Dus med himmelens
fluer og litteraturens grønne træer
’Svirrefluerne er for resten kun rekvisitter. Nej, ikke kun,
men til en vis grad. Fortællingen handler til dels om noget andet. Præcis hvad
ved jeg ikke helt. Nogle dage overbeviser jeg mig selv om at mit ærinde er at
sige noget om begrænsningens kunst og dens mulige lykke. Andre dage er mere
dystre. Spejle, overalt. Som om jeg blot stod i kø i regnvejr, uden for
bekendelseslitteraturens intellektuelle nudistlejr. Stivfrossen.’
Den svenske forfatter og litteraturkritiker Fredrik Sjöberg har
skrevet en underfundig genrebastard, der placerer sig et sted midt i mellem
essayet, selvbiografien og rejseskildringen. Det er på mange måder en
forunderlig bog, der formår at få selv biologiske analfabeter til begejstret at
læse bogens beskrivelser af at stå på en mark på en lille ø og med ketsjer i
hånd at vente på, at en ukendt eller glemt art af svirrefluefamilien skal komme
svirende gennem luften, så forfatteren kan indfange og siden spidde det lille
insekt med en nål for under lup at studere det nærmere.
Hvordan kan
det gå til at en bog, der på overfladen beskæftiger sig med noget så snævert, vel egentlig kun af interesse for fagfælder, er nået ud til så mange læsere?
Det er der en hel del grunde til. Den første er naturligvis, at Sjöberg skriver rigtig godt: selvironisk, underspillet med flittig
inddragelse af litteraturen og i kortfattede sætninger, der veksler mellem det
konkrete og det eksistentielle. Faktisk fletter han ofte først til sidst i en
sætning eller i et kapitel sin fortælling om svirrefluer og det at være
fluesamler sammen med en dybere betydning, overvejelser om livet eller
antydningen af en visdom høstet i de mange timer kun omgivet af naturen dens
lyde og lugte.
Begrænsningens kunst
og mulige lykke
Et andet svar på bogens succes har måske mindre at gøre med
forfatterens indlysende kunnen, som med en stærk tendens i tiden, der vender
sig mod det moderne med dets utal af muligheder, hæsblæsende tempo, evindelige
selviscenesættelser og overfladiske surfing henover de store dybder.
En romantisk længsel mod et mindre stressende og mere
autentisk liv. Men Sjöberg nægter at være sagtmodighedens prædikant eller være
frontfigur for en utopisk tilbagevenden til naturtilstanden. Det er ikke hans
ærinde, som han skriver ”Om ikke andet er trenden ’endnu mere, endnu hurtigere’
at foretrække frem for det modsatte, af den grund at man godt kan springe af et
lyntog, men ikke skynde på en æselkaravane. Det står enhver frit for ikke at
rejse og på den måde værge sig mod alle ufordøjelige indtryk og barbariske
sprog. Det modsatte ville være helt forfærdeligt …”.
Sjöbergs bog er derimod et afdæmpet forsøg på, med sig selv
som eksempel,at sige noget betydningsfuldt om den frihed, glæde og indsigt, der
kan følge med, hvis man er i stand til at udvælge,specialisere sig, dykke ned i ét
lille område og bliver knappolog – som han citerer Strindberg for med
ondskabsfuld brod at have betegnet det. Som barnet på stranden, der må have
afgrænset det grænseløse territorium, før det kan få overblik og ro til at give
sig i kast med at undersøge dets revir.
For forfatteren er det indgående studie af svirrefluer en
vej til indsigt i et for mange helt fremmed sprog: landskabets sprog, hvor
fluer er gloser og tegn, som kan afsløre dybder og hemmeligheder rundt omkring
os.
Det er slet ikke ulig litteraturen, der i bedste fald kan tilføje ens eget
liv dybde og en form for mening.
Indimellem er der kapitler i bogen, der virker lidt for
udflydende og ufokuseret, hvor jeg undrer mig over pointen, men samlet set er
det en forbløffende bog om et emne, jeg ikke vidste, jeg gerne ville vide noget
om.
Skriv en kommentar