En uhøjtidelig bogmesse for bogelskere med hang til magi,
sværdslag og overnaturlige væsener
Kostskolen Herlufsholm ved Næstved dannede den perfekte
ramme for en bogmesse i fantasy-universets tegn. De gamle smukke bygninger
leder tankerne hen på Hogwartsslottet, som huser troldmandsskolen, hvor Harry
Potter, som bekendt har sin skolegang.
Fantasybogmessen afholdtes for andet år i træk, og også
denne gang var programmet spækket med Danmarks fremmeste tegnere og forfattere
inden for genren. Udendørs huserede orker, elvere, riddere og skønjomfruer, og
på de lange højloftede gange indenfor kunne man møde Hogwartselever,
fantasyforfattere og forlagsfolk.
Nøglen over Alhambra-paladsets
indgang
Jeg blev interviewet af bibliotekar Christine Karen Kofoed
om Nøglens Vogtere-serien. Hun spurgte mig blandt andet om, hvor jeg fik
inspirationen til bøgerne fra. Nøglens Vogtere er en trilogi om et
tvillingepar, der rejser til Spanien for at finde en magisk gylden nøgle. Det
viser sig, at den kan åbne porten til et parallelt univers og give børnene
adgang til en alternativ version af Spaniens fortid.
Spanske legender og
myter
Over indgangen til Alhambrapaladset er der indgraveret en
hånd og en nøgle på hver sin bue. Legenden fortæller, at den dag hånden griber
fat om nøglen, vil Alhambras mure skælve og styrte i grus. Denne legende findes
i mange versioner og på mange sprog, og er én af de ting, som gav mig inspirationen
til Den Gyldne Nøgle.
Washington Irving
inspirerer fantasyroman
Den amerikanske forfatter Washington Irving besøgte i
1830erne paladset, og samlede sine rejseoplevelser i bogen Tales of the
Alhambra. En del af historierne heri er gendigtninger af gamle sagn fra
maurernes tid. En af disse historier handler om en arabisk prins, der forelsker
sig i en kristen prinsesse, og for at få hende, må han klæde sig ud som en
kristen ridder og vinde hende i en turnering. Dette er inspirationen til den
parallelle sidehistorie i Visigotens Hjelm (Nøglens Vogtere 2).
Udveksling af
skrivetips
På små bogmesser er signeringerne det hyggeligste, synes
jeg. Jeg har jo ofte stået i køen for at få en bog signeret og få mulighed for
at veksle et par ord med forfatteren. Det er faktisk også hyggeligt at være på
den anden side af bordet. Jeg fik talt med rigtig mange læsere, og det var
dejligt at kunne dele skrivetips med dem, som selv er interesseret i at skrive
historier.
Spændende bogmesseprogram
Om lørdagen trak Kenneth Bøgh Andersen fulde huse til
Herlufsholm fantasybogmesse, da han gav interview om sin kommende roman
Julemandens død.
Herudover kunne man opleve forfatterne Sven Ørnstrup
(Vraggods), Martin Vinther Madsen (Drømmekrigerne), Dennis Jürgensen (Relief)
og undertegnede Lene Dybdahl (Nøglens Vogtere).
Det var også lørdag, at
vinderne af novellekonkurrencen offentliggjort.
Om søndagen (hvor jeg desværre
ikke selv kunne deltage) holdt Josefine Ottesen jubilæumstale over sit 30 års
jubilæum som forfatter, og den kommende debutant hos Tellerup, Nanna Foss,
fortalte om sin stort anlagte Spektrum-serie.
Danmarks (u)hyggeligste
bogmesse
Mange var mødt udklædte op, og det gav en særlig fed
stemning, at man dagen igennem kunne se rollespillere fægte på liv og død,
blive overrasket af en grum ork på dametoilettet og træde ærbødigt til side for
bogmessedeltagere i 1700-talskostumer. Det har været sjovt og spændende at
deltage, og jeg håber lige som sidste år, at bogmessen bliver en blivende
tradition.
Skriv en kommentar