 |
| Coveret fra den amerikanske udgave |
I kulminernes
mørke
Med den Afrikafarende mine-ingeniører Jonathan Blair som guide, føres vi
rundt i alle afkroge af den kulsorte mineby Wigan, Lancashire, i England i året
1872.
Blair er amerikaner, vist nok med en mor fra Wigan, men altså en
outsider, der ikke kender byen og heller ikke ønsker sig at befinde sig længere
tid i England end højst nødvendig.
Han har nemlig dårlige erfaringer med de repræsentanter
for den hovne imperiemagt, han er stødt på i sit elskede Afrika, som han til trods for feberrystende malariasyge
vil tilbage til så snart som muligt.
Men hans sponsor, den engelske kulbaron og biskop Hannay, har helt andre
planer med Blair: hvis han skal gense Afrika må han først opklare en sag om en
ung præsts mystiske forsvinden, dog uden at ordensmagten og medierne får nys om
sagen og kaster skam og skandale over den højtagtede og stenrige familie Hannay:
den unge præst var nemlig forlovet med Hannays datter.
Men da Blair under sin efterforskning i minerne render ind i pigen Rose
og begynder at opsøge hende, er han på vej ud, hvor han ikke længere kan bunde.
Kulstøv og
atmosfære
Plottet er ganske medrivende uden at være originalt, det mindede mig en
del om Sydhavet af den afdøde spanske
krimiforfatter Manuel Vazquez Montalban, men plottet er heller ikke det
væsentligste i romanen.
 |
| Wigan |
Det er derimod de kantede og karakterfulde personer –
ofte morsomt beskrevet med en eller anden form for brist eller afstumpethed–
som Blair møder på sin vej; og så den detaljerede og livagtige fremstilling af
Victoriatidens England i komprimeret form i Wigan, hvor livet for alle andre end
den herskende overklasse af moralistiske opdragere, livsnydere og hovne kynikere
er kort, møgbeskidt og livsfarligt.
Det hårde liv bliver dulmet ved store mængder
alkohol og slåskampe, hvor sømbeslåede træsko udgør den drabelige underholdning.
Hvem er de
vilde?
Når de fattige minearbejdere begiver sig dybt ned under jorden, uden nogen
form for elektricitet, er det med konstant fare for pludselige eksplosioner og
skred, mens de må knokle for at hente den kul, der driver ’civilisationens’ tunge
hjul – og hvor befinder den sig egentlig, civilisationen, i imperiets kulsorte
hjerte i Wigan eller i det mørke Afrika, hvor eventyrlystne englændere gemmer
deres begær bag et skær af oplysning?- Blair er ikke i tvivl.
Der er noget næsten dickensk over romanen, og bag
ved overklassens kølige, kødløse ånd, inde bag de stivede flipper, krinolinerne
og de snærende korsetter, når al forstillelse og hykleri er skrabet bort kan
den bramfri, ufriserede Blair nok genkende det dybe primalskrig, når han hører
det. Men også fra Wigans dybe mineskakter lyder den samme dybe urovækkende lyd.
Skriv en kommentar