Guide: 3 gode bøger om krimier

Med den store mængde af krimier og spændingsromaner, der udkommer hvert år, kan det være svært at danne sig et overblik over, hvilke titler, der fortjener en plads på læselisten, og hvilke man sagtens kan springe over. 

Når jeg søger inspiration til kvalitetskrimier, er disse tre opslagsværker mine faste guider til såvel de nutidige som de klassiske krimier, der selv med nogle år på bagen leverer en høj kvalitetsmæssig standard. De tre bøger, jeg her vil omtale, giver også en dybere indføring i kriminallitteraturens historie og udvikling.

Forbrydelsens elementer
af Karsten Wind Meyhoff

Forbrydelsens elementer – kriminallitteraturens historie fra Poe til Ellroy af Karsten Wind Meyhoff

Dette er en meget indbydende bog, som jeg meget ofte tager ned fra reolen og bladrer i. Bogen giver et rigtig fint overblik over krimiens historie, dens udvikling, former og mange forskellige undergenre: den klassiske krimi, den hårdkogte amerikanske krimi, politikrimien, den historiske krimi, spionromanen med videre.

Man kan læse om de største og mest betydningsfulde forfatterskaber. Og så er bogen udstyret med et fint lille krimileksikon, hvor man kan slå op og læse om for eksempel: Nouvelle vague, Pulpmagasin, Detektiven, eller læse om Byens betydning for kriminallitteraturen.

Bogen er rigt illustreret med forfatterfotos, skitser og bogcovers, og det bærer alt sammen præg af at være lavet con amore.  Vigtigst af alt er der rigtig mange gode forslag til nye læseoplevelser, og mulighed for at stifte bekendtskab med i dag mindre kendte krimiforfattere, der måske ikke helt får den opmærksomhed, som deres bøger fortjener.  Meget underholdende og vidende. Det er min klare favorit blandt de tre bøger om krimier.  

Verdens bedste krimier af Bo Tao Michaëlis (udvidet og opdateret udgave)

Verdens bedste krimier
af Bo Tao Michaëlis

’Nogle mener, at det at læse krimier er nyttesløs tidsfordriv og underlødig underholdning. Det er en mening, men så går man faktisk glip af megen god litteratur, af og til det bedste af det bedste. Og igen er det nødvendigt at opdele og udskille i diverse genrer? 

Jeg synes dybest set, at det er idiotisk, for slavisk og rigidt at sætte litteratur i kasse og bås. Mange gange blot en snobbet opdeling, der vitterlig bare afspejler små ånders bigotte og kategoriske kunstsyn og kapriciøse accentuering af en selvforståelse om at have lugtet lunten for evigt til lødig litteratur. Og den handler i hvert fald ikke om mord og pludselig død. ’

En anden sted at begynde kunne være krimikender Bo Tao Michaëlis’ bud på de 40 bedste krimier, der er nogensinde er skrevet. Bogen er ifølge forfatteren selv: ’Til dem, der mener at livet er for kort til dårlige krimier eller bare gerne vil vide mere om genrens forgreninger og udvikling … ’

Bo Tao har en meget enkel definition på, hvad der er bestemmende for, om noget kan betegnes som en krimi: En krimi er en ’ litterær konstruktion, hvor historiens forbrydelse(r) overvejende determinerer dens persons gøren og laden.’ Dette medfører så, at Bo Tao noget uortodokst medtager værker, som ikke traditionelt bliver betragtet som krimier: Ødipus Rex af Sofokles, Jagtselskabet af Anton Tjekhov og Alt hvad jeg er af Anna Funder indgår blandt mere rendyrkede krimier i Bo Taos bud på en krimikanon.

Man kan sikkert diskutere mange af hans valg og fravalg – at romanen Skyggen skulle være Robert Harris’ bedste, tror jeg, som Niels Lillelund skrev i JP’s anmeldelse af bogen, er et knæfald mere for det politiske korrekte end for det kvalitetsmæssige indhold. Harris har da skrevet andre langt bedre og mere betydningsfulde spændingsromaner som for eksempel den kontrafaktiske klassiker Fædrelandet, Enigma eller Pompeji.

Det bedste ved bogen er, at Bo Tao er såvel en fremragende og engageret læser som en underholdende formidler, og derfor giver hans korte analyser af romanerne og deres betydning læseren lyst til selv at læse de omtalte værker.  

Mord til tiden
af Gunhild Agger

Mord til tiden. Forbrydelse, historie og mediekultur af Gunhild Agger

Denne tredje bog adskiller sig fra de to foregående ved at have en mere videnskabelig, akademisk tilgang til emnet, og det afspejles også i bogen, som ikke umiddelbart er nær så tilgængelig som de to førnævnte.

Det bør dog ikke afholde interesserede fra at give sig i kast med bogen, der er meget interessant, velargumenteret og som byder på nogle fremragende analytiske gennemgange af krimiromaner som Jo Nesbøs Rødhals, Camilla Läckbergs Tyskerungen, Jussi Adler Olsens Journal 64, Maria Hellebergs Druknehuset, og af film og tv-serier som den svenske Anno 1790, Edderkoppen og Flammen og citronen blandt flere.

Som det fremgår er det den historiske krimi og dens store appel til stadigt flere læsere og seere, Agger har fokus på i sin bog; vores fascination af historiske mord og af fortiden som et spejl for vore dages moral og identitet.

Mord til tiden er spændende at læse i, ikke fordi den så meget giver anbefalinger til nye læseoplevelser, men fordi den belyser, hvad der sker, når historien formidles gennem krimigenren. Det handler om historiebrug, forholdet mellem fakta og fiktion og mediekulturens brug af historien; hvad er det for en fortolkning af fortiden, og hvad er det for glemte eller fortrængte hændelser, som den historiske krimigenre vil formidle og accentuere? Og hvilke retoriske, æstetiske greb benytter den sig af for at lykkedes?

 Da jeg holder af såvel historie, krimier som ikke mindst historiske krimier, er det en både meget oplysende som vedkommende bog, der gør en klogere på krimigenrens brug af og formidling af fortiden.