Hvornår blev Europa egentlig til i det
europæiske menneskes bevidsthed? Hvornår blev området så meget en enhed, at man
tydeligt kunne drage mentale og geografiske grænser omkring Europa? Den norske
historiker Karsten Alnæs lader sit fire-binds-værk om Europa historie begynde med
Konstantinopels fald til osmannerne i 1453.
Tabet af den sidste rest af det gamle Østromerske rige foranledigede de
mange forskellige europæiske magthavere og gejstlige til for alvor at tale
om og definere en særlig europæisk-kristen kultur og mentalitet i opposition
til de indtrængende muslimske osmannere.
Konstantinopel mellem
øst og vest
Slaget om Konstantinopel har derfor en mentalitetshistorisk betydning, der rækker langt ud over den historiske kendsgerning, at det længe havde gået
tilbage for Byzans eller det Østromerske rige, der før osmannernes indtog i
Konstantinopel var svundet ind til næsten ingenting og reelt blot var en vasal
for Guds skygge på jorden, den osmanniske sultan.
Det faktum, at de andre kristne riger ikke kom deres
nødstedte broder til hjælp, ændrer ikke på at muslimernes nedslagtning og indtog
i verdensbyen Konstantinopel sendte chokbølger gennem hele den kristne verden,
der ikke kunne tro at den engang så rige og stadig velbefæstede by med sine
tykke forsvarsmure og beskyttet af vand på tre sider nogensinde kunne falde. Men
det gjorde den altså, og Roger Crowley fortæller levende og præcist om, hvordan
det gik til.
En gammel islamisk
drøm går i opfyldelse
De islamiske herskeres ønske om at erobre ’Det gyldne æble’ var
nemlig allerede en gammel historie dengang i 1453. Helt tilbage fra 600 tallet
havde araberne forsøgt uden held at indtage byen. Slagne måtte de opgive
belejringen af Konstantinopel, men det brændende ønske om at den sande tros
agenter engang skulle indtage denne storslåede by, som den romerske kejser
Konstantin havde grundlagt i 324, forsvandt aldrig, men gik i stedet i arv til de
forskellige normadiske stammer i området, som kastede begærlige blikke mod byen,
hvis ry og umådelig velstand virkede som en sand magnet.
En af disse mange stammer, kendt som osmannere, lod sig
konvertere til Islam og fravristede med dygtighed, hurtighed og stor militær-teknisk
kunnen efterhånden stadig større områder fra et Østromersk rige plaget af
borgerkrige, elendige herskere, pest og et stærkt mistillidsforhold til de
katolsk-kristne riger i vest, der betragtede de ortodokse byzantinerne som
kættere og som underlige, overdrevent ceremonielle ’orientalere’.
De stolte
indbygger i det østromerske rige så derimod sig selv som traditionalister, arvtagere
til Det Romerske rige og forsvarere af den sande kristne tro.
Byens dage er talte
De byzantinske herskere holdt osmannerne stangen ved på ’byzantinsk’ vis at blande sig i Osmannerrigets arvfølge, bestikke og puste yderligere til de i
forvejen ophede magtkampe om, hvem der skule være den næste osmaniske hersker –
i forvejen var det en blodig og besværlig affære, da der ikke herskede nogen
fast arvefølge, hvorfor sultanens mest snarrådige søn som regel dræbte alle
sine potentielle konkurrenter, det vil sige alle hans brødre.
Derfor stod det tidligt den skarpsindige og koldblodige rødskæggede
yngling, Mehmet, klart, da han blev sultan, at Osmannerriget aldrig ville være sikret
så længe Konstantinopel var på kristne hænder. Derfor begyndte han at udtænke
en plan for, hvordan han kunne opnå det, så mange før ham ikke havde magtet: at
indtage ’Det andet Rom’. Hvordan det gik for sig, kan man selv læse. Roger
Crowley giver en god indføring i såvel Byzans som i Osmannerrigets historie, og
fortæller så ellers engageret og minutiøst om slagets gang.
Det er hårdrejsende, når Crowley tager os op blandt
de rædselsslagne forsvarere, der så langt øjet rækker kun kan se telte, kæmpe-bannere,
gigantiske kanoner og tusinder og atter tusinder af veltrænede osmanniske
styrker, og måske også se de hvide hatte på elitekorpset af de kristne slaver,
janitsharerne.
En grundig, men særdeles engageret fremstilling.
Dog synes jeg, at Lovprisningen på forsiden af bogen ’Hvis al
historieskrivning blev skrevet på denne måde, ville John Grisham være fortabt’ er
temmelig misvisende. Nok er bogen velfortalt og dramatisk, men der er lidt som
at sammenligne æbler og pærer: Crowley er forpligtet på de historiske kilder, saglighed
og at give læseren en nødvendig indføring i den historiske baggrund for slaget
om Konstantinopel. Det er altså ikke sværdhug, kanontorden og action hele vejen
igennem, som man måske kunne forledes til at tro. John Grisham skriver fiktive
og handlingsfortættede dramaer, og er kun forpligtet på at underholde.
Skriv en kommentar