Og er der, som Enzenzberger argumenterer for, tale om bevidste
handlinger med det formål at holde eventuelt kritiske borgere uden for
indflydelse, når EU-bureaukratiet er blevet så helt igennem uigennemskueligt,
når politikeren belærer os om, at der ikke findes noget alternativ, og
traktaterne bliver skrevet i et helt ulæseligt pigtrådssprog?
’EU ser det ikke som sin opgave at undertrykke borgerne, men
så diskret som muligt at homogenisere alle livets forhold tværs over kontinentet.
Der er ikke tale om et folkefængsel, men derimod om en opdragelsesanstalt, der
føler sig forpligtet til at føre venligt, men strengt opsyn med sine plejebørn.
Målet er, at deres
liv styres centralt og fastlægges efter et sæt ordensregler med masser af
paragraffer, der omfatter alt fra boligstøtte til en sund kostplan. Men at
genopdrage fem hundrede millioner mennesker er en herkulisk opgave, som flere
regimer har knækket halsen på. Vi må betvivle om vores formyndere kan overkomme
det. ’
Nede i Europa
Det europæiske samarbejdes allerstørste fortjeneste er uden
tvivl den fred og stabilitet, der (stort set) har hersket i Europa siden 1945.
Men også den fri bevægelighed, opgør med karteldannelser, aftaler om fiskekvoter
og de fælles europæisk beslutninger om deponering af radioaktivt affald er områder,
hvor et overnationalt samarbejde har vist sit klare værd, mener Enzensberger.
Men så er det også slut med roserne, for EU har med tiden udviklet
sig til et bureaukratisk monstrum, hvis endegyldige mål det er ’at udhule
nationalstaternes suverænitet til fordel for transnationale interesser.’
Det er en europæisk elite af nidkære embedsmænd og ’vogtere’
i form af EU-kommissærer, der behageligt hævet over nationalstaterne og befolkningens
smålige forbehold, konstant strækker EU's beføjelser, udvider deres kompetencer
efter behov (fleksibilitetsklausulen) for derved at følge deres kald til at
varetage såkaldte overordnede fællesinteresser.
Vores formyndere
Det er udemokratisk; kommissærerne er som bekendt ikke
folkevalgte, men er reelt de eneste, der kan stille nye lovforslag. Ligeså
udvider EU-domstolen konstant sine beføjelser og sætter medlemslandenes retspraksis
ud af kraft. Der er en jungle af instanser som øver indflydelse på EU-borgernes
liv, uden at befolkningerne kan føre opsyn eller drage dem til ansvar.
Der hersker en form for tankeforbud skriver Enzensberger
polemisk, når løsningerne altid allerede er givet: det er hver gang et tættere
EU-samarbejde, der er brug for, aldrig mindre EU: TINA (there is no alternative) der findes ikke noget alternativ, og økonomien
er en højere magt, som ingen kan stille noget op over for. Hvilket selvfølgelig
er usandt, og selv om kun et land ud af de 16 i 2010 levede op til
stabilitetspagten (i 12 lande er statsgælden på over 60 %!) bremsede det ingenlunde
EU fra at gå videre med det monetære samarbejde.
Vi alene vide
Der udgår en sand syndflod af direktiver, retningslinjer og
forskrifter fra EU, hvis egentlige formål er at regulere, kontrollere og
ensrette en opsætsig befolkning, der ikke vil sit eget bedste. Formynderiet
tjener altså i Enzensbergers udlægning, til at beskytte de moralsk fordærvede
EU-borgere mod sig selv: bureaukratiet opfører sig som om det var besat af
fjendens efterretningstjeneste, skriver han.
Der er en tillidskrise mellem befolkningerne og det øgede EU
–samarbejde, som de få afstemninger, der er blevet afholdt, tydeligt har
demonstreret. Det bliver forsøgt løst dels ved at understøtte selvforherligende
tv-kanaler som Euronews og Euronet, der serverer propaganda, som nyheder fra EU,
og så på den anden side at benytte sig at et særligt uforståeligt EU-sprog, der
gør det til en forhindringsbane at forstå EU-traktaterne.
 |
| Hans Magnus Enzensberger |
Kritik bliver mødt med vrede og vantro: en af embedsmændenes
interesseorganisationer, FFPE, skrev et åbent brev til kommissionen og krævede,
at der skulle oprettes en ’særlig enhed, der er udstyret med de nødvendige
midler til at imødegå alle ærekrænkende angreb, der gør EU-ansatte til
syndebukke’, og EU-kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, synes at mene,
at de lande, der ikke vil som han, modsætter sig ’den europæiske ånd’.
Det
berømte subsidiaritetsprincip (nærhedsprincippet), om at løse, hvad løses kan
lokalt, nationalt, er reelt sat ud af kraft.
Man kan ifølge Enzensberger ikke tale om ’et demokratisk
underskud’: ’det er ikke en medicinsk gåde, men en bevidst principbeslutning’.
Altså bare et pænere ord for umyndiggørelse af borgerne.
Grænser for EU?
Det originale ved EU er, at den regerer ved blød magt; den
lader som om den er hensynsløst menneskekærlig: ’Vores formyndere er ikke
skurke, men filantroper’. Det sidste forefindes også på nationalt plan, som
Enzensberger pointerer, hvor borgerne tilsyneladende frivilligt afgiver store
dele af deres frihed mod klare dessiner og retningslinjer for, hvordan de bør
leve deres liv.
Enzensbergers tekst er sarkastisk, polemisk og stort set ensidig,
men den befinder sig efter min bedste overbevisning ikke ude på noget konspiratorisk
overdrev. For mig sætter Enzensbergers kritiske tekst ord på egen voksende
fornemmelse af, at et begrænset EU-samarbejde og et EU i flere tempi er aflyst
til fordel for et stadig tættere samarbejde uden befolkningens samtykke, hvor
kritik eller ønske om tilbageholdenhed fra politisk hold bliver mødt med det
magtfuldkomne there is no alternative
– postulat.
Hvor skal grænsen for EU's indflydelse gå, og hvor meget
selvbestemmelse kan nationalstaterne afgive, uden at det demokratiske fundament,
de bygger på, smuldrer? Det er i den grad en diskussion værd.
Skriv en kommentar