Gæsteanmeldelse af:
Den 5. bølge udvikler sig fra at være en næsten ubærlig dyster
fortælling om eksistentiel ensomhed fortalt i en lidt karikeret teenagestemme
til at være en velfortalt fremtidsroman med et velkomponeret og uhyggeligt
plot.
Jorden angribes af rumvæsener, og det første angreb kaldes
den 1. bølge. Siden rammer 3 andre bølger, og hver gang dør flere og flere mennesker,
indtil kun ganske få er tilbage. Én af de overlevende er teenagepigen Cassie,
hvis forældre begge er døde efter rumvæsenernes invasion. Hendes bror er blevet
bortført, og hendes eneste mission i livet er at finde og redde ham. Men det er
farligt at vandre alene i det krigshærgede landskab, for rumvæsenerne lurer
overalt, og levende mennesker jages af rumvæsenernes snigmordere, som Cassie
benævner Silencers. En dag møder hun den mystiske, flotte fyr Evan, og mødet
bliver starten på en række uforudsigelige hændelser og en farefuld færd ind i
fjendeland.
Romanen fortælles fra tre forskellige synsvinkler, der
gradvist gør læseren klogere på, hvad den 5. bølge går ud på. Begyndelsen af
romanen er fortalt med Cassies lidt irriterende teenagestemme, men som
historien skrider frem, træder fortællerstemmen i baggrunden, så man kan
fokusere på personernes udvikling og lade sig opsluge af det spændende og
velkomponerede plot.
Det er en rigtig spændende fremtidsroman, der kan læses af
både drenge og piger, men man skal ikke starte på den en dag, man er i trist
humør, for begyndelsen er så deprimerende, at det næsten ikke er til at bære.
Heldigvis har rumvæsenerne ikke haft held til at udradere kærligheden fra
jordens overflade, og det er i sidste ende det, der giver læseren håbet
tilbage.
Skriv en kommentar