Humoristisk parodi på
selvhjælpsbog giver gode råd til alle dem, der bærer en diktator i sig, men som
lige mangler det sidste skub og de helt rigtige anvisninger for at kunne realisere
sig selv som despot.
”Man skal skabe en opfattelse af sig selv som en nødvendig
forudsætning for folkets velvære. Folket skal sætte lighedstegn mellem en selv
og staten: Uden diktatoren, ingen stat.
Diktatorer opbygger derfor ikke en personkult for det rene
sjov, eller fordi magten er steget dem til hovedet (selvom det af og til også
er en bidragende faktor). Det er selvfølgelig sjovt at være gud, men der er
også en praktisk side ved en gennemført personkult.”
Hvordan kommer jeg i
gang?
Den norske journalist Mikal Hem har begået en underholdende,
ironisk bog om et grufuldt emne: Den tyranniske despot, et modbydeligt gespenst,
der fortsat hjemsøger verden her i det 21. århundrede. Som en ondskabsfuld Machiavelli
har Hem udformet bogen, som var det en håndbog, hvor de mest ’succesfulde’,
navnkundige og tilsyneladende forrykte diktatorers eksempler skal tjene som
inspiration for diktatoren in spe.
Bogen indledes med en motiverende lovsang til diktaturets fortræffeligheder,
så selv den endnu tøvende burde blive overbevist, og derefter følger så på god
pædagogisk opbyggelige vis let tilgængelige kapitler om: Hvordan man kommer i
gang med at bliver diktator, hvordan man holder sig ved magten, hvordan man
skal lade sig dyrke, hvordan man raner mest mulig til sig, og hvordan man
bruger pengene og fører sig frem på en måde, som sømmer sig for en rigtig enevældig
hersker.
Der er eksemplar nok at tage af fra listen over tyranner,
der har gjort sig særligt bemærkede: Ceausescu, Khomeini, ’Turkmenbasji’,
Charles Taylor, Lukasjenko, Mao, Papa Doc, Kim Jong-il, Trujillo, Gaddafi med
mange flere.
Mor(d)som?
Men er det virkelig noget at lave sjov med, kunne man måske
spørge, for disse megalomane massemorders handlinger har jo været blodig
virkelighed for rigtig mange mennesker i de lande, hvor de har eller forsat
regerer. Ja, jeg synes faktisk det er sjovt og på sin plads, for som i de mange
latinamerikanske diktatorromaner er humoren og ironien måske det bedste våben
til at afklæde og fremvise en guddommeliggjorte diktator som det lille patetiske
menneske, han i virkeligheden er: selvhøjtidelig, hyklerisk og grisk med mere
forfængelighed end selv den største diva.
Mor Kim
Det bedste afsnit i bogen handler om Nordkoreas diktatorer,
og om hvordan styret tilsyneladende er lykkedes med en flersidet propaganda,
der udadtil fremstiller landet som marxistisk med juche som en lokal ideologisk
tilgang, mens styret i virkeligheden bygger på og indadtil propaganderer for en
selvbrygget ideologi, der består af en blanding af japansk
besættelsespropaganda, den racistiske ide om at tilhøre en overlegen race,
tilsat gamle myter, lidt Mao-kultdyrkelse og en mærkværdig ide om at de rene og
sårbare koreanere skal beskyttes af de ’moderlige’ helte: de kvabsede og ’omsorgsfulde’
ledere.
Hvad gemmer sig bag
diktatorhabitten?
Diktatorerne bliver ofte selv ofre for den ensidige
propaganda og personlighedskult, så selv den mest forhærdede realist en dag kan
vågne op i sit overdådige, juvelprydede diktatorpalads og tro, at han er
gudernes gud, der som den sindsforvirrede romerske kejser Caligula kan drage i
krig mod havguden Neptun eller andre indbildte fjender. Men de vestlige medier
har det al for ofte med på nedladende og overfladisk vis at hæfte sig ved
diktatorernes excentriske naragtighed og de angiveligt irrationelle og vanvittige
træk.
Men Mikal Hem afdækker i denne bog, stykke for stykke, strukturen bag et længerevarende diktatur, dets anatomi, og som han
understreger, er det forrykte og irrationelle (også!) ofte særdeles rationelt: enten
et personligt twist, der viser diktatorens uforlignelige storhed og evne til at
hæve sig over almindelige menneskers moral og fremtræden – som Gaddafis berømte
udklædning – eller i andre tilfælde er det udtryk for et ønske om at fremhæve
og dyrke lokale, historiske eller mytologiske sider af nationen, som vækker
genklang hos store dele af befolkningen, som for eksempel den haitianske
diktator Papa Docs mørke voodoo-dyrkelse.
Bag bogens morskab gemmer der sig altså en grundig indsigt i
diktaturstatens opbygning.
Skriv en kommentar