Anmeldelse: Det tandløse monster i Bruxelles af Hans Magnus Enzensberger

Der er stadig bid i den vrisne Enzensberger. Hans seneste essay former sig som et velovervejet vredesudbrud mod EU-formynderiet og det enevældige bureaukrati. Hvad end man er skeptiker eller tilhænger af EU-samarbejdet, må man efter endt læsning spørge sig selv, om ikke han har ret i sin hovedpointe: at der er grund til bekymring over at befolkningerne har stadigt mindre at skulle have sagt i forhold til de beslutninger, der træffes i Bruxelles og Strasbourg.

Og er der, som Enzenzberger argumenterer for, tale om bevidste handlinger med det formål at holde eventuelt kritiske borgere uden for indflydelse, når EU-bureaukratiet er blevet så helt igennem uigennemskueligt, når politikeren belærer os om, at der ikke findes noget alternativ, og traktaterne bliver skrevet i et helt ulæseligt pigtrådssprog?

’EU ser det ikke som sin opgave at undertrykke borgerne, men så diskret som muligt at homogenisere alle livets forhold tværs over kontinentet. Der er ikke tale om et folkefængsel, men derimod om en opdragelsesanstalt, der føler sig forpligtet til at føre venligt, men strengt opsyn med sine plejebørn.

Målet er, at deres liv styres centralt og fastlægges efter et sæt ordensregler med masser af paragraffer, der omfatter alt fra boligstøtte til en sund kostplan. Men at genopdrage fem hundrede millioner mennesker er en herkulisk opgave, som flere regimer har knækket halsen på. Vi må betvivle om vores formyndere kan overkomme det. ’

Nede i Europa
Det europæiske samarbejdes allerstørste fortjeneste er uden tvivl den fred og stabilitet, der (stort set) har hersket i Europa siden 1945. Men også den fri bevægelighed, opgør med karteldannelser, aftaler om fiskekvoter og de fælles europæisk beslutninger om deponering af radioaktivt affald er områder, hvor et overnationalt samarbejde har vist sit klare værd, mener Enzensberger.

Men så er det også slut med roserne, for EU har med tiden udviklet sig til et bureaukratisk monstrum, hvis endegyldige mål det er ’at udhule nationalstaternes suverænitet til fordel for transnationale interesser.’
Det er en europæisk elite af nidkære embedsmænd og ’vogtere’ i form af EU-kommissærer, der behageligt hævet over nationalstaterne og befolkningens smålige forbehold, konstant strækker EU's beføjelser, udvider deres kompetencer efter behov (fleksibilitetsklausulen) for derved at følge deres kald til at varetage såkaldte overordnede fællesinteresser.

Vores formyndere
Det er udemokratisk; kommissærerne er som bekendt ikke folkevalgte, men er reelt de eneste, der kan stille nye lovforslag. Ligeså udvider EU-domstolen konstant sine beføjelser og sætter medlemslandenes retspraksis ud af kraft. Der er en jungle af instanser som øver indflydelse på EU-borgernes liv, uden at befolkningerne kan føre opsyn eller drage dem til ansvar.  

Der hersker en form for tankeforbud skriver Enzensberger polemisk, når løsningerne altid allerede er givet: det er hver gang et tættere EU-samarbejde, der er brug for, aldrig mindre EU: TINA (there is no alternative) der findes ikke noget alternativ, og økonomien er en højere magt, som ingen kan stille noget op over for. Hvilket selvfølgelig er usandt, og selv om kun et land ud af de 16 i 2010 levede op til stabilitetspagten (i 12 lande er statsgælden på over 60 %!) bremsede det ingenlunde EU fra at gå videre med det monetære samarbejde.

Vi alene vide
Der udgår en sand syndflod af direktiver, retningslinjer og forskrifter fra EU, hvis egentlige formål er at regulere, kontrollere og ensrette en opsætsig befolkning, der ikke vil sit eget bedste. Formynderiet tjener altså i Enzensbergers udlægning, til at beskytte de moralsk fordærvede EU-borgere mod sig selv: bureaukratiet opfører sig som om det var besat af fjendens efterretningstjeneste, skriver han.

Der er en tillidskrise mellem befolkningerne og det øgede EU –samarbejde, som de få afstemninger, der er blevet afholdt, tydeligt har demonstreret. Det bliver forsøgt løst dels ved at understøtte selvforherligende tv-kanaler som Euronews og Euronet, der serverer propaganda, som nyheder fra EU, og så på den anden side at benytte sig at et særligt uforståeligt EU-sprog, der gør det til en forhindringsbane at forstå EU-traktaterne.

Hans Magnus Enzensberger
Kritik bliver mødt med vrede og vantro: en af embedsmændenes interesseorganisationer, FFPE, skrev et åbent brev til kommissionen og krævede, at der skulle oprettes en ’særlig enhed, der er udstyret med de nødvendige midler til at imødegå alle ærekrænkende angreb, der gør EU-ansatte til syndebukke’, og EU-kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, synes at mene, at de lande, der ikke vil som han, modsætter sig ’den europæiske ånd’. 


Det berømte subsidiaritetsprincip (nærhedsprincippet), om at løse, hvad løses kan lokalt, nationalt, er reelt sat ud af kraft.

Man kan ifølge Enzensberger ikke tale om ’et demokratisk underskud’: ’det er ikke en medicinsk gåde, men en bevidst principbeslutning’. Altså bare et pænere ord for umyndiggørelse af borgerne.

Grænser for EU?
Det originale ved EU er, at den regerer ved blød magt; den lader som om den er hensynsløst menneskekærlig: ’Vores formyndere er ikke skurke, men filantroper’. Det sidste forefindes også på nationalt plan, som Enzensberger pointerer, hvor borgerne tilsyneladende frivilligt afgiver store dele af deres frihed mod klare dessiner og retningslinjer for, hvordan de bør leve deres liv.  

Enzensbergers tekst er sarkastisk, polemisk og stort set ensidig, men den befinder sig efter min bedste overbevisning ikke ude på noget konspiratorisk overdrev. For mig sætter Enzensbergers kritiske tekst ord på egen voksende fornemmelse af, at et begrænset EU-samarbejde og et EU i flere tempi er aflyst til fordel for et stadig tættere samarbejde uden befolkningens samtykke, hvor kritik eller ønske om tilbageholdenhed fra politisk hold bliver mødt med det magtfuldkomne there is no alternative – postulat.

Hvor skal grænsen for EU's indflydelse gå, og hvor meget selvbestemmelse kan nationalstaterne afgive, uden at det demokratiske fundament, de bygger på, smuldrer? Det er i den grad en diskussion værd.  








Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.