’What the fuck is life
if it’s not personal’ (Gyp Rossetti, gangster, Boardwalk Empire)
Jeg må indrømme, at jeg efterhånden ser meget lidt fjernsyn og heller
ikke specielt mange film. Til gengæld holder jeg meget af at se de mange gode
kvalitetsserier, som kommer særligt fra USA. Jeg tror, det har noget at gøre
med, at de bedste af dem etablerer et så interessant univers, at man ikke – som
man er tvunget til at gøre i filmens verden- har lyst til at forlade det igen,
men vender tilbage sæson efter sæson for at følge personernes og intrigens
udvikling.
Jeg er hele tiden på udkig efter nye interessante titler, men det kan
være noget af en jungle fordi, for hver virkelig god serie, produceres der i
hundredevis af dårlige. Den amerikanske netværkskanal HBO har gjort det til sit
speciale at lave højkvalitets tv-serier, der tør gå nye veje uden at følge den
vante krimiskabelon a la de mange CSI-kloner og skabe nogle originale serier,
hvor det ofte lykkedes at forene intens spænding med en dybere bund, som ofte består
af en kras, affortryllet, men også humoristisk udlægning af det moderne,
rodløse liv med al dets usikkerhed, udfordringer og uforløste længsler.
Dialogerne er knivskarpe, skuespillet i top, og personerne er i de
mest vellykkede serier fremstillet med stor nuancerigdom. Ikke alt behøver, som
jeg synes, det er tilfældet i langt de fleste danske tv-serier, at blive
overforklaret for den tilsyneladende svagt opfattende seer: et blik, en langsom
udfading, eller et velvalgt
musikstykke kan være nok.
Der er et bredt udvalg af gode tv-serier i forskellige genre: Fra de,
der kredser om det moderne menneskes psyke, til dem, der interesserer sig for
storbyens sociologi særligt dens mørke skyggeside, til de historiske og de
brede krønikelignende fremstillinger. Jeg har her på rendyrket subjektiv vis
samlet mine ti favorit serier i prioriteret rækkefølge, ni amerikanske og
minsandten en enkel dansk.
1. The Sopranos
James Gandolfini er fænomenal i rollen som den plagede, deprimerede
mafiachef Tony Soprano, der ser sig nødsaget til at få psykologbistand for at
klare sig gennem sin stressede hverdag med problemer i både den rigtige familie
og den hemmelige og så oveni en stor omgang mæt livslede.
Man ender skræmmende nok med at føle en stor grad af sympati for Tony,
der på en gang er en skræmmende psykopat, drivende sentimental og kynisk, og
samtidig uhyre karismatisk, sjov og intelligent. Rundt omkring er der et
fantastisk persongalleri af farverige, men troværdige gangstere og en familie, hvor
ikke mindst den stærkt dominerende, mor med et livssyn så opløftende som en
sodsværtet, udbombet by er forrygende.
En moderne fremstilling af USA fra 60erne og frem set fra et reklamebureau
på Manhattan. Drømme, løgne og det moderne liv som et produkt skabt af smarte
reklamefolk. Der bliver røget drukket og horet på det gennemført
mandchauvinistiske reklamebureau, men kvinderne er dog ingenlunde bly og
underdanige - de har deres måde at få deres vilje på. Tøjet, stilen og
billederne er en fryd for øjet, men stjæler ikke opmærksomheden fra skuespillet
og de herlige dialoger.
3. Breaking Bad
Den altoverskyggende hovedperson i denne originale serie er den grå,
livstrætte kemilærer Walther White, spillet med enorm indlevelse af Bryan
Cranston, der for at få pengene til at række også må bijobbe på en tankstation.
Der er ikke meget selvtillid eller ære tilbage, når han kommer træt hjem til
sin dominerende og kontrollerende kone og handicappede barn. Men hans liv ændrer
sig da han en dag får konstateret livstruende lungekræft med kun få år tilbage
at leve i.
Han beslutter sig for i sine sidste leveår at skaffe så mange penge
som muligt til sin trængte familie, og da han ved en tilfældighed møder en af
sine tidligere studerende, Jesse Pinkman, der ernærer sig som småkriminel
narkopusher, bestemmer Walther sig for sammen med Jesse at bruge sin faglige
indsigt til at fremstille narkotika, for der igennem at få hurtige penge, der
kan betale for hans kemoterapi og sikre familien.
Men det er ikke nogen let sag for den kejtede og akademiske Walther at
begive sig ud i et storkriminelt miljø, hvor rovdyrene lurer overalt, og tonen
og omgangsformen er ham fuldstændig fremmed.
Serien veksler mellem ustyrligt morsomme scener, hvor de to amatører
ved fælles uformåen bringer sig selv dybere og dybere ned i skidtet, og Walther
skal forsøge at holde sin nærgående familie stangen – ikke mindst konen og den
vanvittigt irriterende og skrydende svoger, der er narkobetjent; og så afdæmpede,
alvorlige scener hvor dødens alvor truer og Walther har lejlighed til at tænke over
sit uforløste, middelmådige liv.
4. Boardwalk Empire
Serien foregår i 1920erne i Atlantic City i begyndelsen af det
landsomspændende alkoholforbud og følger byens om ikke formelle så reelle
magthaver, den storkriminelle politiker og gangster Enoch ’Nucky’ Thompson
(Steve Buscemi) og hans kamp for at bevare magten og forøge strømmen af penge.
Han dulmer tvivlen, frygten og måske selvleden i kvindernes skød, mens kampen
mod rivaliserende mafiabosser, FBI-agenter og ambitiøse undersåtter stjæler det
meste af hans nattesøvn.
Det er et fascinerende billede serien tegner af datidens USA, og der
er virkeligt kælet for scenografien og de historiske detaljer. Steve Buscemi er
en anderledes, atypisk hovedperson, hvis kropsbygning, lidt komiske gang og
ansigtsudtryk står i kontrast til hans klare tanke og nådesløse handlen. Man
skal lige forbi de første afsnit som kæmper med en del klicheer, før serien for
alvor tager fart. Karakterne har ikke helt samme dybe som i f.eks. The
Sopranos, men i Boardwalk Empire vægter det nøjagtige tidsbillede nok også
tungere.
5. Deadwood
Er endnu en serie produceret af HBO. Det er en westernserie, der
foregår i 1870ernes guldrus i USA, nærmere bestemt i den ekspanderende, barske
nybygger by Deadwood i South Dakota. Hertil kommer alle slags lykkeriddere:
guldgravere, spillere, revolvermænd, forbrydere og andet skidtfolk og ikke
mindst en konstant stigende strøm af prostituerede. Det var vel fra begyndelsen
tænkt at den unge sammenbidte stivstikker af en sherif Seth Bullock skulle være
seriens hovedperson, men det er den karismatiske, djævelske og virkeligt ondsindede
retoriske begavelse Al Swearengen, saloonejer med meget mere, der er seriens
virkelige omdrejningspunkt.
Det er vold og usminket brutalitet i lange baner, og så flyder eder og
forbandelser i en uafbrudt strøm. Et kvalificeret bud er at godt og vel hver
andet ord sådan cirka er ’fuck’. Bortset fra det er sproget, dia-og monologerne
mere taget ud af Macbeth end fra virkelighedens uuddannede og fordrukne
revolvermænd. Fornærmelserne i sig selv er en nydelse ikke mindst, når de
flyder fra Als kulsorte mund.
Serien har Paul Weston
eminent spillet af Gabriel Byrne i hovedrollen som den psykologiske terapeut,
hvis daglige sessioner med patienter vi følger gennem serien. Det er en vovet
satsning, da der er megen lidt ydre handling, og det meste derfor beror på
dialog og troværdigt skuespil. De første to sæsoner er virkeligt gode og
intense. Desværre trækker det en del ned, at sæson tre er et mislykket opkog af
de samme temaer, og skuespillet og skuespillerne holder mærkeligt nok slet ikke
niveauet fra de to foregående sæsoner.
7. The Wire
Krimi-serien foregår i og omkring Baltimore i Maryland, USA. The Wire
fokuserer i hver sæson på et nyt område i det gennemkorrupte Baltimore: den
illegale narkohandel, havneområdet, bystyret og bureaukrati, skolesystemet, og
de trykte nyhedsmedier. I hovedrollen ses den uortodokse, opsætsige
efterforsker Jimmy McNulty, men seriens styrke er reelt den meget bredt
udfoldede sociologiske fremstilling af byen Baltimore fra høj til meget lav:
fra low life junkies og dope dealers til
politikernes bonede gulve og mediernes skjulte magt.
De to første sæsoner er rigtigt gode og medrivende, til gengæld
begynder det at knirke i sæson tre, hvor der er en vis monoton gentagelse, og
personerne bliver lidt for stereotype. Men serien opererer altså også med et
meget højt ambitionsniveau i forhold til gængse krimiserier. The Wire ønsker at
gennemlyse magtens strukturer og skjulte forgreninger ud i alle afkroge af den
gennemkorrupte by.
8. Rome
Serien tager os tilbage til det gamle Rom, ungefær år 51 f.kr. og
tredve år frem til Kleopatra og Antonius’ død og Augustus’ cementering af
kejserdømmet. Det er den romerske republiks sidste krampetrækninger, vi
overværer, mens vi følger to soldaters sammenflettede skæbne. Der er episk sus
over fremstillingen med djævelske intriger, romersk dekadence, blodige sværdhug
og flotte billeder i denne verdens dyreste tv-serie. Til gengæld er skuespillet
ikke helt af samme klasse som i de ovennævnte serie, og mangen en latinlærer
ville nok protesterer mod den manglende historiske korrekthed og til tider
fordomsfulde skildring af vægtige personer som Cicero og Kleopatra – der nok
engang må holde for som flirtende skøge. Hvis man kan se igennem fingre med
disse forhold, er det altså en intelligent og stærkt underholdende sværd og
sandaler-serie for drengerøve af alle aldre og køn.
9. Matador
Nærmere præsentation burde være overflødig. Egentlig er det meget ved
serien, der irriterer mig som: at personerne mere skal repræsentere typer end
rigtige mennesker, at de gode skal
være de bedrevidende og moraliserende kulturradikale kunstelskere, mens
kapitalisten Mads Skjern er følelseskold og afstumpet, de rige er overfladiske
og latterligt neurotiske, mens bonden er jovial, folkelig og elskelig.
Kvaliteten er meget svingende fra afsnit til afsnit og i de mindre vellykkede,
hvor serien ikke har så meget på hjerte har en lavkomisk, forældet humor det
med at fylde for meget (ja, ja … nej, nej… av min arm… m.v.) . Når jeg
alligevel holder af serien, skyldes det først og fremmest nogle meget stærke skuespilspræstationer
og ind imellem nogle rigtig fine dialoger, hvis lige jeg ikke har set udfoldet
i nogen dansk serie sidenhen.
10. Prison Break
Michael Scofield vil have sin bror ud af fængslet og efter at have forsøgt
via legal vej uden held, begynder han at udtænke en alternativ plan for få sin
bror, Lincoln Burrows, ud af spjældet. Han er i tidsnød, for Burrows sidder på
dødsgangen for at have slået vicepræsidentens bror ihjel. Michael planlægger en
flugtplan i detaljer, men for at få den til at lykkes skal han selv indenfor
murene på det lukkede Fox River fængsel. Michaels viden som ingeniør kommer ham
her til gode, ligeså det kort over fængslet han får tatoveret på sin krop.
Sådan begynder serien og det er stærkt nervepirrende at følge Michals
plan med mange, mange benspænd undervejs. Det er god underholdning,
karaktererne er ikke så interessante, det er plottet, der tæller. Som serien
skrider frem bliver man lidt træt af det unødvendige behov for at overdramatisere
for mange detaljer, sådan at man, når man når til sæson tre og fire, næste er
blevet helt immun overfor de mange cliffhangers og forsøg på suspense.
Historien holder ikke til mere end de første to-tre sæsoner, men der er man
også rigtig fint underholdt.
Skriv en kommentar