Anmeldelse: Unge Philby af Robert Littell

Den amerikanske spionforfatter Robert Littell giver et troværdigt bud på, hvad der drev den berygtede engelske dobbeltagent Kim Philby ind i det store spionspil.

Den stammende spion

Kim Philby flygtede til Sovjetunionen i 1963 efter han og fire andre medlemmer af Secret Service var blevet afsløret som dobbeltagenter for KGB. De blev siden kendt som 'Cambrigde Five'. Siden da har mysteriet om den privilegerede Cambrigdeuddannede Kim Philby inspireret store spionforfattere som John Le Carré, Graham Green og Charles Cumming.

Amerikanske Robert Littell følger i samme spor, men kommer med en alternativ og overraskende tolkning af, hvad der i virkeligheden førte til Kim Philbys landsforræderi. Den skal selvfølgelig ikke afsløres her, men det er den gradvise afsløring og endelige åbenbaring, som driver romanens plot frem.

Romanen er struktureret som en række interview med mennesker, der har mødt og kendt Philby – hvis nogen da i virkeligheden har det – i de unge år efter universitetet: Philbys venner, forskellige kærester og sovjetiske og engelske føringsofficerer, alt sammen i en navnløs interviewers søgen efter sandheden om, hvor Philbys loyalitet i virkeligheden lå.

Mennesket og gåden

Og for hver fortæller får vi nye og indimellem modstridende informationer om denne fascinerende mand. For én fremstår han som en mand i det forkerte århundrede. En klassisk engelsk intellektuel med den forskel at han er glødende kommunist. Han beskrives som idealistisk, naiv, blufærdig, lidt forhutlet måske, men også med en kronisk dårlig samvittighed over for sin egen privilegerede klassebaggrund og med et gevaldigt kompleks i forhold til sin verdensmand af en handlekraftig far, der tårner sig op som en mægtig skygge for den kejtede yngling; for en anden derimod fremstår han i erindringen som noget af en lapset charmør med styr på både damerne og drinksene.

Indirekte får vi indblik i såvel den engelske efterretningstjeneste som især det sovjetiske NKVD, og da Stalins terror og udrensninger tager fart, og revolutionen på grusom vis æder sine egne børn, får sin egen dynamik og breder sig til selv sikkerhedsapparatet og kontraspionagen, bliver også Philbys loyalitet mod USSR draget i tvivl. Denne uhyggelige sky af paranoia, mistro og indbildte komplotter, der sænker sig ned over Stalins Sovjet, gør det ikke nemmere at skelne ven fra fjende.

Men frygt ej, brikkerne skal nok falde på plads i Littells fiktive bud på en løsning, der, som man kan læse i efterordet, ikke er grebet ud af luften.  Det er en intelligent og overbevisende spionroman, hvor personkarakteristik, tidsbillede, motiver og indkredsning af gåden Philby er det væsentlige. Meget i stil med John Le Carré.