Anmeldelse: Flavia de Luce og Hævneren fra Ulster af Alan Bradley

En flabet, morsom og velskrevet krimi for børn og voksne. Flavia de Luce er den 11-årige hovedperson, der med klogskab, frygtløshed og stor indsigt i kemi overhaler politiet indenom i efterforskningen af et mord, der finder sted i familien de Luces argurkebed.

Tidsmæssigt befinder vi os i 1950'erne, og tiden skildres meget troværdigt gennem historien. Familien de Luce er en aristokratisk familie med aner flere hundrede år tilbage i tiden. Deres store landejendom Buckshaw er gået i arv gennem generationer, og Flavia er ikke beskeden i sin omtale af slægtens store bedrifter op gennem historien. Selv har hun arvet et komplet kemilaboratorium efter en forfader, hvis store passion netop var kemiens verden. Her brygger hun gifte, laver eksperimenter med søstrenes makeup eller - hvis butleren kommer på besøg: en kop te brygget med Bunsenbrænder og glaskolbe.

Frimærker og forbrydelser
Det viser sig uden at røbe for meget, at mordet har relation til et frimærke, og derfor bliver Flavias far, som er filatelist (frimærkeentusiast) Oberst de Luce arresteret for mordet på den ukendte mand i agurkebedet. Flavia går i gang med opklaringsarbejdet for at bevise sin fars uskyld, og hun kommer hurtigt et skridt foran det forstokkede engelske politi. Men forbryderjagten er langt fra ufarlig, og Flavia risikerer liv og lemmer i bestræbelserne på at redde sin far.

Kong George er ingen pjanket mand
Bogen er fyldt med underspillet engelsk humor, og det er en fornøjelse at følge den flabede Flavias møder med den alvorlige ordensmagt i skikkelse af VPK Hewitt, der ligesom hans ultimative overordnede Kong George "ikke er nogen pjanket mand." Plottet er godt skruet sammen, og der samme hyggelige stemning over opklaringsarbejdet som i en god gammel Agatha Christie-roman - man bliver aldrig rigtig bange, men det sindrige plot formår alligevel at fastholde læserens interesse bogen igennem. Kan anbefales til større børn og voksne.
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.