Anmeldelse: Dødszoner af Simon Pasternak

Med den danske Ellroy i (Bela)rus

Simon Pasternak er gået solo og tager læseren med til helvede på jord: Hviderusland, 1943 i en krimi med visse mislyde.

Bag fronten
Vi befinder os bag frontens inferno af eksplosioner, ild og smadrede landskaber. Kun nogle hundrede kilometer mod øst raser det, der for eftertiden vil blive husket som det største panserslag i verden, Panserslaget ved Kursk. Tyske Heinrich Hoffmann er bogens jegfortæller. Han er kriminalbetjent og gør tjeneste i den lille landsby Lida.


Her kæmper han desperat for at bevare en sidste rest af menneskelighed og anstændighed i en amoralsk sump af afstumpethed, hvor civilisation næppe heller er en by i Rusland.

For at holde fast i sig selv, eller den han var, før han kom til ’de døde zoner’, hvor man ifølge en SS-politifører frit kan jage mennesker, skriver han kladde efter kladde til sin elskede kone forskønnet med ufarlige, sentimentale billeder af sommer og honning – hvilket vel sådan nogenlunde svarer til at forsøge sig med idyllisk pastorale i den mest svovlfyldte afkrog af helvede.

Et moralsk ingenmandsland
For her bag fronten begår tyskerne de mest grusomme overgreb mod civilbefolkningen, som tænkes kan, og jøderne bliver som bekendt udryddet, som var de det argeste ukrudt. Alt i mens udfylder Heinrich loyalt, men modvilligt rapport efter rapport med nazismens smålige hykleri og opstyltede bureaukratisme. Men han har undervejs i formuleringerne hele tiden et skarpt øre for magtforholdet mellem Wehrmacht og dødens engle i SS.

Når det så yderligere føjes til at partisaner strejfer rundt og på bestialsk vis torturerer de tyske soldater, de måtte få held til at lokke i baghold, så er det sin sag for Heinrich ikke at gøre som de andre: at give efter for de mest lave og nedrige instinkter, sådan som barndomsvennen Manfred gør det i SS, hvor han stortrives som en tigerhaj i en overfyldt fiskedam.

Plottet vil jeg ikke afsløre så meget af foruden, at det begynder med en voldsom henrettelse af Manfreds mentor, SS-general Steiner. Et drab som det bliver Heinrichs opgave at opklare, og hvor det eneste overlevende vidne er en lille skræmt hviderussisk pige. Hvad denne rejse fører med sig af alskens uhyrlige opdagelser skal ikke yderligere afsløres: The horror, the horror!

Grundig research men lidt vel konstrueret
Pasternak har tydeligvis lavet meget grundig historisk og geografisk research, det skinner tydeligt igennem i romanen. Stilen er den kortfattede, komprimerede med mange hovedsætninger og nøgterne registreringer, som man finder den hos det hårdkogte amerikanske krimiforbillede James Ellroy.
’Det sentimentale føleri’ bliver derved minimeret, så det ufattelige kvantum af horrible forbrydelser kan beskrives med en obducents forhærdede objektivitet. Det er ganske udmærket i al sin kvalmende modbydelighed.

Til gengæld synes jeg dialogerne indimellem kan virke lidt forcerede, eller tendentiøse sådan at hensigten bliver overtydelig og forudsigelig. Det er især i ordvekslingerne mellem Heinrich og psykopaten Manfred, det sker. Manfred skal hele tiden kritisere Heinrich for hans bløde humanisme og så forklare, hvorfor det bare ikke duer at vise svaghed blandt disse barbariske umennesker. Det virker altså mere til ære for læseren end som ægte dialog.

Og så følte jeg mig altså ikke overbevist af historien om de to ’venner’, altså hvad filan laver Heinrich med det endimensionelle monster, og at hans, altså Heinrichs, søster yderligere er kæreste med Manfred virker lidt for fortænkt og konstrueret til lejligheden efter min smag. Derfor samlet set en lidt blandet læsefornøjelse.       
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.