Anmeldelse: Konstantinopels fald – slaget mellem Islam og Vesten af Roger Crowley

Hvornår opstod Europa?

Hvornår blev Europa egentlig til i det europæiske menneskes bevidsthed? Hvornår blev området så meget en enhed, at man tydeligt kunne drage mentale og geografiske grænser omkring Europa? Den norske historiker Karsten Alnæs lader sit fire-binds-værk om Europa historie begynde med Konstantinopels fald til osmannerne i 1453. 

Tabet af den sidste rest af det gamle Østromerske rige foranledigede de mange forskellige europæiske magthavere og gejstlige til for alvor at tale om og definere en særlig europæisk-kristen kultur og mentalitet i opposition til de indtrængende muslimske osmannere.

Konstantinopel mellem øst og vest
Slaget om Konstantinopel har derfor en mentalitetshistorisk betydning, der rækker langt ud over den historiske kendsgerning, at det længe havde gået tilbage for Byzans eller det Østromerske rige, der før osmannernes indtog i Konstantinopel var svundet ind til næsten ingenting og reelt blot var en vasal for Guds skygge på jorden, den osmanniske sultan.

Det faktum, at de andre kristne riger ikke kom deres nødstedte broder til hjælp, ændrer ikke på at muslimernes nedslagtning og indtog i verdensbyen Konstantinopel sendte chokbølger gennem hele den kristne verden, der ikke kunne tro at den engang så rige og stadig velbefæstede by med sine tykke forsvarsmure og beskyttet af vand på tre sider nogensinde kunne falde. Men det gjorde den altså, og Roger Crowley fortæller levende og præcist om, hvordan det gik til.

En gammel islamisk drøm går i opfyldelse
De islamiske herskeres ønske om at erobre ’Det gyldne æble’ var nemlig allerede en gammel historie dengang i 1453. Helt tilbage fra 600 tallet havde araberne forsøgt uden held at indtage byen. Slagne måtte de opgive belejringen af Konstantinopel, men det brændende ønske om at den sande tros agenter engang skulle indtage denne storslåede by, som den romerske kejser Konstantin havde grundlagt i 324, forsvandt aldrig, men gik i stedet i arv til de forskellige normadiske stammer i området, som kastede begærlige blikke mod byen, hvis ry og umådelig velstand virkede som en sand magnet.

En af disse mange stammer, kendt som osmannere, lod sig konvertere til Islam og fravristede med dygtighed, hurtighed og stor militær-teknisk kunnen efterhånden stadig større områder fra et Østromersk rige plaget af borgerkrige, elendige herskere, pest og et stærkt mistillidsforhold til de katolsk-kristne riger i vest, der betragtede de ortodokse byzantinerne som kættere og som underlige, overdrevent ceremonielle ’orientalere’. 
De stolte indbygger i det østromerske rige så derimod sig selv som traditionalister, arvtagere til Det Romerske rige og forsvarere af den sande kristne tro.

Byens dage er talte
De byzantinske herskere holdt osmannerne stangen ved på ’byzantinsk’ vis at blande sig i Osmannerrigets arvfølge, bestikke og puste yderligere til de i forvejen ophede magtkampe om, hvem der skule være den næste osmaniske hersker – i forvejen var det en blodig og besværlig affære, da der ikke herskede nogen fast arvefølge, hvorfor sultanens mest snarrådige søn som regel dræbte alle sine potentielle konkurrenter, det vil sige alle hans brødre.

Derfor stod det tidligt den skarpsindige og koldblodige rødskæggede yngling, Mehmet, klart, da han blev sultan, at Osmannerriget aldrig ville være sikret så længe Konstantinopel var på kristne hænder. Derfor begyndte han at udtænke en plan for, hvordan han kunne opnå det, så mange før ham ikke havde magtet: at indtage ’Det andet Rom’. Hvordan det gik for sig, kan man selv læse. Roger Crowley giver en god indføring i såvel Byzans som i Osmannerrigets historie, og fortæller så ellers engageret og minutiøst om slagets gang.

Det er hårdrejsende, når Crowley tager os op blandt de rædselsslagne forsvarere, der så langt øjet rækker kun kan se telte, kæmpe-bannere, gigantiske kanoner og tusinder og atter tusinder af veltrænede osmanniske styrker, og måske også se de hvide hatte på elitekorpset af de kristne slaver, janitsharerne.   
En grundig, men særdeles engageret fremstilling.


Dog synes jeg, at Lovprisningen på forsiden af bogen ’Hvis al historieskrivning blev skrevet på denne måde, ville John Grisham være fortabt’ er temmelig misvisende. Nok er bogen velfortalt og dramatisk, men der er lidt som at sammenligne æbler og pærer: Crowley er forpligtet på de historiske kilder, saglighed og at give læseren en nødvendig indføring i den historiske baggrund for slaget om Konstantinopel. Det er altså ikke sværdhug, kanontorden og action hele vejen igennem, som man måske kunne forledes til at tro. John Grisham skriver fiktive og handlingsfortættede dramaer, og er kun forpligtet på at underholde.     
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.