Henvendt til den
almindligt interesserede skeptiske læser
Juan Eslava Galán, der er ligeså meget forfatter, som han er historiker,
fører den almindeligt interesserede læser gennem århundredernes kommen og gåen
i spansk historie.
Igen er det den gode fortælling, der er i centrum og ikke årstal,
kongerække og trist udenadslære.
Forfatteren har en enorm detaljeret viden om emnet, hvilket
gør ham i stand til at lægge overraskende og nye vinkler på velkendt stof, og
afmontere fremherskende myter, som ikke mindst Francotidens skoleundervisning har fostret mange af.
Indavlede habsburgere
og stolte stikkere
Det er subjektivt, personligt engageret, morsomt og meget
utraditionelt, når Galán ubesværet bevæger sig fra de herskende klassers magtkampe
og slibrige affærer og de kongelige ægteskaber, hvor galopperende indavl fremavler
forrykte og vanartede konger på stribe, og ned til pøblens slidsomme, korte liv,
mens det hele tilsættes et kulturhistorisk perspektiv, der puster liv, lugt og lidenskab
i historien.
For eksempel hører vi
om, hvordan det gav både ære, prestige og stort set straffrihed at være stikker
for Inkvisitionen. Så meget endda at almindelige mennesker stolt skiltede med
det på deres huse. Den berygtede Spanske Inkvisition var i øvrigt, hvad torturmetoder
og antal af henrettede angår, slet ikke
værre end, hvad der foregik på samme tid i lande som Tyskland, Frankrig og
England.
Dets skrækindjagende
ry skyldes især institutionens lange levetid – frem til første del af 1800
tallet – og ikke mindst oplysningstidens tænkere, der i Den Spanske Inkvisition
havde et samtidigt billede på alt hvad der var bagstræberisk, formørket og barbarisk mysticisme.
Dog medførte det angiver-og frygtsamfund, som fulgte med inkvisitionen
i slutningen af 1400-tallet og frem med krav om, at man skulle kunne bevise, at
man hverken var af maurisk eller jødisk afstamning (limpieza de sangre), men derimod gammelkatolsk (ved blandt andet synligt
for alle at spise svinekød) utvivlsomt at den åbne, intellektuelle kritik af
kirkens magt og enevælden forstummede og forsvandt.
Det betød at landet i århundrede stod i åndeligt stampe,
mens andre nationer udviklede driftige iværksættere og nød godt af fremvæksten
af den nye klasse af selvsikre borgere, der gik forrest i kampen mod adlen for at
sikre øgede rettigheder. Borgerstanden bibragte i andre lande til en øget vækst, der for lang
tid var Spanien helt fremmed.
Historien som
tragedie eller farce
Den så berømte uovervindelige spanske armada, blev af
spanierne aldrig kaldt sådan. Det var englænderne, der senere for at føje spot
til skade og samtidig forøge deres egen heroiske indsats døbte den sådan.
Sandheden var at den spanske flåde var både rent talmæssigt englændernes langt
underlegen, og teknisk var den intet match for den stærke engelske flåde.
Man behøver ikke at være enig med forfatteren i alt, som når
han for eksempel skriver, at den eneste løsning på den baskiske terrorisme nok
er at give regionen sin selvstændighed – nej, løsningen er ikke som senere
begivenheder har vist, ikke at give efter for et mindretals terror – eller når
han måske stirrer sig lovlig bind på sin yndlings-aversion kirken og katolicismen.
Men når det er sagt, er det en letlæst, vidende og virkelig morsom
historiebog, hvor Juan Eslava Galán for det meste formår at fortælle nuanceret
og engageret med en altid underspillet ironi, der sætter Spaniens mange
tragedier: borgerkrige, galskab, rædsler og en uendelig række af tåbelig
forfængelighed i et meget menneskeligt lys.
Spaniens historie tager sig for forfatteren vel på skift ud som nogen gange en tragisk komedie og andre gange en komisk tragedie.
Skriv en kommentar