Jennifer Egans har skrevet en underholdende, eksperimenterende
spion-twitter-roman; et inciterende prosadigt, der vender spændingsromanen om, således
at dramaet gemmer sig bag det über-coole analytiske blik.
En kvinde med en
spjættende baby på den ene arm kan have svært ved at sigte med en pistol med
den anden.
Handlingen kort
fortalt
En amerikansk skønhed befinder sig et eller andet sted ved Middelhavet. Men denne skønhed er ikke som de andre, der flokkes om de storkriminelle typer.
Nej vores hovedperson er spion; hendes cover er hendes smukke
ydre, der skal skjule hendes virkelige identitet: agent, gift og universitetsuddannet,
så at hun, uden de aner uråd, kan komme helt tæt på mafiabosserne, og med sine implanterede gadges, mikrofoner i øret og kameraer i øjet, kan opsamle beviser for gangsternes kriminelle aktiviteter. ’Sort boks’ er hendes logbog
fra missionen.
Utraditionel og
underholdende
Sådan er mere eller mindre den ydre handling i romanen, og det lyder
måske som en meget ligetil spionthriller, men det er det ikke. Den
utraditionelle fortællerform, hvor det eneste vi har at gå ud fra, er spionens efterladte
tekstbeskeder, medfører at læseren er den, der må samle puslespillet for at
kunne genskabe det hændelsesforløb, der gemmer sig bag de kortfattede beskeder,
hvor det overflødige er barberet bort så (næsten) kun observationer og
generelle refleksioner står tilbage.
Det er opfindsom
fundet på og meget morsomt, netop fordi fortællerens insisteren på at være
saglig opbyggelig og på at ville generalisere egne erfaringer på en måde, så
missionslogen kan bruges i fremtidig didaktisk øjemed, kolliderer så helt og aldeles med de højdramatiske
hændelser, der underspillet fremstilles sådan:
’At være alene med en voldelig og nådesløs mand, omgivet af vand, kan
få kysten til at virke meget langt væk. ’ Jo tak, det tror man gerne.
Underspillet drama
Og så er fremstillingen en kværnende analytiske-refleksion,
hvor stemningsskift, kropsholdning eller eventuelle dobbelthed i de kokette
flirterier, vendes, drejes og placeres i Spionens-ABC.
Efterhånden bliver den formanende
og roligt-registrerende stemme, tydeligvis mere og mere urolig og fortvivlet, så
rapporteringen slår revner, og kun et indskudt ’du’ skaber den fornødne afstand
til det rystede selv:
Du vil reflektere
over, at du er blevet garanteret, at du ikke vil være den samme person/ Du vil reflektere over at du var ophørt med
at være den person, allerede før du tog afsted/ Du vil reflektere over at for
megen refleksion er nytteløst. /Du vil reflektere over, at dine ’instruktioner’
bliver mindre og mindre instruktive.
Hvor Jennifer Egan i 'Tæskeholdetbanker på' lod et af de sidste kapitler bestå udelukkende af PowerPoint-slides skrevet
ude i fremtiden, kaster hun sig denne gang over et andet af de nye medier, nemlig Twitter. Det er der kommet en god, intelligent og overraskende lille roman ud af.
Skriv en kommentar