Grå hår i ulvens pels
Den mellemkogte privatdetektiv, Varg Veum, har siden
slutningen af 70erne, hvor Staalesen skrev den første roman i den lange serie, haft
til huse i Bergen hvor den tidligere socialarbejder har løst sag på sag – ofte om
forsvundne personer – med akvavitten som sin eneste tro følgesvend.
Således er
det også i begyndelsen af denne roman, hvor Veum har drukket tæt i de tre år, der
er gået siden sidste sag, hvor han på tragisk vis mistede sin elskede Karin.
Men så kommer en kvinde ind med en gammel sag, som hun indtrængende
beder Veum om at tage op igen: for 25 år siden forsvandt hendes datter, Mette,
på tre år fra sandkassen i det tidstypiske bofællesskab familien boede i den
gang i 70erne.
Sagen står for at falde for forældelsesfristen, så det er
sidste chance for moderen, hvis hun skal opnå nogen form for vished for, hvad
som hændte hendes lille datter dengang.
På sporet
Veum lægger flasken tilbage i arkivskabet skænker sig
koppevis af kulsort kaffe og tager fat på opgaven. Det viser sig hurtigt at det
dengang meget idealistiske fællesskab i dag er forsvundet ligesom de fleste af
ægteskaberne er brudte.
Og som ulven graver
sig dybere ned i fortiden viser det sig, at de frisindede former gav anledning
til ikke så få småborgerlige følelser bland de ’frigjorte’ beboere; skamfulde
følelser som: besiddertrang, misundelse og hævngerrighed.
Og særligt én hændelse nytårsaften i ’76 synes at have
udløst en sinister lavine af ødelæggelse, hvis konsekvenser når helt op til i
dag – en hændelse ingen rigtig ønsker at tale om. Men så sker der en voldsom begivenhed i
nutiden, og den vågne ulv begynder nu at skimte et dunkelt mønster, der binder
fortid og nutid sammen.
Lidt for langt mellem
snapsene
Personerne er som vanligt hos Staalesen fremstillet med
nuancer, så de fremstår virkelige og troværdige, og det er det bedste ved
romanen. Til gengæld, synes jeg, handlingen snegler sig noget af sted og bærer
præg af en hvis automatik. Jeg savner mere humor, hårdkogt ironi og måske
sproglig spændstighed, i mangel af bedre ord.
Varg Veum kunne efter
min mening godt bruge et interessant sidekick,
der kunne give lidt dynamik til ulvens ældede, lidt traurige personlighed.
Det er unødvendigt og
lidt trættende, at Veum så overtydeligt skal være det snerpede moralske talerør
i forhold til de tidligere beboers gøren og laden og moderens tab og hvileløse sorg
bliver forklaret for meget efter min smag (show
don’t tell) – mindre gør det mig, at det nok ikke er realistisk at alle
personerne så lyslevende og detaljeret kan huske alle deres handlinger for 25
år siden.
Derfor en noget lunken læseoplevelse.
Skriv en kommentar