Blod vil have blod.
Sproglig kraftfuld: metaforisk, mytisk, og alligevel konkret; flimrende surreelle landskabsbeskrivelser og mænd uden nåde i en bibelsk ørken af
forvredne kaktusser og maltrakterede lig i grænselandet mellem USA og
Mexico i midten af 1800-tallet.
Men til trods for den sproglige kraftudladning føles romanen i længden alligevel
tung og monoton, idet de samme kulturpessimistiske pointer i hver en scene
bankes ind på de mentale stentavler:
Der er ingen Gud og ingen nåde, moralen er
menneskeskabt, og de forviste mennesker slæber sig frem i en gold ørken, hvor de
vilde regerer, og hvor den hvide mand kun kan overleve ved at genfinde sit barbariske
krigerhjerte.
”De myrdede lå i en stor pøl af
fælles blod. Det var størknet til en slags budding, med spor på kryds og tværs
af ulve eller hunde, og langs kanterne var det tørret og krakeleret som
bordeauxrød keramik.
Blod strakte sig i mørke tunger ud over gulvet og blod
fulgte fugerne mellem sandstensfliserne og var løbet ud i våbenhuset hvis
stengulv var slidt ned af de troendes fødder og af deres forfædres før dem, og
det var løbet videre ned af trappen og dryppet fra stenene ned blandt de
mørkerøde spor af ådselsæderne.”
Drengen og blodet
Blodets meridian fra 1985, som nu
for første gang er oversat til dansk, regnes af mange for at være den
amerikanske forfatter Cormac McCarthys hovedværk. Kort fortalt handler romanen
om en ung navneløs dreng, konsekvent omtalt som ”drengen”, der stikker af fra
sin fordrukne far og giver sig ud i verden på egen hånd.
Først bliver han hvervet af et
selvbestaltet kompagni af omstrejfere og veteraner fra krigen mod Mexico, der på
egen hånd ønsker at undertvinge og berige sig på bekostning af de uciviliserede
mexicanere, før nogle af de europæiske stater kommer på samme tanke. Så de
drager sydpå, men bliver undervejs overfaldet af de blodtørstige Apache-indianere.
Drengen overlever og slutter sig
til den berygtede Glanton-bande ledet af den historisk-virkelige person, John
Joel Ganton, der jager apacheindianerne på grænsen mellem Texas og Mexico. Men
Ganton-banden hærger og myrder på bestialsk vis helt uden smålig skelen til,
hvem der egentlig er Apache, fredelig indianer, mexicansk soldat eller bare
civil.For Ganton er det hele et fedt, og
heller ikke hvad angår skalpering, er det kun forbeholdt indianere.
Sult og tørst i den uendelige ørken
tilsat de ubegribelige grusomhed skaber et mareridtsagtigt flimresyn af verden,
hvor fantasi, syner og virkelighed løber sammen.
Nihilist uden et hår på kroppen
Den egentlige anden hovedperson ud
over drengen er en hårløse kæmpe, den belæste dommer Holden, der som en anden
profet dukker op i ørkenen for at fremlægge livets lære for de rå pistolmænd. Han
er skræmmende, bizar, altid smilende og som en dansende nihilistisk bajads sår
han splid, hvor end han kommer.
Vesterlandets undergang
Der sker ingen personlig udvikling
i romanen, der er total blottet for indre beskrivelser, og derfor er den mørke dommedagsrøst
den samme hele vejen igennem. Selvom grusomhederne bliver stadigt værre, er det
som om, det er ligegyldige excesser, der hverken påvirker personerne eller
læseren.
Jeg er virkeligt splittet mellem en
fascination af de ekstremt kraftfulde udtryk og det nærmest elektrisk-flammende
landskab, og så på den anden side en dyb irritation over ikke at kunne få øje
på en dybere, mere kompleks mening bag al voldsæstetikken end den galopperende
undergang og misantropi i en tilsandet ørken, hvor hverken venskabets eller
kærlighedens blomster nogensinde ville kunne gro.
Skriv en kommentar