Anmeldelse: Der hvor roser aldrig dør af Gunnar Staalesen

Staalesen har skrevet nok en roman i Varg Veum-serien, men det er denne gang en noget langsommelige om ikke ligefrem kedelig omgang i selskab med den fredløse ulv.

Grå hår i ulvens pels

Den mellemkogte privatdetektiv, Varg Veum, har siden slutningen af 70erne, hvor Staalesen skrev den første roman i den lange serie, haft til huse i Bergen hvor den tidligere socialarbejder har løst sag på sag – ofte om forsvundne personer – med akvavitten som sin eneste tro følgesvend. 

Således er det også i begyndelsen af denne roman, hvor Veum har drukket tæt i de tre år, der er gået siden sidste sag, hvor han på tragisk vis mistede sin elskede Karin.

Men så kommer en kvinde ind med en gammel sag, som hun indtrængende beder Veum om at tage op igen: for 25 år siden forsvandt hendes datter, Mette, på tre år fra sandkassen i det tidstypiske bofællesskab familien boede i den gang i 70erne.

Sagen står for at falde for forældelsesfristen, så det er sidste chance for moderen, hvis hun skal opnå nogen form for vished for, hvad som hændte hendes lille datter dengang.

På sporet

Veum lægger flasken tilbage i arkivskabet skænker sig koppevis af kulsort kaffe og tager fat på opgaven. Det viser sig hurtigt at det dengang meget idealistiske fællesskab i dag er forsvundet ligesom de fleste af ægteskaberne er brudte.

Og som ulven graver sig dybere ned i fortiden viser det sig, at de frisindede former gav anledning til ikke så få småborgerlige følelser bland de ’frigjorte’ beboere; skamfulde følelser som: besiddertrang, misundelse og hævngerrighed.

Og særligt én hændelse nytårsaften i ’76 synes at have udløst en sinister lavine af ødelæggelse, hvis konsekvenser når helt op til i dag – en hændelse ingen rigtig ønsker at tale om.  Men så sker der en voldsom begivenhed i nutiden, og den vågne ulv begynder nu at skimte et dunkelt mønster, der binder fortid og nutid sammen.  

Lidt for langt mellem snapsene

Personerne er som vanligt hos Staalesen fremstillet med nuancer, så de fremstår virkelige og troværdige, og det er det bedste ved romanen. Til gengæld, synes jeg, handlingen snegler sig noget af sted og bærer præg af en hvis automatik. Jeg savner mere humor, hårdkogt ironi og måske sproglig spændstighed, i mangel af bedre ord.

Varg Veum kunne efter min mening godt bruge et interessant sidekick, der kunne give lidt dynamik til ulvens ældede, lidt traurige personlighed.   

Det er unødvendigt og lidt trættende, at Veum så overtydeligt skal være det snerpede moralske talerør i forhold til de tidligere beboers gøren og laden og moderens tab og hvileløse sorg bliver forklaret for meget efter min smag (show don’t tell) – mindre gør det mig, at det nok ikke er realistisk at alle personerne så lyslevende og detaljeret kan huske alle deres handlinger for 25 år siden.

Derfor en noget lunken læseoplevelse.