Anmeldelse: Las Leyes de la frontera af Javier Cercas

Forrygende eksistentiel thriller, der leger med fortællingen og sandheden i en medrivende beretning om en middelklassedrengs skæbnesvangre møde med en kriminel ungdomsbande i 1978, hvor Spanien endnu ikke havde kastet det frankistiske åg. 

I grænselandet
Den sekstenårige Ignacio Cañas vokser op i den catalanske by Gerona med sin far, mor og søster.  Det er tre år siden at diktatoren døde, men samfundet styres fortsat efter frankistiske love. Utilfredshed over den sociale uretfærdighed ulmer underneden.  

Da en ny dreng begynder i klassen, hvis far viser sig at være chef for Ignacios far, ændrer Cañas’ relativt ukomplicerede liv sig.

Den nye dreng, Batista, er en ondskabsfuld bølle, der forfølger Ignacio og får hans tidligere venner til at vende sig mod ham. Cañas ved, at han ikke kan klage sin nød til faren, for denne kan intet stille op, mod Batistas’ far, som er hans overordnede på rådhuset.

Sådan er den barske virkelighed, når rang og rå magt fortsat er højeste trumf. Forfulgt af sine plageånder flygter Cañas derfor ud i de forfaldne slumkvarterer, hvor de fattige emigranter fra resten af Spanien har bosat sig.

Det er den mørke, ukendte side af byen, og livet der folder sig ud her med prostitution, vold og kriminalitet. Her spiller man efter andre regler, end Cañas er vant til.

Dårlig dannelse
Det finder han ud af, da han ved et tilfælde møder de to ungdomsforbrydere: pigen Tere og drengen ’el Zarco’. Cañas bliver indtaget i pigen og ser op til den karismatiske og barske el Zarco, der er alt, hvad han ikke selv er. 

Cañas’ liv tager en voldsom drejning, da han i løbet af sommeren 1978 indtræder i el Zarcos ungdomsbande og er med til at begå indbrud, biltyveri og røveri kulminerende med bankrøverier med hvinende dæk og adrenalindundrende flugt fra et hidsigt skydende politi.

Til sidst går det dog galt: politiet er blevet varskoet, og el Zarco og de fleste af bandens medlemmer bliver fanget efter et fejlslået bankrøveri. Cañas går dog fri uden rigtig at vide hvorfor. Lige så brat som den begyndte, ender også Cañas’ kriminelle løbebane; han begynder igen i skole, nu lykkeligvis befriet for frygt for plageånden Batista, hvis sørgelig lille format, han nu kan gennemsku og derfor ikke længere frygter.

Fortiden i nutiden
Cañas uddanner sig til jurist uden rigtig at ville det, og tredve år senere er han blevet en succesfuld forsvarsadvokat med egen praksis og en hemmelig fortid. En tidlig midtvejskrise får dog det velbetalte job til at føles meningsløst og eksistensen tom og til låns. 

Men så en dag banker fortiden på døren i form af Tere, der sammen med en af el Zarcos få vedholdende beundrere, María, beder Cañas om at føre el Zarcos sag.


Et billede fra avisen La Vanguardia.
Javier Cercas på vej over en bro
 i Gerona/Girona. Bagved ses det,
 der tidligere, var den 'vilde' del af byen 

Myten om den gode bandit
El Zarco er i årenes løb gået ud og ind af fængslerne i spektakulære fangeflugter og kriminalitet, hvilket medfører, at han i mange år af offentligheden er blevet dyrket som en slags bad boy celebrity stjerne, en anarkistisk oprører eller en moderne Robbin Hood i kamp mod det stivnede autoritære samfund.

Nu er interessen og den romantiske beundring dog falmet. Så det er Cañas opgave at bevise for retten, at den notoriske myte, el Zarco, er forsvundet til gengæld for en lovlydig borger. 

Cañas vil spille lidt på den catalanske forfængelighed ved at gøre forsvaret til en demonstration af, hvordan selvstyrets humanistiske fængselssystem har opnået, hvad frankismens undertrykkende centralstyre ikke har kunnet: at afrette vaneforbryderen el Zarco.

Forræderi og iscenesættelse
Og hvis så den naive, vedholdende beundrer, María, giftede sig med el Zarco, så står de med en stærk sag, der nok skal appellere til de gode bedsteborgere. Ved at udføre denne tjeneste vil Cañas dels få omtale og dels få lettet sin skyldfølelse over for el Zarco – reddede han ikke Cañas den gang for længe siden fra at blive anholdt af politiet, og er el Zarco ikke blot et ofre for triste omstændigheder? Eller måske er det i virkeligheden ønsket om at genskabe forholdet til Tere, der ligger bag Cañas ihærdighed?

Hvad end der driver Cañas, kommer det ikke til at gå så uproblematisk, som han havde troet, slet ikke. Og spørgsmålet trænger sig efterhånden mere og mere på: hvem er det egentlig der bruger hvem, hvem er det, der iscenesætter, udnytter og begår forræderi mod hvem? Og ønsker el Zarco reelt friheden, eller er der også noget andet på spil?

Hvad er Historien uden fortællinger?
Historien bliver fortalt i tilbageblik af henholdsvis Cañas, en politiefterforsker og en fængselsleder til en navneløs forfatter, der ønsker at fortælle den sande historie om el Zarco. Men opfattelserne og meningerne er flertydige og kontrasterende: fordomme, efterrationaliseringer og forblindelse kan ikke sies fra, og motiverne er ofte dunkle og skjulte for fortællerne selv.

Første del af romanen kan ses som en ung mands dannelseshistorie, mens anden del kan ses som en refleksion over og korrektion af denne; en klassisk Cercask måde at fortælle på, ligesom de forskellige livsbaner, der krydser hinanden på afgørende tidspunker, er en fast fortællemåde hos Cercas. 

Som Salamis’ soldater og Anatomía de un instante (essay om det forfejlede militærkup i 1981 og dets årsager) kan Las leyes de la frontera læses som Cercas bearbejdning af den nyere spanske historie i fiktionsform.

Overgange og undergange
Til trods for romanernes forskelligheder præsenteres læseren for genkomne temaer, der vedbliver med at optage forfatteren: forræderiets natur; myten og dens dæmoniske, forblændende kraft; identitet som en omskiftelig, uberegnelig størrelse; livets lange række af tilfældigheder og misforståelser, der bliver til skæbne; Rubicon, der krydses; og endelig, fiktionens omskabelse af og prægning af erindringen, og det derfor komplicerede forhold mellem virkelighed og fiktion, fortælling og Historie.

Den historiske periode, Spaniens usikre overgang mellem diktatur og demokrati, bliver i romanen også til et symbol og en tilstand, der går igen i Cañas’ famlende og farlige overgangsalder mellem barn og voksen, til hans eksistentielle midtvejskrise, hvor livet, som det har formet sig hidtil, forkastes, og nye veje skal findes; til brugen af thrillergenren, hvor alt er rystende uklart, reglerne ukendte, og verden et farligt sted. 

Men modsat thrilleren forløses hverken de fiktive personer eller læseren i entydig klarhed.


Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.