Men Opcop’erne er blevet lidt for runde og polerede, og de første
cirka 70 sider er for megen klichefyld: de politiske korrekte floskler flyder
fra EU og bliver skyllet ned med dyr rødvin, cognac og selvsmagende
enstemmighed. Der mangler den vanlige ironiske distance. Jeg savner altså lidt
pølsemanden, Viggo Norlander, i dette pæne EU-selskab.
Et sygt Europa
Det er ikke så lidt Opcop-gruppen, Europols operative gruppe
denne gang skal stille op mod, for den kriminalitet, de forsøger at bekæmpe, er
først og fremmest symptom på et sygt Europa, et Europa styret af ny-liberale
mørkemænd med junglekapitalisme på dagsordenen, hvor tidens nye toner lyder, at
enhver er sig selv nærmest, mens almindelig anstændighed og omsorg for de svage
helt er gået fløjten.
Den liga af forbrydere, som Opcop-gruppen overvåger, bedriver
noget så modbydeligt som menneskehandel med romatiggere! Så nedrig og
menneskefjendsk er det altså blevet. Men heldigvis er der stadig nogle få ukorrumperede
humanistiske sjæle, der holder den moralske fane endog meget højt, og som sætter
alt ind på at bremse den uhæmmede kapitalisme, den middelalderlige nationalisme
og den tankeløse klimaforurening.
De rigtige meninger
En af dem er den franske miljøkommissær med det sigende
efternavn Marianne Barrière. En politiker som de to turtelduer og Opcop-betjente,
Paul Hjelm og Kerstin Holm, ikke kan andet end beundrer dybt for hendes
visioner om en europæisk fremtid med bæredygtig energi.
Men lige som benævnte kommissær skal til at fremsætte
lovforslaget i Europakommissionen, bliver hun udsat for særdeles grov
afpresning. Der er store interesser på
spil, og Opcop-gruppens efterforskningsarbejde sender dem vidt omkring: til
EU-sæderne Haag og Amsterdam, men også til et moderne stockholmsk blodbad, til
danske Ebeltoft og til Homers fødeø, Chios, hvor den pensionerede Gunnar Nyberg
fordriver tiden som forfatter.
En blind mand, Homer
og ligeværd mellem kønnene
Som altid hos Dahl er der mange handlingstråde, der skal
føres sammen, for at plottet kan gå op. Og uden at sige for meget spiller blandt
andre en interessant dagbog, en gådefuld blind mand og Homers Iliaden væsentlige
roller.
Arne Dahl mestrer kunsten at
skabe suspense og cliffhangers så spændingen gradvis intensiveres og de
litterære ambitioner er som altid store.
Det, der halter denne gang, er som sagt fremstillingen af efterforskerne.
Jeg savner mere konflikt, drama og flertydighed. Det er temmelig uinteressant
at høre om deres kedelige anstændighed og helt igennem ligeværd mellem kønnene
med et kvantum korrekt sex mellem forstående ægtefæller.
Men til trods for disse anfald af ærgerlig politiske korrekthed,
så er der altså god gedigen underholdning og spænding at hente i de næsten 500
sider.
Skriv en kommentar