
dansk af Hanne Friis.
Skriv en kommentar