Fra menig soldat i den franske hær avancerede Alex Dumas i årene
efter den Franske Revolution ved stort vovemod, titankræfter og kløgt på ingen
tid til firestjernet general. En tid turde han endda udfordrede den
fremadstormende general Napolen.
Men faldet fra tinderne kom brat, da Dumas
blev taget som krigsfange i Italien, mens Napoleon førte Frankrig længere og
længere væk fra frihed, lighed og broderskab, som Dumas havde troet så glødende
på.
Man forstår sønnens lidenskabelige beundring og undres over, hvorfor der
dog ikke et sted i Frankrig står en statue til minde om denne brave, sorte
kæmpe, hvis historie i dag er næsten ukendt.
Slaver og
sukkerplantager på Saint-Domingue
Den utrolige historie begynder med Alex Dumas’ far, Antoine,
der i 1738 træder ud af den franske hær og som så mange andre drager til den mest
værdifulde koloni i hele verden, sukkerkolonien Saint-Domingue, hvor broderen
driver en sukkerplantage. Men hvor den yngre bror er arbejdsom, der er Antoine
en selvbevidst aristokrat, for hvem arbejde er en uværdig beskæftigelse. Derimod er det ikke under den franske adels værdighed at bo på nas og ligge i med
de sorte slavekvinder.
De to brødre skændes, og det kulminerer, da Antoine sammen med tre
negerelskerinder flygter og forsvinder op i højlandet. Som bogens forfatter lakonisk
konstaterer: hvis Saint-Dominigue var at sammenligne med det vilde vesten, så
var højlandet et livsens farligt og ufremkommeligt Badlands, hvor undslupne slaver, pirater og landevejsrøvere holdt
til.
Familien tror at Antoine er død, da man i tredive år ikke hører noget nyt. Men da brødrene og forældrene er døde af alderdom og skandaler, dukker en mand
op i Frankrig og påstår at være den retmæssige arving til familiegodset; ingen
anden end den forsvundne Antoine.
I alle årene har han i kolonien ernæret sig som kaffedyrkere
med begrænset held. Han har fået en del børn med sine sorte elskerinder, som
han ved afrejsen uden betænkning sælger som slaver til plantagerne, hvor de
kommer til at arbejde i de rene dødsfabrikker.
En mørk mand i lysets by
Senere kommer ynglingssønnen Alex, som faderen i første
omgang havde pantsat for at få råd til rejsen hjem, også med til Frankrig, hvor
den ellers selviske og skruppelløse far sørger for, at sønnen er
velbevandret i såvel de klassiske tekster som samtidens teater, at han bemestrer
ridningens kunst og ikke mindst, at han lærer at fægte – hvilket han evner
som en ren virtuos; og så skal han jo også bære flotte klæder efter sidste
mode, som det sømmer sig for en kommende greve i hjertet af Paris.
Sønnen og faderen udvikler dog aldrig et nært forhold, og da
faderen vil giftes igen, beslutter Alex helt uhørt at melde sig til hæren ikke
med rang som officer, som hans adelige baggrund tillader ham, men som menig i
Dronningens Dragoner – dragonerne der altid fik de dårligste heste, billigste
våben og de farligste opgaver! Faderen er oprørt, og Alex må bruge sin mors navn,
da han underskriver sin indmelding: (Alex) Dumas.
Revolutionen og
rædselsregimet
Alex vinder hurtig ry for at være en usædvanlig flot, stærk
og elskværdig mand: sort med lår som træstammer og hele 1.80 høj rager han op
over de fleste af datidens franskmænd. Kort efter Alex’ indtræden i
Dragonregimentet udbryder Den Franske Revolution, hvis årsag og hændelsesforløb
Reiss udreder kyndigt og overskueligt.
Vi får også historien bag krigene mod Østrig, Holland, England, Preussien med
flere, og vi hører om de vanvittige år under Robespierres rædselsregime, hvor kommissærer
bliver sendt ud sammen med hærene, for at opsnappe enhver form for undergravende
virksomhed mod Revolutionen, hvilket de så rask væk meldte til ’Komiteen for
Offelighedens Vel’. Og så var det afsted til guillotinen for den ulyksalige,
der havde talt over sig – ikke ulig, hvad der mange år senere hændte i den
sovjetiske hær.
Frankrigs revolutionshære var per se alle andre landes hære
overlegne i kraft af revolutionens idealer, og tabte de alligevel til de
talmæssigt overlegne modstandere, var der ikke anden mulig grund end generalernes
’forræderi’ mod revolutionen. Et 'forræderi' som de som regel måtte bøde med livet for.
’Den sorte djævel’
Det lyder helt utroligt, men i løbet af kun ét år gik Alex
Dumas fra at være simpel dragonkorporal til at være en af hærens
højest rangerende officerer med kommandoen over Alpehæren. Gang på gang går han
forrest i slagene, afvæbner egenhændig dusinvis af modstandere, og er frygtet
af de østrigske soldater, der viger tilbage, når de ser ’die schwarze Teufel’, som
de af lige dele skræk og beundring kalder Dumas.
 |
| Heroisk gengivelse af Alex Dumas' heroiske kamp på den smalle bro mod en hel deling østrigske soldater |
Hans sindsro, karakterstyrke og vovemod ansporer de
underlegne franske soldater til at kæmpe videre, når de ser deres general hugge
og stikke med så voldsom kraft, at næsten enhver østriger, der bliver ramt af
hans klinge styrter såret eller død om. På et tidspunkt lykkedes det ham på en smal bro såret
og ene mand sågar at holde stand mod en hel deling østrigere!
Dumas undgår med nød og næppe de forrykte anklager om
forræderi, når han ikke til punkt og prikke følger de utålmodige
skrivebordsgeneraler fra Komiteen for Offelighedens Vel og deres ubønhørlige krav
om avancement og erobring af fjendens bastioner, i hvad der viser sig at være rene selvmords-missioner.
To af revolutionens
nye helte krydser klinger
Men hans legendariske temperament og frimodige tale bringer
ham i alvorlige problemer, da han og Napoleons veje krydses. Napoleon er snu og
afventende, og han forventer, at man møder ham med krybende underdanighed, mens han skridt
for skridt tiltager sig stadig mere magt og kynisk udnytter revolutionen til
egne formål.
Men Dumas, der er idealist og tror fuld og fast på de
ligheds-og-rettighedstanker, der har afskaffet slaveriet i Frankrig, og som gjort
hans lynkarriere mulig, selvom han er søn af en sort slave fra en af kolonierne, tager
dumdristigt til genmæle mod den lille-store korsikaner. Men Napoleon glemmer aldrig at
hævne en fornærmelse, slet ikke i Dumas’ tilfælde. Napoleon nok både hader og frygter Dumas, hans' ’deliriske
republikanisme’ og vel også hans stærke arm og respektindgydende udseende.
Fangen på fortet
Dumas er med i Napoleons tåbelige angreb på Egypten. Der bliver en ren katastrofe. Og mens Napoleon forlader det rod, han selv har skabt for at drage til Paris og tage magten, kæmper Dumas sig vej hjem i en
synkende skude, der lige akurat klarer den til, hvad der burde have være en sikker havn i
kongeriget Neapel.
Men det viser sig at alt andet end sikker. Som der står i
bogen, ender Dumas ’gennem sammensværgelser og rænker som fange på et fort som
offer for en ukendt fjende uden håb om appel og glemt af verden. ’
Han bliver løsladt efter flere år under kummerlige forhold som en mærket og delvis knækket
mand, og ingen ønsker længere at hjælpe ham eller hans familie. Napoleon er
i gang med at genindføre de gamle racelove, der skal rense hæren og Frankrig
for de nu uønskede sorte.
Det er en krank og uværdig skæbne for en mand, der med
æren i behold har kæmpet slag efter slag for Frankrig og for et bedre og mere
retfærdigt samfund.
Flot bog om en stor
skikkelse
Reiss’ bog er en flot oprejsning for den glemte, faldne
helt, der normalt kun huskes som et appendix til den berømte romanforfatter
Alexander Dumas og sønnesønnen, dramatikeren af samme navn.
Bogen er velskrevet
og ligesom vores egen Tom Buk Swientys Kaptajn Dinesen, er Reiss’ dramatisk
dokumentarisme, hvor en interessant hovedperson er indgangen til den store verdenshistorie, som her revolutionstiden.
Alle forskellene til
trods er de også begge historier om unge idealistiske mænd. Larger than life-figurer på jagt efter
eventyr og ’gloria’. Men det er den beskidte virkelighed, som møder dem i form af
grusomhed, afstumpethed og gemene rænkespil.
Reiss får ikke fat i meget af mennesket bag den ædle soldat,
men hans fortælling er både medrivende og indsigtsfuld i dens fremstilling af revolutionstidens
Frankrig og af virkelighedens sorte greve af Monte Cristo. Anbefales på det varmeste.
Skriv en kommentar