Simon Pasternak er gået solo og tager læseren med til
helvede på jord: Hviderusland, 1943 i en krimi med visse mislyde.
Bag fronten
Vi befinder os bag frontens inferno af eksplosioner, ild og smadrede
landskaber. Kun nogle hundrede kilometer mod øst raser det, der for eftertiden
vil blive husket som det største panserslag i verden, Panserslaget ved Kursk. Tyske
Heinrich Hoffmann er bogens jegfortæller. Han er kriminalbetjent og gør tjeneste
i den lille landsby Lida.
Her kæmper han desperat for at bevare en sidste rest
af menneskelighed og anstændighed i en amoralsk sump af afstumpethed, hvor
civilisation næppe heller er en by i Rusland.
For at holde fast i sig selv, eller den han var, før han kom
til ’de døde zoner’, hvor man ifølge en SS-politifører frit kan jage mennesker,
skriver han kladde efter kladde til sin elskede kone forskønnet med ufarlige, sentimentale
billeder af sommer og honning – hvilket vel sådan nogenlunde svarer til at
forsøge sig med idyllisk pastorale i den mest svovlfyldte afkrog af helvede.
Et moralsk
ingenmandsland
For her bag fronten begår tyskerne de mest grusomme overgreb
mod civilbefolkningen, som tænkes kan, og jøderne bliver som bekendt udryddet,
som var de det argeste ukrudt. Alt i mens udfylder Heinrich loyalt, men
modvilligt rapport efter rapport med nazismens smålige hykleri og opstyltede bureaukratisme.
Men han har undervejs i formuleringerne hele tiden et skarpt øre for
magtforholdet mellem Wehrmacht og dødens engle i SS.
Når det så yderligere føjes til at partisaner strejfer rundt
og på bestialsk vis torturerer de tyske soldater, de måtte få held til at lokke
i baghold, så er det sin sag for Heinrich ikke at gøre som de andre: at give
efter for de mest lave og nedrige instinkter, sådan som barndomsvennen Manfred
gør det i SS, hvor han stortrives som en tigerhaj i en overfyldt fiskedam.
Plottet vil jeg ikke afsløre så meget af foruden, at det
begynder med en voldsom henrettelse af Manfreds mentor, SS-general Steiner. Et
drab som det bliver Heinrichs opgave at opklare, og hvor det eneste overlevende
vidne er en lille skræmt hviderussisk pige. Hvad denne rejse fører med sig af alskens
uhyrlige opdagelser skal ikke yderligere afsløres: The horror, the horror!
Grundig research men
lidt vel konstrueret
Pasternak har tydeligvis lavet meget grundig historisk og
geografisk research, det skinner tydeligt igennem i romanen. Stilen er den
kortfattede, komprimerede med mange hovedsætninger og nøgterne registreringer,
som man finder den hos det hårdkogte amerikanske krimiforbillede James Ellroy.
’Det sentimentale føleri’ bliver derved minimeret, så det
ufattelige kvantum af horrible forbrydelser kan beskrives med en obducents forhærdede
objektivitet. Det er ganske udmærket i al sin kvalmende modbydelighed.
Til gengæld synes jeg dialogerne indimellem kan virke lidt
forcerede, eller tendentiøse sådan at hensigten bliver overtydelig og
forudsigelig. Det er især i ordvekslingerne mellem Heinrich og psykopaten
Manfred, det sker. Manfred skal hele tiden kritisere Heinrich for hans bløde
humanisme og så forklare, hvorfor det bare ikke duer at vise svaghed blandt
disse barbariske umennesker. Det virker altså mere til ære for læseren end som
ægte dialog.
Og så følte jeg mig altså ikke overbevist af historien om de
to ’venner’, altså hvad filan laver Heinrich med det endimensionelle monster,
og at hans, altså Heinrichs, søster yderligere er kæreste med Manfred virker
lidt for fortænkt og konstrueret til lejligheden efter min smag. Derfor samlet
set en lidt blandet læsefornøjelse.
Skriv en kommentar