Anmeldelse: Legionæren VI, Caledonia af Jens Jørgen Hansen

Legionæren VI er som titlen slår fast sjette bind af en serie, der følger den romerske legionær Marcus’ rejse rundt i det enorme romerske imperium: fra han som ung mand melder sig til legionen i bind et til han bliver udstationeret i det urolige Germanien, forfremmet og videre må drage til det barbariske Britannia, hvor han opnår rang af centurion.

I dette foreløbigt sidste bind i serien befinder Marcus sig i det relativt fredelige Britannia, hvor en håndfuld vilde røvere ikke er nok til at true det stabile romerske overherredømme. Marcus nyder den fredfyldte tilværelse og at kunne se frem til at trække sig tilbage fra denne ellers frygtede forpost med livet i behold.

Dagene går deres rolige gang med faste rutiner: skatteopkrævning af de lokale høvdinger og deres varer, forplejning, kamptræning og vedligeholdelse af lejren. Der er således rig lejlighed til godmodige drillerier imellem Marcus og hans to gode venner Bartskæren og Spillemanden.

Men freden ophører brat da et romersk rænkespil sender Marcus til det uroplagede Caledonia, vore dages Skotland, hvor han skal komme den gamle ærkefjende Claccus og hans hærenhed til undsætning. Det bliver en voldsom blodig omgang, for de hjemmevante caledoniske krigere venter i hobetal blot på, én gang for alle, at kunne sænke og stramme løkken om den forhadte romerske fjendes hals.

   

Serien bærer præg af forfatterens interesse og kendskab til mange særegne fænomener i den romersk legionærs verden: udrustning, våbentyper, militære titler, klæder og den romerske skatteopkrævnings udformning med mere. Bagerst er også en fin ordliste med forklaring af de vigtigste latinske ord brugt i romanen.

Jeg har tidligere læst selvudgivne eller quasi-selvudgivne bøger som denne, og de har altså haft det tilfælles at de mangler en skarp redaktør med blik for sprog, komposition og plot. Der går for lang tid uden rigtig fremdrift i fortællingen, først 50 sider inde i bogen toner et egentligt plot frem.

Sproget er meget funktionelt og mangler derfor flere nuancer, farver og variationer for at skabe illusionen om autentisk atmosfære. Dialogerne er tunge af information, der skal overdrages til læseren, og det gør replikkerne kunstige og urealistiske. Unødvendige eller selvindlysende oplysninger kunne med fordel være skåret fra, og endelig kunne en redaktør have fjernet brugen af førnutid, der i for høj grad distancerer læseren fra handlingen og mindsker spændingen.

Slagene er dog fremstillet med en udmærket fornemmelse for at skabe action og suspense, og jeg vil mene at bøgerne først og fremmest henvender sig til store drenge med interesse for sværdhug, sandaltramp, væmmelige fjender og loyale bonkammerater.