Anmeldelse: 1913 Århundredets sommer af Florian Illies

Mod forliset med eyes wide shut

1913 er ikke mere end et par sekunder gammel før det første skud lyder, som en forudgribelse af den katastrofe, som meget snart vil ryste den gamle verden med udbruddet af 1. Verdenskrig. Men her viser det sig såmænd bare at være en fattig sort dreng fra New Orleans, der afprøvede sin fars revolver. Drengen er ingen anden end Louis Armstrong, der med sin trompeteren senere vil blæse den ganske verden omkuld.

Den tyske forfatter og kunsthistoriker Florian Illies giver os i denne bog måned for måned sin fremstilling af det sidste normale år, før helvede brød løs. Det er der kommet en ganske fornøjelig og interessant beretning ud af.

Forfatteren blander ugenert litteratur med fakta og biografiske detaljer i sin fremstilling af de førende kunstneres og intellektuelles handlen og gøren i løbet af det år, han betegner som ’århundredets sommer’.

Lediggang og undergang

Det er det gamle Europa: Wien, Det Habsburgske rige, Berlin, München og Paris, der udgør hovedscenen for de store og små dramaer i bogen:

 I Prag vandrer Kafka hændervridende og hvileløs rundt i pauserne fra sit romanskriveri og piner sig selv med kærlighedskvaler; den mislykkede maler Hitler går ture i Wiens slotspark, hvor han  måske letter på hatten for den koparrede revolutionære eksilrusser Stalin, der går ture samme sted; komponisten Schönberg gruer for ulykkestallet 13;

 Thomas Mann får en ødelæggende, og mener han, æreskrænkende anmeldelse af sit skuespil, Freud frygter for gensynet med Jung; Spengler påbegynder første kapitel af sit kulturpessimistiske værk 'Vesterlandets undergang', mens Ernst Jünger drømmer sig væk til det eksotiske og eventyrlige Afrika.
Sådan går livet sin vante gang, mens butikskæden Irma bliver grundlagt og ozonlaget opdages.

Det er nerver alt sammen

Meget mere end korte notitser hører vi ikke om hverken krigen på Balkan eller den kraftige militære oprustning. De fleste af de portrætterede i bogen har øjnene rettet indad: de er fanget i deres overspændte selv, i deres pompøse selviscenesættelser eller forskellige kærlighedsaffærer - så meget så det indimellem er nødvendig med en rekreation fra deres forpinte selv.

Den engelske historiker Norman Angell har jo skrevet en populær bog, der forklarer, hvordan en verdenskrig er et helt umuligt scenarium i en globaliseret verden, så måske derfor er skønåndernes blikke så indadrettede.  Flere af dem nærmest dyrker nerverne, udskejelserne og de ny revolutionære former i kunsten.
Men i privatlivet virker de dog ret gennemsnitlige og banalt selvoptagede.  Der er en slags verdensfjern letsindighed over det hele.

Var det ikke for Florian Illies underspillede ironi, ville det være temmelig klaustrofobisk at være sammen med så mange excentrikere. Men det morsomme i fremstillingen ligger i det misforhold, den dybe kløft, der er mellem de vitterlig geniale kunsternes værker, og så denne udprægede svælgen i egen dårligdomme, smålig nid og nag og andre trivialiteter fra hverdagen.   

Rilke med de tynde pianistfingre, de dybe øjne og endnu dybere poesi fortryller borgerskabets rige kvinder. Han tager med kyshånd i mod de kvindelige velynders sympati, og særligt glad bliver han for deres penge, der muliggøre hans luksuriøse lediggang. Men når ægteskabstilbuddene kommer, skyr han dem med taktfuld, men nænsom foragt.

Opgøret med autoriteterne og den underdanige tilgang til dem – ’den preussiske underofficer-mentalitet’ –ligger i luften, og er på tapetet hos både Kafka, Jung og Walter Benjamin. Sidstnævnte sidder sågar i sine forældres hus og skriver flammebogstaver til opråb for et langt mere gennemgående opgør med patriarkatet. Ironien er til at tage og føle på.  

1913 Århundredets sommer er en fin lille bog, der når den er bedst, udvisker de hundrede år, der adskiller læseren fra de portrætterede, der måske slet ikke er så forskellige fra os, der lever i 2013.