De 10 bedste tv-serier


’What the fuck is life if it’s not personal’ (Gyp Rossetti, gangster, Boardwalk Empire)

Jeg må indrømme, at jeg efterhånden ser meget lidt fjernsyn og heller ikke specielt mange film. Til gengæld holder jeg meget af at se de mange gode kvalitetsserier, som kommer særligt fra USA. Jeg tror, det har noget at gøre med, at de bedste af dem etablerer et så interessant univers, at man ikke – som man er tvunget til at gøre i filmens verden- har lyst til at forlade det igen, men vender tilbage sæson efter sæson for at følge personernes og intrigens udvikling.


Jeg er hele tiden på udkig efter nye interessante titler, men det kan være noget af en jungle fordi, for hver virkelig god serie, produceres der i hundredevis af dårlige. Den amerikanske netværkskanal HBO har gjort det til sit speciale at lave højkvalitets tv-serier, der tør gå nye veje uden at følge den vante krimiskabelon a la de mange CSI-kloner og skabe nogle originale serier, hvor det ofte lykkedes at forene intens spænding med en dybere bund, som ofte består af en kras, affortryllet, men også humoristisk udlægning af det moderne, rodløse liv med al dets usikkerhed, udfordringer og uforløste længsler.

Dialogerne er knivskarpe, skuespillet i top, og personerne er i de mest vellykkede serier fremstillet med stor nuancerigdom. Ikke alt behøver, som jeg synes, det er tilfældet i langt de fleste danske tv-serier, at blive overforklaret for den tilsyneladende svagt opfattende seer: et blik, en langsom udfading, eller et velvalgt musikstykke kan være nok.
Der er et bredt udvalg af gode tv-serier i forskellige genre: Fra de, der kredser om det moderne menneskes psyke, til dem, der interesserer sig for storbyens sociologi særligt dens mørke skyggeside, til de historiske og de brede krønikelignende fremstillinger. Jeg har her på rendyrket subjektiv vis samlet mine ti favorit serier i prioriteret rækkefølge, ni amerikanske og minsandten en enkel dansk. 

1. The Sopranos
James Gandolfini er fænomenal i rollen som den plagede, deprimerede mafiachef Tony Soprano, der ser sig nødsaget til at få psykologbistand for at klare sig gennem sin stressede hverdag med problemer i både den rigtige familie og den hemmelige og så oveni en stor omgang mæt livslede.
Man ender skræmmende nok med at føle en stor grad af sympati for Tony, der på en gang er en skræmmende psykopat, drivende sentimental og kynisk, og samtidig uhyre karismatisk, sjov og intelligent. Rundt omkring er der et fantastisk persongalleri af farverige, men troværdige gangstere og en familie, hvor ikke mindst den stærkt dominerende, mor med et livssyn så opløftende som en sodsværtet, udbombet by er forrygende.


En moderne fremstilling af USA fra 60erne og frem set fra et reklamebureau på Manhattan. Drømme, løgne og det moderne liv som et produkt skabt af smarte reklamefolk. Der bliver røget drukket og horet på det gennemført mandchauvinistiske reklamebureau, men kvinderne er dog ingenlunde bly og underdanige - de har deres måde at få deres vilje på. Tøjet, stilen og billederne er en fryd for øjet, men stjæler ikke opmærksomheden fra skuespillet og de herlige dialoger.


3. Breaking Bad
Den altoverskyggende hovedperson i denne originale serie er den grå, livstrætte kemilærer Walther White, spillet med enorm indlevelse af Bryan Cranston, der for at få pengene til at række også må bijobbe på en tankstation. Der er ikke meget selvtillid eller ære tilbage, når han kommer træt hjem til sin dominerende og kontrollerende kone og handicappede barn. Men hans liv ændrer sig da han en dag får konstateret livstruende lungekræft med kun få år tilbage at leve i.

Han beslutter sig for i sine sidste leveår at skaffe så mange penge som muligt til sin trængte familie, og da han ved en tilfældighed møder en af sine tidligere studerende, Jesse Pinkman, der ernærer sig som småkriminel narkopusher, bestemmer Walther sig for sammen med Jesse at bruge sin faglige indsigt til at fremstille narkotika, for der igennem at få hurtige penge, der kan betale for hans kemoterapi og sikre familien.
Men det er ikke nogen let sag for den kejtede og akademiske Walther at begive sig ud i et storkriminelt miljø, hvor rovdyrene lurer overalt, og tonen og omgangsformen er ham fuldstændig fremmed.

Serien veksler mellem ustyrligt morsomme scener, hvor de to amatører ved fælles uformåen bringer sig selv dybere og dybere ned i skidtet, og Walther skal forsøge at holde sin nærgående familie stangen – ikke mindst konen og den vanvittigt irriterende og skrydende svoger, der er narkobetjent; og så afdæmpede, alvorlige scener hvor dødens alvor truer og Walther har lejlighed til at tænke over sit uforløste, middelmådige liv. 


4. Boardwalk Empire
Serien foregår i 1920erne i Atlantic City i begyndelsen af det landsomspændende alkoholforbud og følger byens om ikke formelle så reelle magthaver, den storkriminelle politiker og gangster Enoch ’Nucky’ Thompson (Steve Buscemi) og hans kamp for at bevare magten og forøge strømmen af penge. Han dulmer tvivlen, frygten og måske selvleden i kvindernes skød, mens kampen mod rivaliserende mafiabosser, FBI-agenter og ambitiøse undersåtter stjæler det meste af hans nattesøvn.

Det er et fascinerende billede serien tegner af datidens USA, og der er virkeligt kælet for scenografien og de historiske detaljer. Steve Buscemi er en anderledes, atypisk hovedperson, hvis kropsbygning, lidt komiske gang og ansigtsudtryk står i kontrast til hans klare tanke og nådesløse handlen. Man skal lige forbi de første afsnit som kæmper med en del klicheer, før serien for alvor tager fart. Karakterne har ikke helt samme dybe som i f.eks. The Sopranos, men i Boardwalk Empire vægter det nøjagtige tidsbillede nok også tungere.


5. Deadwood
Er endnu en serie produceret af HBO. Det er en westernserie, der foregår i 1870ernes guldrus i USA, nærmere bestemt i den ekspanderende, barske nybygger by Deadwood i South Dakota. Hertil kommer alle slags lykkeriddere: guldgravere, spillere, revolvermænd, forbrydere og andet skidtfolk og ikke mindst en konstant stigende strøm af prostituerede. Det var vel fra begyndelsen tænkt at den unge sammenbidte stivstikker af en sherif Seth Bullock skulle være seriens hovedperson, men det er den karismatiske, djævelske og virkeligt ondsindede retoriske begavelse Al Swearengen, saloonejer med meget mere, der er seriens virkelige omdrejningspunkt.

Det er vold og usminket brutalitet i lange baner, og så flyder eder og forbandelser i en uafbrudt strøm. Et kvalificeret bud er at godt og vel hver andet ord sådan cirka er ’fuck’. Bortset fra det er sproget, dia-og monologerne mere taget ud af Macbeth end fra virkelighedens uuddannede og fordrukne revolvermænd. Fornærmelserne i sig selv er en nydelse ikke mindst, når de flyder fra Als kulsorte mund.  


Serien har Paul Weston eminent spillet af Gabriel Byrne i hovedrollen som den psykologiske terapeut, hvis daglige sessioner med patienter vi følger gennem serien. Det er en vovet satsning, da der er megen lidt ydre handling, og det meste derfor beror på dialog og troværdigt skuespil. De første to sæsoner er virkeligt gode og intense. Desværre trækker det en del ned, at sæson tre er et mislykket opkog af de samme temaer, og skuespillet og skuespillerne holder mærkeligt nok slet ikke niveauet fra de to foregående sæsoner.


7. The Wire
Krimi-serien foregår i og omkring Baltimore i Maryland, USA. The Wire fokuserer i hver sæson på et nyt område i det gennemkorrupte Baltimore: den illegale narkohandel, havneområdet, bystyret og bureaukrati, skolesystemet, og de trykte nyhedsmedier. I hovedrollen ses den uortodokse, opsætsige efterforsker Jimmy McNulty, men seriens styrke er reelt den meget bredt udfoldede sociologiske fremstilling af byen Baltimore fra høj til meget lav: fra low life junkies og dope dealers til politikernes bonede gulve og mediernes skjulte magt.

De to første sæsoner er rigtigt gode og medrivende, til gengæld begynder det at knirke i sæson tre, hvor der er en vis monoton gentagelse, og personerne bliver lidt for stereotype. Men serien opererer altså også med et meget højt ambitionsniveau i forhold til gængse krimiserier. The Wire ønsker at gennemlyse magtens strukturer og skjulte forgreninger ud i alle afkroge af den gennemkorrupte by.  


8. Rome
Serien tager os tilbage til det gamle Rom, ungefær år 51 f.kr. og tredve år frem til Kleopatra og Antonius’ død og Augustus’ cementering af kejserdømmet. Det er den romerske republiks sidste krampetrækninger, vi overværer, mens vi følger to soldaters sammenflettede skæbne. Der er episk sus over fremstillingen med djævelske intriger, romersk dekadence, blodige sværdhug og flotte billeder i denne verdens dyreste tv-serie. Til gengæld er skuespillet ikke helt af samme klasse som i de ovennævnte serie, og mangen en latinlærer ville nok protesterer mod den manglende historiske korrekthed og til tider fordomsfulde skildring af vægtige personer som Cicero og Kleopatra – der nok engang må holde for som flirtende skøge. Hvis man kan se igennem fingre med disse forhold, er det altså en intelligent og stærkt underholdende sværd og sandaler-serie for drengerøve af alle aldre og køn.


9. Matador
Nærmere præsentation burde være overflødig. Egentlig er det meget ved serien, der irriterer mig som: at personerne mere skal repræsentere typer end rigtige mennesker, at de gode skal være de bedrevidende og moraliserende kulturradikale kunstelskere, mens kapitalisten Mads Skjern er følelseskold og afstumpet, de rige er overfladiske og latterligt neurotiske, mens bonden er jovial, folkelig og elskelig. Kvaliteten er meget svingende fra afsnit til afsnit og i de mindre vellykkede, hvor serien ikke har så meget på hjerte har en lavkomisk, forældet humor det med at fylde for meget (ja, ja … nej, nej… av min arm… m.v.) . Når jeg alligevel holder af serien, skyldes det først og fremmest nogle meget stærke skuespilspræstationer og ind imellem nogle rigtig fine dialoger, hvis lige jeg ikke har set udfoldet i nogen dansk serie sidenhen. 


10. Prison Break
Michael Scofield vil have sin bror ud af fængslet og efter at have forsøgt via legal vej uden held, begynder han at udtænke en alternativ plan for få sin bror, Lincoln Burrows, ud af spjældet. Han er i tidsnød, for Burrows sidder på dødsgangen for at have slået vicepræsidentens bror ihjel. Michael planlægger en flugtplan i detaljer, men for at få den til at lykkes skal han selv indenfor murene på det lukkede Fox River fængsel. Michaels viden som ingeniør kommer ham her til gode, ligeså det kort over fængslet han får tatoveret på sin krop.

Sådan begynder serien og det er stærkt nervepirrende at følge Michals plan med mange, mange benspænd undervejs. Det er god underholdning, karaktererne er ikke så interessante, det er plottet, der tæller. Som serien skrider frem bliver man lidt træt af det unødvendige behov for at overdramatisere for mange detaljer, sådan at man, når man når til sæson tre og fire, næste er blevet helt immun overfor de mange cliffhangers og forsøg på suspense. Historien holder ikke til mere end de første to-tre sæsoner, men der er man også rigtig fint underholdt.



Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.