Anmeldelse: Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn

Flynn har skrevet en på en gang intelligent, foruroligende og helt igennem besættende roman, der på raffineret vis lader ægteskabsdrama og højspændt plot møde hinanden i en skræmmende psykologisk thriller af de virkeligt gode.


”Jeg undlader ofte at sige ting højt, selv når jeg burde. Jeg lukker tankerne inde i en foruroligende grad: i min mavekælder står der hundredevis af flasker med raseri, fortvivlelse, frygt, men det ville man aldrig gætte, når man ser mig.”

Intet er, hvad det ser ud til at være
Iscenesættelse, bedrag, livsløgn og stræben efter perfektion og autenticitet i en overfladisk, grænseløst medieret verden, hvor selv kærligheden er en kliche, udgør nogle af de væsentligste ingredienser i den amerikanske forfatter Gillian Flynns massive gennembrudsroman, der hæver sig højt op over de vanlige genrebetegnelser.


Bogen virker i sin kynisk nådesløse afdækning af tidens forlorne former og de herskende romantiske illusioner om Richard Yates Revolutionary Road eller Fitzgeralds Den store Gatsby, men tilsat et sort skud intenst psykodrama og et konstant, overraskende plot, der ikke lader læseren hvile.

Historien er i korte træk som følger:

Det perfekte par
Ægteparret Nick og Amy – der skiftes til at fortælle deres version af historien – er begge unge, billedbladssmukke og kreative skrivefugle, der i New York lever det gode, frie societyliv med venner, cocktailparties, spændende job og stor udfoldelsesrigdom, sådan som den kreative klasse nu engang trives bedst.

Men under den glitrende overflade er der noget dunkelt og truende,som antydes og gradvist viser sig, da først den økonomiske krise tager rigtig fat, de begge mister deres arbejde, deres identitet, og Nick insisterer på, at de skal forlade New York for at flytte tilbage til hans fødeegn, den midt-vestlige stat, Missouri.

Her beslutter Nick sig for at åbne en bar sammen med sin elskede tvillingesøster Go, der er lige så falleret kreativ som Nick og Amy, og som dem har hun også vendt storbyen ryggen. Men den inkarnerede new yorker-pige, Amy bryder sig slet ikke om det provinsielle småborgerlige North Carthage.

Forbrydelsen, fortrydelsen og en foruroligende plan
Ægteskabskrisen knirker gevaldigt, men blodig alvor bliver det først, da Amy sporløst forsvinder fra huset på deres femårs bryllupsdag. Politiet fatter snart mistanke til ægtemanden. De savlende medier kaster sig straks over Nick, som en hund, der lugter blod, og de selvretfærdig fordømmelser fyger mod den tilsyneladende følelseskolde ægtemand, ikke mindst da Amys dagbog bliver fundet og afslører meget belastende viden om Nicks sande natur.

Hvem af de to, der taler sandt, det er ikke nemt at gennemskue når løgn, fortielser og bevidste udeladelser mudrer billedet til. Hvilken mening kan man så uddrage af det hele, ja det bliver ikke klart før hen imod slutningen, hvor en meget grum og nøje udtænkt plan, åbenbarer sig i al sit djævelske lys og fylder læseren med en brutal og skræmmende ny indsigt.

Mere skal ikke afsløres. Derfor kun denne opfordring: Læs den! Det er en velskrevet, superskarp pageturner, der optager ens tanker længe efter den sidste side er vendt.  


Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.