Anmeldelse: Fælden af Marko Leino

Krimi. Fælden er en uskøn blanding af fede krimi-klicheer, karikeret personbeskrivelse og automatisk samfundskritik tilsat lommepsykologiske diagnoser taget lige ud af socialrådgivernes grundbog.

Hvordan det er gået til, at romanen blev kåret til bedste krimi i Finland og yderligere har været indstillet til Glasnøglen, er mig en gåde.

Ét job mere og så er det slut
Småforbryderen Vesa Levola drømmer om et normalt og godt liv med fast arbejde og en lejlighed, hvor han kan bo sammen med kæresten Tiina. Men inden da, er der lige et sidste beskidt arbejde, der skal udføres sammen med den modbydelige storkriminelle fader.

Så kender vi rammen for fortællingen, den der naive: det-bare-lige-dette-allersidste-nemme-job-og-så-er-jeg-ude-af-al-kriminalitet. Sådan kommer det selvfølgelig ikke til at gå, for faderen bliver skudt,og nu forlanger de kriminelle bagmænd, at Vesa skal arbejde faderens gæld af.

Den midaldrende detektivs lidelser
Imens går kriminalinspektør Juhu Viitasalo rundt og piner sig selv med samvittighedskvaler: for slår han nu til som far og, hvad mere er, hvilken slags ægtemand er han egentlig, sådan som han kan finde på at hæve stemmen over for sin stressramte kone. Og på arbejdet er der da ikke nogen, der regner med ham og hans intuitive evner.

Slet ikke da Viitasalo er overbevist om, at forbryderen Reino Sundström ikke, som alle de andre båtnakker tror, har trukket sig tilbage, men at han derimod er dybt involveret i en gigantisk narkosmuglervirksomhed, hvor Finland agerer transitland for den russiske mafia.

Overraskende nok har Viitasalo fat i den lange ende, for Sundström er en slemmer karl, en af den slag geniale-psykopatiske-professor-Moriarty-forbrydere, der leder og fordeler fra sin fængselscelle, mens han intimiderer korrupte fængselsbetjente med sit brændende blik, dybsindige betragtninger om livet som blot et spil, og sine utrættelige malerier af Disneyfiguren Bambi (sic!).

Far er seriøst ikke særlig rar, og mor er gået helt fra den
Sproget i romanen er simpelt, til tider ligefrem akavet og ubehjælpsomt: ’På trods af alt det far havde gjort, havde mor alligevel grædt og virkelig sørget. I hvert fald et stykke tid. ’… ’Han havde virkelig forsøgt ...’ ’… åndedrættet blev pludselig helt ophidset…’, ’Må jeg spørge dig om to ting. Sådan helt seriøst? ... ’, ’… kaster de mørke vinduer igen en sort skygge over hans sind. ’

 Adverbiet ’virkelig’ bliver virkelig slidt tyndt igennem historien, og den overtydelige besværgelse om at ’ … alt ville komme til at gå godt. Alt ville blive godt for evigt. ’ er virkelig trættende.

Fremstillingen lider yderligere under beskrivelsesophobning: Alt skal med ned til, i hvilken side af sofaen Viitasalo sover, og hvordan det altid har været sådan, og det endda helt uden at han og konen har aftalt det!

Vi får en udførlig beskrivelse af, hvordan han går ud på badeværelset, at han sætter kaffe over, tager et iskoldt bad, barberer sig, sætter grød i mikroovnen. Fik jeg mon det hele med?

Det er ikke let at være nogen
Og så er der bare ikke noget, der er let i denne jammerdal af en verden: det er ikke let at være i et parforhold, det er ikke let at have børn, det er ikke altid en dans på rose at være far, og det er slet ikke let at have et arbejde, for det giver bare stress og jag, præstationsangst og al for lidt kvalitetstid de moderne, demokratiske ægtefæller imellem. Det er faktisk ikke let at være nogen.

Og hvordan skal det dog gå lille Liina, der har overværet forældrenes skænderi og børnehavepædagogen på Egernstuen har jo også fortalt ’at Liina havde skubbet til Reetta under eventyraerobic og ude på legepladsen havde hun slået Ville over hånden med en plasticspade. ’ ’Vold var et alvorligt symptom’ kan den skarpsindige pædagog belære den svagtopfattende læser. 

Ud fra hvad jeg hidtil har læst, er det min oplevelse, at krimier fra Forlaget Klim normalt holdet et meget højt niveau med dygtige forfattere som Ian Rankin, Andrew Taylor, Michael Connelly, James Ellroy, Martin Jensen, Don Winslow, Dennis Lehane, Richard Birkefeld med mange flere.

Men Marko Leinos Fælden er ikke en af dem. Det er en tung, overlæsset krimi uden megen originalitet, charme eller overraskelse. Og den spænding, der undertiden stikker hovedet frem, bliver effektivt kvalt i de kedsommelige samlivsproblemer med kronisk skyldfølelse og forsømte velfærdsbørn.


2 Kommentarer
avatar

Øv, den havde jeg ellers håbet som en god krimioverraskelse her februar. Jeg prøver den nu nok alligevel men sætter ikke forventningernr højt....

Balas
avatar

Det lyder som den helt rette tilgang ;-)

Balas

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.