Anmeldelse: Måske kan jeg blive diktator af Mikal Hem

Humoristisk parodi på selvhjælpsbog giver gode råd til alle dem, der bærer en diktator i sig, men som lige mangler det sidste skub og de helt rigtige anvisninger for at kunne realisere sig selv som despot.

”Man skal skabe en opfattelse af sig selv som en nødvendig forudsætning for folkets velvære. Folket skal sætte lighedstegn mellem en selv og staten: Uden diktatoren, ingen stat.

Diktatorer opbygger derfor ikke en personkult for det rene sjov, eller fordi magten er steget dem til hovedet (selvom det af og til også er en bidragende faktor). Det er selvfølgelig sjovt at være gud, men der er også en praktisk side ved en gennemført personkult.”

Hvordan kommer jeg i gang?

Den norske journalist Mikal Hem har begået en underholdende, ironisk bog om et grufuldt emne: Den tyranniske despot, et modbydeligt gespenst, der fortsat hjemsøger verden her i det 21. århundrede. Som en ondskabsfuld Machiavelli har Hem udformet bogen, som var det en håndbog, hvor de mest ’succesfulde’, navnkundige og tilsyneladende forrykte diktatorers eksempler skal tjene som inspiration for diktatoren in spe.

Bogen indledes med en motiverende lovsang til diktaturets fortræffeligheder, så selv den endnu tøvende burde blive overbevist, og derefter følger så på god pædagogisk opbyggelige vis let tilgængelige kapitler om: Hvordan man kommer i gang med at bliver diktator, hvordan man holder sig ved magten, hvordan man skal lade sig dyrke, hvordan man raner mest mulig til sig, og hvordan man bruger pengene og fører sig frem på en måde, som sømmer sig for en rigtig enevældig hersker.

Der er eksemplar nok at tage af fra listen over tyranner, der har gjort sig særligt bemærkede: Ceausescu, Khomeini, ’Turkmenbasji’, Charles Taylor, Lukasjenko, Mao, Papa Doc, Kim Jong-il, Trujillo, Gaddafi med mange flere.

Mor(d)som?

Men er det virkelig noget at lave sjov med, kunne man måske spørge, for disse megalomane massemorders handlinger har jo været blodig virkelighed for rigtig mange mennesker i de lande, hvor de har eller forsat regerer. Ja, jeg synes faktisk det er sjovt og på sin plads, for som i de mange latinamerikanske diktatorromaner er humoren og ironien måske det bedste våben til at afklæde og fremvise en guddommeliggjorte diktator som det lille patetiske menneske, han i virkeligheden er: selvhøjtidelig, hyklerisk og grisk med mere forfængelighed end selv den største diva. 

Mor Kim

Det bedste afsnit i bogen handler om Nordkoreas diktatorer, og om hvordan styret tilsyneladende er lykkedes med en flersidet propaganda, der udadtil fremstiller landet som marxistisk med juche som en lokal ideologisk tilgang, mens styret i virkeligheden bygger på og indadtil propaganderer for en selvbrygget ideologi, der består af en blanding af japansk besættelsespropaganda, den racistiske ide om at tilhøre en overlegen race, tilsat gamle myter, lidt Mao-kultdyrkelse og en mærkværdig ide om at de rene og sårbare koreanere skal beskyttes af de ’moderlige’ helte: de kvabsede og ’omsorgsfulde’ ledere.

Hvad gemmer sig bag diktatorhabitten?

Diktatorerne bliver ofte selv ofre for den ensidige propaganda og personlighedskult, så selv den mest forhærdede realist en dag kan vågne op i sit overdådige, juvelprydede diktatorpalads og tro, at han er gudernes gud, der som den sindsforvirrede romerske kejser Caligula kan drage i krig mod havguden Neptun eller andre indbildte fjender. Men de vestlige medier har det al for ofte med på nedladende og overfladisk vis at hæfte sig ved diktatorernes excentriske naragtighed og de angiveligt irrationelle og vanvittige træk.

Men Mikal Hem afdækker i denne bog, stykke for stykke, strukturen bag et længerevarende diktatur, dets anatomi, og som han understreger, er det forrykte og irrationelle (også!) ofte særdeles rationelt: enten et personligt twist, der viser diktatorens uforlignelige storhed og evne til at hæve sig over almindelige menneskers moral og fremtræden – som Gaddafis berømte udklædning – eller i andre tilfælde er det udtryk for et ønske om at fremhæve og dyrke lokale, historiske eller mytologiske sider af nationen, som vækker genklang hos store dele af befolkningen, som for eksempel den haitianske diktator Papa Docs mørke voodoo-dyrkelse.

Bag bogens morskab gemmer der sig altså en grundig indsigt i diktaturstatens opbygning.