Jeg er ved at genlæse HHhH af Laurent Binet, der for nylig udkom i dansk oversættelse, og her i anden omgang synes jeg stadig det er en fundamentalt spændende og meget interessant roman. Men der rejser sig også nogle spørgsmål og paradokser vedrørende fortælleren/forfatterens projekt, som jeg ikke havde blik for i første omgang:
Hvordan er det muligt at forene på den ene side en postmoderne, usikker og skeptisk tilgang til Historien (stilen, den fragmentariske struktur, den selvoptagede granskning) med på den anden side en af fortælleren påstået dokumentarisk 1:1 tilgang til virkeligheden, hvor fantasien er fjenden og andre historiske romaners billige litterærevirkemidler hænges til tørre?
Fortælleren/forfatteren beklager og undskylder godt nok, når han alligevel ikke selv kan lade være med, for effektens skyld, at 'inficerer' den historiske virkelighed med fiktionens
virkemidler. Men en glimrende gennemgang af romanen i New Yorker af James Wood 'Broken record, a historical novel at war with itself' viser, hvor afgørende et paradoks og problem forholdet mellem Historie og fiktion viser sig at at være i HHhH.
For interesserede er her et link til artiklen:
'Broken record, a historical novel at war with itself'
 |
Skriv en kommentar