Anmeldelse: Sort boks af Jennifer Egan

Jennifer Egans har skrevet en underholdende, eksperimenterende spion-twitter-roman; et inciterende prosadigt, der vender spændingsromanen om, således at dramaet gemmer sig bag det über-coole analytiske blik.

En kvinde med en spjættende baby på den ene arm kan have svært ved at sigte med en pistol med den anden.

Handlingen kort fortalt

En amerikansk skønhed befinder sig et eller andet sted ved Middelhavet. Men denne skønhed er ikke som de andre, der flokkes om de storkriminelle typer. 

Nej vores hovedperson er spion; hendes cover er hendes smukke ydre, der skal skjule hendes virkelige identitet: agent, gift og universitetsuddannet, så at hun, uden de aner uråd, kan komme helt tæt på mafiabosserne, og med sine implanterede gadges, mikrofoner i øret og kameraer i øjet, kan opsamle beviser for gangsternes kriminelle aktiviteter. ’Sort boks’ er hendes logbog fra missionen.

Utraditionel og underholdende

Sådan er mere eller mindre den ydre handling i romanen, og det lyder måske som en meget ligetil spionthriller, men det er det ikke. Den utraditionelle fortællerform, hvor det eneste vi har at gå ud fra, er spionens efterladte tekstbeskeder, medfører at læseren er den, der må samle puslespillet for at kunne genskabe det hændelsesforløb, der gemmer sig bag de kortfattede beskeder, hvor det overflødige er barberet bort så (næsten) kun observationer og generelle refleksioner står tilbage.

 Det er opfindsom fundet på og meget morsomt, netop fordi fortællerens insisteren på at være saglig opbyggelig og på at ville generalisere egne erfaringer på en måde, så missionslogen kan bruges i fremtidig didaktisk øjemed, kolliderer så helt og aldeles med de højdramatiske hændelser, der underspillet fremstilles sådan: 

’At være alene med en voldelig og nådesløs mand, omgivet af vand, kan få kysten til at virke meget langt væk. ’ Jo tak, det tror man gerne.

Underspillet drama

Og så er fremstillingen en kværnende analytiske-refleksion, hvor stemningsskift, kropsholdning eller eventuelle dobbelthed i de kokette flirterier, vendes, drejes og placeres i Spionens-ABC.

Efterhånden bliver den formanende og roligt-registrerende stemme, tydeligvis mere og mere urolig og fortvivlet, så rapporteringen slår revner, og kun et indskudt ’du’ skaber den fornødne afstand til det rystede selv:

Du vil reflektere over, at du er blevet garanteret, at du ikke vil være den samme person/ Du vil reflektere over at du var ophørt med at være den person, allerede før du tog afsted/ Du vil reflektere over at for megen refleksion er nytteløst. /Du vil reflektere over, at dine ’instruktioner’ bliver mindre og mindre instruktive.

Hvor Jennifer Egan i 'Tæskeholdetbanker på' lod et af de sidste kapitler bestå udelukkende af PowerPoint-slides skrevet ude i fremtiden, kaster hun sig denne gang over et andet af de nye medier, nemlig Twitter. Det er der kommet en god,  intelligent og overraskende lille roman ud af.