Guide: 10 historiske romaner til sommerferien

Historical-FictionHistoriske romaner til al slags sommervejr.
Er du til romerriget, 1700-tallet, Den Amerikanske Borgerkrig eller Nazi-tyskland? Uanset hvilken destination, der er din favorit på lænestolsrejsen, så følger her Kultur-cafeens bud på 10 gode historiske romaner lige til at tage med i sommerhus eller til rejsen sydpå.

opmålingen af verden

Opmålingen af verden af Daniel Kehlmann

Kehlmanns eventyrlige gennembrudsroman fortæller med megen humor den medrivende historie om de to genier og særlinge Carl Friedrich Gauss’ og Alexander Von Humbolts opmåling af verden.

Det er to egensindige herrer med blikket rettet mod de videnskabelige stjerner: Den ene en frygtløs globetrotter, der drager til Sydamerika, Mellemøsten og Rusland; den anden en gnaven hypokondrisk hjemmeføding.

Man klukker af fryd, mens man læser om tiden og om de to følelsesmæssigt afstumpede repræsentanter for den europæiske nysgerrighed og videnstrang.

zarens-dvaerg_163195

Zarens dværg af Peter Fogtdal

Historien om den temperamentsfulde danske dværg, Sørine Bentsdatter, der af den danske konge Frederik den 4. bliver foræret til den russiske zar Peter den store i 1716.

Historien fortælles af den ukuelige og på sin egen måde charmerende Sørine, og resultatet er en både farverig og til trods for den ondsindede hån og latter mod dværge en indimellem meget morsom beretning.

Læs hele anmeldelsen her

Imperium

Imperium Harris Robert

Første del af en trilogi om den romerske sagfører, politiker og gudbenådede retorikker, Cicero, i tiden op til den romerske republiks fald. Troværdig, spændende og velresearchet. Harris’ evner som spændingsforfatter fornægter sig heller ikke her.

Læs hele anmeldelsen her

profeterne i evighedsfjorden

Profeterne i Evighedsfjorden af Kim Leine

Kim Leines store fortælling om den danske 1700-tals-præst Morten Falck, der fra Kongens København drager til Grønland, hvor han bliver udsat for et sandt kulturchok, der vender op og ned på hans forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert.

Og et oprør blandt de kristne grønlændere tvinger Falck til at vælge side: enten at stå ved danske overherredømme eller lade sig rive med af frihedstrangen.

De uskyldige

De Uskyldige af Andrew Miller

Igen er vi i 1700-tallet nærmere bestemt i 1785 i frihedsstormens epicenter, Paris. Hertil ankommer den unge ingeniør, Jean-Baptiste Baratte, der har fået til opgave at rydde den overfyldte og ildelugtende kirkegård Les Innocents.

Han er opfyldt af oplysningstidens idealer og frihedstrang, men mødet med de mørke grave, områdets beboere, og de hændelser, han her udsættes for, bringer ham i alvorlig tvivl om sit eget ståsted og identitet.

Læs hele anmeldelsen her

I tider med aftagende lys

I tider med aftagende lys

En fantastisk tysk slægtsroman, der i tilbageblik beretter DDRs historie fortalt gennem familien Powileit. Til trods for den menneskeknusende stat, familiens gradvise opløsning og deres mange interne konflikter er historien herlig fortalt med megen underspillet humor og medmenneskelig varme.

Læs hele anmeldelsen her

kaffehandleren

Kaffehandleren af David Liss

En forførende roman om kaffens kringlede vej ind i på det europæiske marked og ind på børsen i Amsterdam i 1659. Der er tale om en humoristisk, atmosfærefyldt roman med et stærkt medrivende plot, hvor det handler om, hvem der narrer hvem i det spegede kursmanipulationsspil på verdens første børs.

Læs hele anmeldelsen her

alt hvad jeg er

Alt hvad jeg er af Anna Funder

Elegant, velskrevet og spændende roman om en gruppe eksiltyskeres desperate kamp mod Hitlers regime og mod nazisternes omfattende net af spioner og stikkere i eksilet i London.

Bogen er en usentimental, detaljeret og grum afdækning af det indre forræderi, den konstante frygt og den tiltagende desillusion med hinanden og med de socialistiske idealer, de har kæmpet så hårdt for.

Læs hele anmeldelsen her

Hvide duer ved daggry

Hvide duer ved daggry af James Lee Burke

Er krimiforfatteren James Lee Burkes fængslende beretning om Den Amerikanske Borgerkrig set med sydens øjne. Bogen beskriver krigens gru, og der er lige dele afstandstagen og melankoli i de fine beskrivelser af den verden, der forsvinder med Nordstaternes sejr, og undertrykkelsen, der ikke forsvinder, men blot finder nye former.

Læs hele anmeldelsen her

Livlægens besøg

Livlægens besøg af Per Olav Enquist

Den dramatiske romanbiografi om Johan Friedrich Struense, der i 1769 blev den mishandlede og sindssyge kong Christian den syvendes livlæge og den forsømte dronning Caroline Mathildes elsker. Struense fremstilles som en idealistisk fantast uden kontakt med folket eller med tiden, der endnu ikke er moden til hans omfattende febervilde reformer.

Og rundt omkring hoffet afventer de konservative rådgivere og adelsfolk blot det rette tidspunkt til at vælte den forhadte ”oplysningsfanatiker” Struense.

Filmen ”Den kongelige affære” formår til trods for de storladne kulisser, kun at give en svag afglans af Enquists’ storladne drama. Derfor læs også/i stedet for Enquists mesterlige roman.

 

For mere inspiration til historiske romaner, tryk her.

Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.