Anmeldelse: Fluefælden af Fredrik Sjöberg

Sympatisk og fascinerende lille bog, der lader studiet af noget så tilsyneladende ubetydeligt som svirrefluer åbne op for vedkommende tanker om livet, lidenskaben og begrænsningens mulige lykke.

Dus med himmelens fluer og litteraturens grønne træer

’Svirrefluerne er for resten kun rekvisitter. Nej, ikke kun, men til en vis grad. Fortællingen handler til dels om noget andet. Præcis hvad ved jeg ikke helt. Nogle dage overbeviser jeg mig selv om at mit ærinde er at sige noget om begrænsningens kunst og dens mulige lykke. Andre dage er mere dystre. Spejle, overalt. Som om jeg blot stod i kø i regnvejr, uden for bekendelseslitteraturens intellektuelle nudistlejr. Stivfrossen.’

Den svenske forfatter og litteraturkritiker Fredrik Sjöberg har skrevet en underfundig genrebastard, der placerer sig et sted midt i mellem essayet, selvbiografien og rejseskildringen. Det er på mange måder en forunderlig bog, der formår at få selv biologiske analfabeter til begejstret at læse bogens beskrivelser af at stå på en mark på en lille ø og med ketsjer i hånd at vente på, at en ukendt eller glemt art af svirrefluefamilien skal komme svirende gennem luften, så forfatteren kan indfange og siden spidde det lille insekt med en nål for under lup at studere det nærmere.

Hvordan kan det gå til at en bog, der på overfladen beskæftiger sig med noget så snævert, vel egentlig kun af interesse for fagfælder, er nået ud til så mange læsere?

Det er der en hel del grunde til. Den første er naturligvis, at Sjöberg skriver rigtig godt: selvironisk, underspillet med flittig inddragelse af litteraturen og i kortfattede sætninger, der veksler mellem det konkrete og det eksistentielle. Faktisk fletter han ofte først til sidst i en sætning eller i et kapitel sin fortælling om svirrefluer og det at være fluesamler sammen med en dybere betydning, overvejelser om livet eller antydningen af en visdom høstet i de mange timer kun omgivet af naturen dens lyde og lugte.

Begrænsningens kunst og mulige lykke

Et andet svar på bogens succes har måske mindre at gøre med forfatterens indlysende kunnen, som med en stærk tendens i tiden, der vender sig mod det moderne med dets utal af muligheder, hæsblæsende tempo, evindelige selviscenesættelser og overfladiske surfing henover de store dybder.

En romantisk længsel mod et mindre stressende og mere autentisk liv. Men Sjöberg nægter at være sagtmodighedens prædikant eller være frontfigur for en utopisk tilbagevenden til naturtilstanden. Det er ikke hans ærinde, som han skriver ”Om ikke andet er trenden ’endnu mere, endnu hurtigere’ at foretrække frem for det modsatte, af den grund at man godt kan springe af et lyntog, men ikke skynde på en æselkaravane. Det står enhver frit for ikke at rejse og på den måde værge sig mod alle ufordøjelige indtryk og barbariske sprog. Det modsatte ville være helt forfærdeligt …”.

Sjöbergs bog er derimod et afdæmpet forsøg på, med sig selv som eksempel,at sige noget betydningsfuldt om den frihed, glæde og indsigt, der kan følge med, hvis man er i stand til at udvælge,specialisere sig, dykke ned i ét lille område og bliver knappolog – som han citerer Strindberg for med ondskabsfuld brod at have betegnet det. Som barnet på stranden, der må have afgrænset det grænseløse territorium, før det kan få overblik og ro til at give sig i kast med at undersøge dets revir.

For forfatteren er det indgående studie af svirrefluer en vej til indsigt i et for mange helt fremmed sprog: landskabets sprog, hvor fluer er gloser og tegn, som kan afsløre dybder og hemmeligheder rundt omkring os.

Det er slet ikke ulig litteraturen, der i bedste fald kan tilføje ens eget liv dybde og en form for mening.

Indimellem er der kapitler i bogen, der virker lidt for udflydende og ufokuseret, hvor jeg undrer mig over pointen, men samlet set er det en forbløffende bog om et emne, jeg ikke vidste, jeg gerne ville vide noget om.