fra nederlaget i 1864, over
den tysk-franske krig til den skånselsløse massakre af de pariske kommunarder,
befandt Dinesen sig hver gang i begivenhedernes højdramatiske centrum.
Få kan så visuelt og medrivende som Tom Buk Swienty
fremstille krig med al dens gru, storm af stål og øredøvende kanontorden.
Til
gengæld har Dinesen, privatmennesket bag det stirrende blik, de intense blå
øjne, og det store mod desværre held til at skjule næsten enhver tanke,
følelse og refleksion, der kunne bringe os tættere på manden og hans egen
opfattelse af den verden, han levede og agerede i.
Fædre og sønner
Wilhelm Dinesen, far til den senere nok så berømte Karen
Blixen, levede et kortere, men mere intenst liv end de fleste. Fra sin far, A.W.
Dinesen, der selv levede et dramatisk liv med krig og udenlandsrejser, arvede
han modet, egensindigheden, eventyrlysten og vel også talentet for at skrive.
Han voksede op på Katholm Gods, som faderen havde købt, da han efter at have kæmpet for franskmændene i Algeriet havde fået
nok af krig og ufred.
Faderen var en progressiv aristokrat, men som det ofte sker,
når far og søn minder for meget om hinanden, var spændinger og opgør hyppigere
en gensidige forståelse. Den sære, stædige dreng var anden søn i flokken, og
derfor lå hans karriere inden for militæret allerede fast ved fødslen. Dinesen
blev som 9 årig sendt til København og som 17 årig i 1863 entrerede han
landkadetarkademiet, for Danmark havde brug for officerer i en fart. Dinesen
udviste stor begejstring og selvfølelse, men en form for skrøbelighed tittede
også frem bag det kampklædte ydre.
’Ak ja! Ro er helvede
for stærke ånder’
Han udmærkede sig i kamp i det knusende nederlag ved
Dybbøl Mølle til den tyske overmagt. De meget
voldsomme begivenheder, faldne kammerater, afrevne lemmer, opsprættede maver og det overvældende
nederlag må have sat sig spor i psyken, men hvilke, er han yderst tavs med.
Da han vendte hjem fra krigen, fordrev han tiden med at være
selskabsløve ved de københavnske baller og sammenkomster. Men ret hurtig
mistede det også interesse. Han var nu mere indadvendt, rastløs efter krig, dåd
og revanche mod de hadede preussere. Faderen forbød ham at deltage på Østrigs
side i deres krig mod Preussien, men da Frankrig og Tyskland gik i krig meldte
Wilhelm sig som frivillig på fransk side uden faderens viden. Til de flestes
overraskelse tromlede tyskerne henover de uorganiserede franske styrker anført
af indbildske og indbyrdes uenige generaler.
 |
| Wilhelm Dinesen som ung officersaspirant 'Vi ved, at han bærer lyseblå uniformsbukser, håret er tilbagestrøget og så har han jo disse øjne, disse intense, blå øjne, der lyser af den ild, hans fader har antændt i ham.' Tom Buk Swienty. |
Et totalt nederlag for Frankrig og Napoleon den III, der måtte
opgive kampen. Imidlertid var det slet ikke alle franskmænd, der var villige
til at bøje sig for den tyske kejser og den tyske jernkansler.
Der blev dannet
en Nationalforsamlingsregeringen, der valgte at kæmpe videre. I længden kunne
den dog ikke hamle op med de stærke tyske tropper. Store dele af den franske
hær flygtede ind i Schweiz med den tyske hær i hælene. Men Wilhelm Dinesen
havde bestemt ingen planer om at lade sig internere. Så forklædt i civil og med
stor fare for eget liv flygtede han for at for at kæmpe videre for de slagne franskmænd.
Da krigen sluttede, tog Dinesen til Paris, som han så
længe gerne havde villet se, og tilfældigvis faldt hans besøg akkurat sammen med
udbruddet af borgerkrigen i Frankrig, hvor den republikanske, socialistiske
Pariserkommune brød med det nationale, højreorienterede Frankrig ledet fra
Versailles.
Dinesen var vidne til en krig i krigen, i Paris, hvor socialister
og støttere af det nationale side tørnede sammen. Den helt store massakre blev
udløst, da Versailleshæren havde held til at snige sig ind af byens porte og
derefter holde rene voldsorgier, hvor socialister såvel som tilfældige myrdedes
i tusindevis.
Sløret rives bort
Dinesen følte afsmag og lede ved den æresløse behandling af
kommunarderne, hvis sag, kampen for lighed og frihed, han var begyndt at fatte
sympati for. Det var en verden i opløsning, skriver Buk Swienty, hvor der ikke
var nogen storhed eller skønhed tilbage at vinde i kampens rus.
Den vestlige civilisation havde også en grusomme og selvretfærdige side.
En tilsvarende erkendelse nåede faderen frem til, da han som frivillig kæmpede i
Algeriet, og begyndte at fatte interesse for araberne og deres kamp for
selvstændighed. Nu havde Wilhelm Dinesen også fået nok af krig og blod. Han
troede, han skulle hjem på fødegården og heles, men der ventede et opgør med faderen. Snart stak Wilhelm til søs på vej til den amerikanske urskov, væk fra civilisationen med alle dens plager og rædsler. Noget vi helt
sikkert vil høre mere om i næste bind, der skulle udkomme til næste år.
Hvem gemmer sig bag
de vagtsomme ulveøjne?
Det er som vanligt spændende og velfortalt med den
journalistisk-dokumentariske fortællemåde som Buk Swienty så suverænt behersker
med klip, cliffhangers og en let selvironisk fortællerstemme, der drillende kan
pirre læserens nysgerrighed som her: ’Rent faktisk kom A.W. Dinesen til at stå
ansigt til ansigt med Abd el-Kader, et af hans livs mest farefulde og største
øjeblikke. Men – vi skal tilbage til Katholm.’
Buk Swienty kommer bagerst i bogen selv ind på
vanskeligheden ved at skrive en traditionel biografi om Dinesen; at han på så
mange afgørende områder var så diskret, at vi ikke ved noget om eventuelle
kærester, hans tanker omkring forældre, søskende, skolegang eller tiden på
landarkademiet.
Det kan forfatteren jo ikke dadles for, men det indre blik
mangler, og derfor synes jeg, at bogen mere end at være en egentlig biografi er
en beskrivelse af de gamle samfunds gradvise sammenstyrtning, de store
omvæltninger og de voldsomme krige som kaptajn Dinesen overværede på tætteste
hold.
Senere på året genudgiver Gyldendal 'Boganis jagtbreve og nye jagtbreve' af Wilhelm Dinesen med nyt forord af Dy Plambeck
Skriv en kommentar