Anmeldelse: Den farlige dreng – alene på flugt fra nazisterne af Boris Cyrulnik

Det er umuligt ikke at føle stor sympati for Boris Cyrulniks tragiske, men også oplivende livshistorie om, hvordan han modsat sine jødiske forældre overlevede den nazistiske jødeudryddelse, blev psykiater og med sine erfaringer hjalp krigtraumatiserede børn.

Desværre er selvbiografien temmelig anstrengende læsning. Klicheerne er for mange, drengens oplevelsesverden er al for tydeligt den voksne psykiaters efterrationalisering, og så er sproget en uskøn blanding af talesprog, psykiatribegreber og opstyltet billedsprog.

Traumet
Da Boris Cyrulnik var seks år gammel og boede i det tyskbesatte Frankrig, gik det op for ham, at han, som den danske oversættelse lyder, var en farlig dreng – et barn, der på grund af sin races påståede urenhed, var en fare, en trussel, der måtte elimineres. For at overleve måtte han derfor skjule sin sande identitet og sit navn, blive en anden for ikke at lide samme tragiske skæbne som forældrene, der begge omkom i Auschwitz. Ved tilfældigheder og gode menneskers hjælp lykkedes det ham at flygte, efter han blev anholdt i 1944, og således klare sig gennem resten af krigen.

Men oplevelsen af at miste sine forældre, at nogle ønskede ham udryddet som et eller andet pestbefængt skadedyr, og endelig, at være nødt til at skjule eller skamme sig over de traumatiserende hændelser, satte sig dybe spor i drengen og den voksne mands psyke. Spørgsmålet er, hvordan det overhovedet var muligt at gøre sig tilstrækkelig fri af fortiden til at kunne leve videre, klare hverdagen, føle glæde igen, og blive en anderkendt psykiater.

Opstyltet og causerende stil
Det er et interessant spørgsmål, men jeg synes ikke Cyrulnik trods sin ekspertise formår at give et særligt fyldestgørende svar. Det bliver ved generelle, forblommede formuleringer om, hvordan hukommelsen kan skabe mening i det meningsløse, at enhver selvfremstilling er en forestilling om ens fortid og altså ikke SANDHEDEN i historisk forstand, og derfor kan justeres eller nuanceres; og så noget om at skrive sig ud af sorgen og ensomheden og at aflægge vidnesbyrd for eftertiden.

Det er der sikkert meget sandhed i, men det føles bare som om bogen skøjter på overfladen og skærer erindringsbillederne til rette, så de lige passer i den på forhånd etablerede psykiatriske formel. Samtidig er der noget på en gang mageligt, pompøst og fagligt upræcist i fremstillingen af de psykiske processer med ’spøgelser i fortiden’ og ’genfærd i min sjæl’.

Der er noget let causerende og selvtilfreds i tonen, som her hvor Boris Cyrulnik skriver om sin tid som kommunist. Det moraliserende, koketterende og opstyltede kolliderer med de næsten selvindlysende sandheder, og det helt flade talesprog:

’Desværre fik jeg allerede som meget ung smag for tvivlen, der giver én en glæde ved ikke at aflire teksten, men som samtidig fratager én glæden ved at være en del af et kor. At tænke selv er en stor tilfredsstillelse. Hvor er det en skam, at denne anstrengelse fjerner glæden ved at lade sig afstive af en fælles myte. Det er ikke så rart at skulle vælge mellem trældommens lykke, der gør os trygge, og lysten til at gå sine egne veje og hermed isolere sig. ’

Yderligere er teksten plaget af mange udråb, mere eller mindre tilfældige indfald, og som nævnt en al for ukritisk brug af klicheer og almenkendte sandheder. Det ærgrer mig virkelig at måtte sige det, men forfatteren er trods sit professionelle kendskab til psyken ikke i stand til at belyse nye sider af traumets natur, og derved forklare hvad der mere præcist gør, at nogle bukker under og andre klarer sig igennem –de druknede og de frelste, som Primo Levi betegnede dem.


Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.