Anmeldelse: Den sorte greve, Napoleons rival og den virkelige greve af Monte Cristo af Tom Reiss

Det historiske forlæg for Alexandre Dumas’ berømte klassiker, Greven af Monte Cristo, er en eventyrlig og tragisk historie om forfatterens egen far, Alex Dumas, født på den franske koloni Saint-Dominigue (senere Haiti) af en aristokratisk hvid franskmand og en sort slave.

Fra menig soldat i den franske hær avancerede Alex Dumas i årene efter den Franske Revolution ved stort vovemod, titankræfter og kløgt på ingen tid til firestjernet general. En tid turde han endda udfordrede den fremadstormende general Napolen. 

Men faldet fra tinderne kom brat, da Dumas blev taget som krigsfange i Italien, mens Napoleon førte Frankrig længere og længere væk fra frihed, lighed og broderskab, som Dumas havde troet så glødende på. 

Man forstår sønnens lidenskabelige beundring og undres over, hvorfor der dog ikke et sted i Frankrig står en statue til minde om denne brave, sorte kæmpe, hvis historie i dag er næsten ukendt.

Slaver og sukkerplantager på Saint-Domingue
Den utrolige historie begynder med Alex Dumas’ far, Antoine, der i 1738 træder ud af den franske hær og som så mange andre drager til den mest værdifulde koloni i hele verden, sukkerkolonien Saint-Domingue, hvor broderen driver en sukkerplantage. Men hvor den yngre bror er arbejdsom, der er Antoine en selvbevidst aristokrat, for hvem arbejde er en uværdig beskæftigelse. Derimod er det ikke under den franske adels værdighed at bo på nas og ligge i med de sorte slavekvinder.

De to brødre skændes, og det kulminerer, da Antoine sammen med tre negerelskerinder flygter og forsvinder op i højlandet. Som bogens forfatter lakonisk konstaterer: hvis Saint-Dominigue var at sammenligne med det vilde vesten, så var højlandet et livsens farligt og ufremkommeligt Badlands, hvor undslupne slaver, pirater og landevejsrøvere holdt til. 

Familien tror at Antoine er død, da man i tredive år ikke hører noget nyt.  Men da brødrene og forældrene er døde af alderdom og skandaler, dukker en mand op i Frankrig og påstår at være den retmæssige arving til familiegodset; ingen anden end den forsvundne Antoine.

I alle årene har han i kolonien ernæret sig som kaffedyrkere med begrænset held. Han har fået en del børn med sine sorte elskerinder, som han ved afrejsen uden betænkning sælger som slaver til plantagerne, hvor de kommer til at arbejde i de rene dødsfabrikker.

En mørk mand i lysets by 
Senere kommer ynglingssønnen Alex, som faderen i første omgang havde pantsat for at få råd til rejsen hjem, også med til Frankrig, hvor den ellers selviske og skruppelløse far sørger for, at sønnen er velbevandret i såvel de klassiske tekster som samtidens teater, at han bemestrer ridningens kunst og ikke mindst, at han lærer at fægte – hvilket han evner som en ren virtuos; og så skal han jo også bære flotte klæder efter sidste mode, som det sømmer sig for en kommende greve i hjertet af Paris.

Sønnen og faderen udvikler dog aldrig et nært forhold, og da faderen vil giftes igen, beslutter Alex helt uhørt at melde sig til hæren ikke med rang som officer, som hans adelige baggrund tillader ham, men som menig i Dronningens Dragoner – dragonerne der altid fik de dårligste heste, billigste våben og de farligste opgaver! Faderen er oprørt, og Alex må bruge sin mors navn, da han underskriver sin indmelding: (Alex) Dumas.

Revolutionen og rædselsregimet
Alex vinder hurtig ry for at være en usædvanlig flot, stærk og elskværdig mand: sort med lår som træstammer og hele 1.80 høj rager han op over de fleste af datidens franskmænd. Kort efter Alex’ indtræden i Dragonregimentet udbryder Den Franske Revolution, hvis årsag og hændelsesforløb Reiss udreder kyndigt og overskueligt.

Vi får også historien bag krigene mod Østrig, Holland, England, Preussien med flere, og vi hører om de vanvittige år under Robespierres rædselsregime, hvor kommissærer bliver sendt ud sammen med hærene, for at opsnappe enhver form for undergravende virksomhed mod Revolutionen, hvilket de så rask væk meldte til ’Komiteen for Offelighedens Vel’. Og så var det afsted til guillotinen for den ulyksalige, der havde talt over sig – ikke ulig, hvad der mange år senere hændte i den sovjetiske hær.

Frankrigs revolutionshære var per se alle andre landes hære overlegne i kraft af revolutionens idealer, og tabte de alligevel til de talmæssigt overlegne modstandere, var der ikke anden mulig grund end generalernes ’forræderi’ mod revolutionen. Et 'forræderi' som de som regel måtte bøde med livet for.  

’Den sorte djævel’
Det lyder helt utroligt, men i løbet af kun ét år gik Alex Dumas fra at være simpel dragonkorporal til at være en af hærens højest rangerende officerer med kommandoen over Alpehæren. Gang på gang går han forrest i slagene, afvæbner egenhændig dusinvis af modstandere, og er frygtet af de østrigske soldater, der viger tilbage, når de ser ’die schwarze Teufel’, som de af lige dele skræk og beundring kalder Dumas.


Heroisk gengivelse af Alex Dumas' heroiske kamp
på den smalle bro mod en hel deling østrigske soldater

Hans sindsro, karakterstyrke og vovemod ansporer de underlegne franske soldater til at kæmpe videre, når de ser deres general hugge og stikke med så voldsom kraft, at næsten enhver østriger, der bliver ramt af hans klinge styrter såret eller død om. På et tidspunkt lykkedes det ham på en smal bro såret og ene mand sågar at holde stand mod en hel deling østrigere!

Dumas undgår med nød og næppe de forrykte anklager om forræderi, når han ikke til punkt og prikke følger de utålmodige skrivebordsgeneraler fra Komiteen for Offelighedens Vel og deres ubønhørlige krav om avancement og erobring af fjendens bastioner, i  hvad der viser sig at være rene selvmords-missioner.

To af revolutionens nye helte krydser klinger
Men hans legendariske temperament og frimodige tale bringer ham i alvorlige problemer, da han og Napoleons veje krydses. Napoleon er snu og afventende, og han forventer, at man møder ham med krybende underdanighed, mens han skridt for skridt tiltager sig stadig mere magt og kynisk udnytter revolutionen til egne formål.

Men Dumas, der er idealist og tror fuld og fast på de ligheds-og-rettighedstanker, der har afskaffet slaveriet i Frankrig, og som gjort hans lynkarriere mulig, selvom han er søn af en sort slave fra en af kolonierne, tager dumdristigt til genmæle mod den lille-store korsikaner. Men Napoleon glemmer aldrig at hævne en fornærmelse, slet ikke i Dumas’ tilfælde. Napoleon nok både hader og frygter Dumas, hans' ’deliriske republikanisme’ og vel også hans stærke arm og respektindgydende udseende.  

Fangen på fortet
Dumas er med i Napoleons tåbelige angreb på Egypten. Der bliver en ren katastrofe. Og mens Napoleon forlader det rod, han selv har skabt for at drage til Paris og tage magten, kæmper Dumas sig vej hjem i en synkende skude, der lige akurat klarer den til, hvad der burde have være en sikker havn i kongeriget Neapel.
Men det viser sig at alt andet end sikker. Som der står i bogen, ender Dumas ’gennem sammensværgelser og rænker som fange på et fort som offer for en ukendt fjende uden håb om appel og glemt af verden. ’

Han bliver løsladt efter flere år under kummerlige forhold som en mærket og delvis knækket mand, og ingen ønsker længere at hjælpe ham eller hans familie.  Napoleon er i gang med at genindføre de gamle racelove, der skal rense hæren og Frankrig for de nu uønskede sorte. 

Det er en krank og uværdig skæbne for en mand, der med æren i behold har kæmpet slag efter slag for Frankrig og for et bedre og mere retfærdigt samfund.

Flot bog om en stor skikkelse
Reiss’ bog er en flot oprejsning for den glemte, faldne helt, der normalt kun huskes som et appendix til den berømte romanforfatter Alexander Dumas og sønnesønnen, dramatikeren af samme navn. 

Bogen er velskrevet og ligesom vores egen Tom Buk Swientys Kaptajn Dinesen, er Reiss’ dramatisk dokumentarisme, hvor en interessant hovedperson er indgangen til den store verdenshistorie, som her revolutionstiden.

Alle forskellene til trods er de også begge historier om unge idealistiske mænd. Larger than life-figurer på jagt efter eventyr og ’gloria’. Men det er den beskidte virkelighed, som møder dem i form af grusomhed, afstumpethed og gemene rænkespil.

Reiss får ikke fat i meget af mennesket bag den ædle soldat, men hans fortælling er både medrivende og indsigtsfuld i dens fremstilling af revolutionstidens Frankrig og af virkelighedens sorte greve af Monte Cristo. Anbefales på det varmeste. 




Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.