Anmeldelse: Aldrig mere krig, loyalitet og modstand 1914-1918 af Adam Hochschild


Aldrig mere krig er ikke en traditionel historisk fremstilling af 1. verdenskrigs forløb. Den er derimod et forsøg på at levendegøre krigens kulturelle samtid, den tidsånd, der herskede i starten af det 20. århundrede, og det moralske kollaps som fulgte.

Bogen består af en række portrætter af betydningsfulde mænd og kvinder i krigstidens England med særlig vægt på de modige få, der stod imod den brændende nationalisme og krigsiver, som skyllede ind over befolkningerne.

Disse relativt få klarsynede har, efter forfatterens mening, ikke vundet den plads i de ordinære historiebøger, som de fortjener. Hochschilds bog handler i sin kerne om loyalitet og om splittelse – en splittelse, der i de mest interessante tilfælde skilte familier ad i tilhængere og modstandere.

Den store krig
2014 er hundredeåret for udbruddet af 1. verdenskrig, og det vil blive fejret med bunkevis af udgivelser om det, der sidenhen er blevet betegnet som den europæiske ur-katastrofe: 10 millioner døde, 20 millioner hårdt såret, og et ukendt antal millioner af civile ofre. Men krigen betød også et endegyldigt farvel til den gamle verden, hvor den hvide mands moralske overlegenhed var selvindlysende, hvor traditionsstyrede imperier regerede, og skarpe skel og hierarkier markerede den gudsgivne orden.

Krigen knuste, som Hochschild skriver det, det gamle solbeskinnede Europa med husarer og dragoner med fjerbusk i hjelmen og kejsere i hestetrukne kareter.  Fire imperier forsvandt, og nye selvstændige nationer skød frem på landkortet, mens mørke faretruende skyer trak op over Europa i form nye menneskefjendske utopier.     

Adam Hochschild er amerikanske journalist og forfatter til flere historiebøger, blandt andet Kong Leopolds arv, om den belgiske kong Leopolds morderiske fremfærd i Congo, kynisk dækket ind under storladen filantropi.

Rule, Britannia!
Aldrig mere krig åbner med en scene, der giver mindelser om Barbara Tuchmans klassiske fortælling om udbruddet af 1. verdenskrig, Kanonerne i august.

Men hvor Tuchman begynder sin beretning med Dronning Victorias begravelse i 1901 som markering af en epokes endeligt, der går Hochschild et par år tilbage i tiden til den overdådige markering af 60 års jubilæet for Victorias kroning. Union Jack vajer stolt i vinden, og det britiske imperium er på sit højeste; grænseløs er briternes magt og imperiets selvfølelse.

De underlagte uciviliserede vilde forventes at være taknemmelige for at være kommet ind under den britiske krone, hvor den højest civiliserede race på jorden barmhjertigt deler ud af sit storslåede lys.

Oprør toleredes derimod ikke, og blev slået ned uden nogen form for tøven. Dette er ikke noget, der gav anledning til løftede øjenbryn i den europæiske offentlighed, så længe, det er de uciviliserede racer, der blev sat på plads.

Rævejagt i Sydafrika
Men da briterne fremprovokerede en krig i Sydafrika mod boerne af hollandsk afstemning, er det en noget anden sag, for så var det jo den hvide mand, der krydsede klinge med sin broder.

Krigseuforien fejler dog ikke noget i Storbritannien, og det skulle vel nok være en smal sag for de uovervindelige britiske styrker at jage boerne ud ’ligesom en god rævejagt’.

Men boerne bed fra sig og fangede de britiske soldater i flere bagholdsangreb. Boerkrigen sås af de fleste som en generalprøve på den store krig, der ville komme, og da briterne endelig sejrede, gik æren ubeskåret til rytteriet, imperiets stolthed og overklassens pryd.

Mandsmod og dygtighed var stadigvæk vigtigere en avanceret våbenteknologi, var den fejlagtige konklusion, hæren og den britiske offentlighed drog af krigen i mod Boerne.

Det gav den britiske hær en falsk selvtillid, der i verdenskrigen skulle vise sig fatal: strategien forblev den samme som altid, men våbnene havde ændret sig takket være den industrielle revolution.

Den enkelte soldats mod og handlekraft kunne intet stille op over for moderne opfindelser som maskingevær, gas, tanks, bombefly, automatvåben og forbedrede artillerigranater. 

Krigsmodstanderne
Særligt i arbejderbevægelsen, blandt kvinderettighedsforkæmpere og socialister mødte Storbritanniens brutale, imperialistiske fremfærd dog modstand.

Hvad havde Storbritanniens krig i Sydafrika med Kz-lejre og overgreb på civile boere gjort af godt for den fattige og tilsidesatte arbejderklasse? Den europæiske arbejderklassen burde stå sammen, og ikke lade sig smitte af overklassens krigsiver og glødende patriotisme, mente venstrefløjen. 

Nogle af de markante stemmer, der advarede mod militarismen og faren for en fremtidig krig, som vi møder i bogen, tæller socialistlederen Keir Hardie, Emily Hobhouse, den notoriske Pankhurst-familie: Moderen Emmeline og døtrene Christabel og Sylvia, som krigen dog senere skulle skille ad, og så den piberygende filosof, Bertrand Russell, der vel nok var den mest betydningsfulde skikkelse i den antikrigs-bevægelse, der vokser frem i løbet af 1. verdenskrig.

Splittelse i familien
Mest interessant, synes jeg dog, er fremstillingen af forholdet mellem Charlotte Despard og hendes broder sir John French, hun romanforfatter, suffragette, fængselsveteran, kommunist, IRA-støtte og en kendt pacifist; han kavalerist, feltmarskal, senere vicekonge af Irland og øverstbefalende på vestfronten!

Men båndet mellem de to søskende var længe så stærkt, at det først meget sent kom til et brud mellem de to, der politisk set var hinandens diametrale modsætning.

John French var ud over at være en uansvarlig ødeland også helt umulig som øverstbefalende. En af hans stabsofficerer skrev således om ham: ’Den lille tosse fatter ingenting … Han kan ikke aflæse målestorksforholdene på et kort’… Det er virkelig håbløst.’

Loyalitetskrise og integritet
Man får af bogen en klar fornemmelse for, at det krævede enorme kræfter at modstå det store pres for at opgive sin krigsmodstand: man blev offentligt hånet, truet og udskældt som forræder.

Virksomheder annoncerede, at når krigen var ovre, og det regnede de fleste med var et spørgsmål om måneder, så ville der kun være arbejde til dem, der havde taget sin tørn for fædrelandet.

Militærnægtere blev ydmyget og sat til straffearbejde, og fra officielt hold blev der gjort, hvad der var muligt for at gøre forholdene for de tossegode pacifister så utålelige som mulige.

Selv kulminearbejderne meldte sig frivilligt i så stort et antal, at regeringen af bekymring for kulforsyningerne til flåden forbød flere at melde sig!

Mens dygtige romanforfattere og propagandister som Rudyard Kipling og John Buchan leverede patriotisk beredskabslitteratur med stor patos fyldt med modige, idealistiske briter i kamp for friheden, retfærdigheden, ja for selve civilisationen, der var truet af de afskyelige’hunnere’. 
Mens Storbritanniens ikke særligt beundringsværdige optræden rundt om i imperiet og i Boerkrigen hurtigt blev glemt.

I et sådant paranoidt, krigsopstemt klima krævede det virkeligt stort mod og integritet at fastholde sine pacifistiske principper.


Tyskernes spillede
propagandakortet
i de allieredes hænder med den brutale
fremfærd i Belgien med straffeaktioner
og massehenrettelser af civile.


Den meningsløse krig
Forfatteren lægger sig i sin fremstilling op af, hvad der vel er den gængse moderne fortolkning af 1. verdenskrig: at den var absurd, vanvittig og meningsløs.

At de afgørende faktorer bag krigen var: de stridende alliancer, som forpligtede nogle lande til at komme andre til hjælp i tilfælde af krig; mobiliseringen der kom til at virke som en destabiliserende faktor; og så de store fordele, der ville være ved at angribe først, så krigen kunne udkæmpes på fjendens territorier.

Bogens styrke er derfor først og fremmest de stærke, velskrevne portrætter, der levendegør den splittelse og loyalitetskrise som 1. verdenskrig var med til at udløse.   
 
En krig med mange nuancer
I et interview, jeg læste med Hew Strachan, der betegnes som den fremmeste britiske ekspert i 1. verdenskrig, nedtoner han dog 1. verdenskrigs meningsløshed, som han i nogen grad ser som udtryk for eftertidens bedrevidende efterrationaliseringer set igennem kunstens og filmens prisme. Her er 1. verdenskrig blevet synonym med skyttegravskrig, vanvittige udfald og Intet nyt fra Vestfronten.

Men det var jo også en global krig, der blev kæmpet på alle syv verdenshave, som han siger. Det var en kamp, der for langt hovedparten af de stridende gav god mening: Belgierne kæmpede for national overlevelse, Frankrig og England for Paris og byerne ved den engelske kanal, mens det for en hel række lande gjaldt om uafhængighed fra Osmannerriget og Østrig-Ungarn.


Hew Strachan,
 Første Verdenskrig
Ifølge Strachan blev krigen den gang af dens aktører anskuet som en ideologisk kamp mellem liberalisme og individualisme på den ene side og på den anden militarisme og kollektivisme.

Efter krigen, var der blandt de sejrende en stolthed, som først forsvandt i takt med at soldaterne vendte hjem, og ikke fik de politiske og økonomiske rettigheder, som de var blevet sat i udsigt.

2. verdenskrig og dernæst Vietnamkrigen påvirkede yderligere fortolkningen af 1. verdenskrig som en helt igennem meningsløs og absurd krig.

Hvis man er yderligere interesseret i at læse om tidsånden under og efter 1. Verdenskrig, kan jeg varmt anbefale to bøger, der begge har en mentalitetshistoriske tilgang til krigen:

Peter Englunds Krigens skønhed og gru og Henrik Jensens Ofrets århundrede
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.