
I dette foreløbigt sidste bind i serien befinder Marcus sig
i det relativt fredelige Britannia, hvor en håndfuld vilde røvere ikke er nok
til at true det stabile romerske overherredømme. Marcus nyder den fredfyldte
tilværelse og at kunne se frem til at trække sig tilbage fra denne ellers frygtede
forpost med livet i behold.
Dagene går deres rolige gang med faste rutiner: skatteopkrævning
af de lokale høvdinger og deres varer, forplejning, kamptræning og
vedligeholdelse af lejren. Der er således rig lejlighed til godmodige
drillerier imellem Marcus og hans to gode venner Bartskæren og Spillemanden.
Men freden ophører brat da et romersk rænkespil sender
Marcus til det uroplagede Caledonia, vore dages Skotland, hvor han skal komme
den gamle ærkefjende Claccus og hans hærenhed til undsætning. Det bliver en
voldsom blodig omgang, for de hjemmevante caledoniske krigere venter i hobetal
blot på, én gang for alle, at kunne sænke og stramme løkken om den forhadte
romerske fjendes hals.
Serien bærer præg af forfatterens interesse og kendskab til
mange særegne fænomener i den romersk legionærs verden: udrustning, våbentyper,
militære titler, klæder og den romerske skatteopkrævnings udformning med mere.
Bagerst er også en fin ordliste med forklaring af de vigtigste latinske ord
brugt i romanen.
Jeg har tidligere læst selvudgivne eller quasi-selvudgivne
bøger som denne, og de har altså haft det tilfælles at de mangler en skarp redaktør
med blik for sprog, komposition og plot. Der går for lang tid uden rigtig
fremdrift i fortællingen, først 50 sider inde i bogen toner et egentligt plot frem.
Sproget er meget funktionelt og mangler derfor flere nuancer,
farver og variationer for at skabe illusionen om autentisk atmosfære.
Dialogerne er tunge af information, der skal overdrages til læseren, og det gør
replikkerne kunstige og urealistiske. Unødvendige eller selvindlysende oplysninger
kunne med fordel være skåret fra, og endelig kunne en redaktør have fjernet brugen
af førnutid, der i for høj grad distancerer læseren fra handlingen og mindsker
spændingen.
Slagene er dog fremstillet med en udmærket fornemmelse for at
skabe action og suspense, og jeg vil mene at bøgerne først og fremmest
henvender sig til store drenge med interesse for sværdhug, sandaltramp, væmmelige
fjender og loyale bonkammerater.
Skriv en kommentar