Biografi om den forunderlige aserbajdsjansk-jødiske
forfatter Lev Nussimbaum, der på kamelryg flygtede ud i den kaukasiske ørken
fra de russiske bolsjevikker.
Som senere transformerede sig til muslimsk prins
med turban og daggert i Weimartidens Tyskland, hvor han blev en ombejlet
eventyrer, orientalist og bestsellerforfatter i 20ernes og 30ernes Berlin. Og som
endte sine dag i Italien, mens han desperate søgte foretræde for Mussolini,
hvis biografi han ønskede at skrive!
The orientalist former sig som et medrivende historisk
opklaringsarbejde, hvor Reiss blandt andre møder den retmæssige arving til det
osmaniske rige i sit forsøg på at si sandhed fra fiktion og
selviscenesættelse i fortællingen om ’den ideologiske Houdini’, Lev Nussimbaum og
hans besynderlige skæbne.
’… I realized what it was that was so
compelling about Lev: he believed he could invent his way in and out of
anything – even confined in a tiny room watching his own body disintegrate, he
still fights to enclose one more persona inside another, like living in Chinese
boxes.’
Verden i brand
Lev Nussimbaum blev født I 1905 I Baku, Azerbaijan. Hans far
var blevet rig på olie, mens moderen, der begik selvmord, tilsyneladende
tilhørte de revolutionære kredse med tæt kontakt til Stalin!
Lev blev født
samtidig med at det russiske imperium gik i knæ efter indre og ydre rystelser.
Det gav usikre, farlige tider, hvor røvere og revolutionære hærgede og
kidnappede rigmænds-sønner.
Derfor levede Lev isoleret fra den truende omverden på
faderens storgods, hvor han slugte bog efter bog i faderens store bibliotek.
Dette bidrog utvivlsomt til skabe hans drømmeriske, melankolske karakter, hans
rige fantasi og store viden, men gjorde ham også sær og indadvendt og gav ham en blivende følelse af fremmedgørelse fra verden.
Han voksede op med et
stort had til de kulturløse bolsjevikker som han bebrejdede al sin ulykke:
moderens selvmord, de to gang han måtte flygte fra Baku, da faderen fik et
tip om, at han stod på Lenins dødsliste, og destruktionen af den multietniske kaukasien.
Som så mange andre forfattere født i de sidste år af et
døende imperium, skriver Reiss, idealiserede Lev den gamle verden, der gik
under. Han var vokset op blandt efterkommere af korsfarere, bjergjøder og
muslimske krigere, og hurtigt viste han sig, at have øre for gode historier.
På flugt gennem Orienten
Flugten fra den russiske revolution bragte ham gennem
Turkmenistan, til emiren af Bukhara, der just havde genoplevet den
middelalderlige tradition med at kaste fanger ud fra den store mineret, videre
til Persien, hvor poesi og kunst, skal man tro Levs optegnelser, var
vigtigere end ideologi og krig for indbyggerne.
Han blev på et tidspunkt uforvarende fanget i et slag
mellem de hvide og de røde i Den Russiske Borgerkrig, og han overlevede alene på
grund af sit mod, frækhed, kundskaber og levende fantasi, der gjorde ham i stand
til at narre repræsentanter fra det frygtede Cheka.
Lev rejste videre til det årtusindegamle korsfareland
Georgien, hvorfra han drog til Konstantinopel, hvor Osmannerigets fald havde kastet landet ud i revolution og borgerkrig. Han konverterede til Islam, som han var begyndt at opfatte som et modstykke til vesten, revolutionsstormene og de
intolerante ideologier. Han så fascisterne marchere i Rom og troede, at kommunisterne havde taget magten der også.
Han kom til det russiske eksilcentrum Paris, hvor han
ikke fandt sig til rette, inden han og faderen, der nu havde mistet de fleste af
sine penge efter bolsjevikkerne havde sat sig solidt på magten og den kaukasiske
olie, drog til Tyskland, hvor Lev begyndte på det russiske gymnasium. Samtidig hermed og i skjul indskrev Lev sig
under navnet Essad Bey på universitetet, hvor han studerede orientalske sprog.
Orienten i Berlin
Han blev skribent med speciale i Orienten for ’Die
Literarische Welt’ hvor han skrev politiske analyser og debuterede som 24 årig
som forfatter til bogen Oel und Blut im Orient (Blood and Oil in the Orient). Og
frem til sin død som bare 36 årig udgav han 16 bøger, der omfattede historiske
værker, biografier om Stalin, Zaren og Muhammed blandt flere og så skønlitterære
værker, hvor romanen Ali and Nino er hovedværket.
Det er en historie om et
kærlighedsforhold mellem en muslimsk aserbajdsjansk dreng og en georgisk pige i
Baku i årene 1918-20 (udgivet under navnet Kurban Said for at bogen kunne udkomme i
det nu Nazi-styrede Tyskland).
 |
| Ali und Nino. Aserbajdijans store nationalroman. At det skulle være en jøde, Lev Nussimbaum, der har skrevet den, er en sandhed, der er ilde hørt i det muslimske land. |
Lev/ Essad Bey blev centrum for stor opmærksomhed på de
berlinske cafeer med den aura af østerlands mystik, han spandt om sin person:
den farverige, eksotiske udklædning, den intenderede kaukasisk-tyske dialekt og
de spændende historier og eventyr fortalt med sarkasme og humor.
Han blev kritiseret fra højre og venstre - og fra muslimer, der
mente, at han fremstillede et fortegnet erotiseret billede af den orientalske
kultur, og at han som jøde udgav sig for at være af muslim med kongeligt blod
i årene, var kun nok et bevis for jødens forræderiske karakter. Al polemikken forøgede kun opmærksomheden og salget af hans bøger.
En anden til det sidste
Han fik mulighed for at slå sig ned i USA men afslog, var hovedperson i et celebert skilsmissedrama, slog sig ned i Wien, indtil Anschluss i 1938 nok engang sendte ham
på flugt – nu til Italien, hvor han fattig og plaget af ubeskrivelige smerter
fra en sjælden blodsygdom skrev videre i et sidste arbejdsraseri i en tåge af
opium og hash.
Det er en utrolig historie Tom Reiss har gravet frem om en i
dag næsten ukendt forfatter, der nægtede at indordne sig de totalitære
ideologiers grusomme ensretning, men som drømte/digtede sig ind i en anden
verden, hvor han kunne være en anden og hvor litteraturen, Orienten og Islam i
dens mest idealisede form, udgjorde et tolerant og kulturelt alternativ. Et kort
men intenst liv, der bragte ham gennem tidens brændpunkter.
Historiske purister vil sikkert have et problem med den
dramatiske, litterære form og inddragelsen af forfatteren selv. Men min
indsigelse mod en ellers fornem fremstilling går mere i retning af et ønske om,
at Tom Reiss havde brugt mere plads på at gennemgå Lev Nussimbaums/Essad Beys/Kurban
Saids værker for på den måde formentlig at være kommet tættere på det indre liv,
der måtte røre sig bag den omskiftelige maske af selvbevidst iscenesættelse.
Skriv en kommentar