
Og så emmer siderne af autentisk atmosfære, hvad end vi
befinder os blandt la noblesse på en chik
fortovs café i 7. arrondissement i Paris, eller blandt opportunistiske,
hævntørstige nazister på en lurvet beværtning med tilskoddede vinduer og
afdankede sjæle i udkanten af et krigstruet Warszawa.
’I det hendøende lys fra
en efterårsdag i 1937 steg en vis herr Edvard Uhl, en hemmelig agent, ud af en
førsteklasses jernbanevogn i byen Warszawa. Oven over byen var himlen i krig;
solens sidste stråler slog blodrøde gløder af tætte sorte skyer, mens den klare
horisont i vest var samme farve som blå is. Herr Uhl undertrykte en gysen. Den
skarpe aftenluft, sagde han til sig selv.
Men dette var Polen, grænsen til den russiske steppe, og det, der havde mødt
ham, var andet og mere end kulden ved en oktoberskumring.’
En hovedperson ifølge
Furst
Vi skriver 1937 og en ny krig truer og lægger sig
tungt over livet i den polske hovedstad, Warszawa og krig er også konstant et samtaleemne
for diplomaterne, når de mødes til middage og officielle sammenkomster.
Byen vrimler med spioner: tyske, russiske, polske
og franske agenter. Blandt dem befinder bogens hovedperson sig også. Han er en
fransk militærattache og spion ved navn Jean- Francois Mercier.
Hovedpersonerne i Alan Fursts romaner deler altid nogle
fælles træk: de er mænd, veluddannede ofte østeuropæere, eller som her
franskmand af adelig oprindelse. De er sofistikerede, taler flere
sprog og har naturligt kvindetække. De ryger det eksklusive franske
cigaretmærke, Gitanes eller eventuelt Chesterfield på hotelværelserne eller på
cafeerne, hvor livet endnu leves og den gode smag holdes frem som et
adelsmærke.
Hovedpersonerne er
melankolske, midaldrende og læser Joseph Roth, Remarques, Hemingway eller
Stendahl, mens de forsøger at fortrænge den elskede, som de har mistet, krigens
rædsler som har arret dem og den mørke forudanelse om at den overklasseverden,
og det samfund, de er vokset op i, måske snart forsvinder under tyske larvefødders
avancement.
De havner altid, dog først
modvilligt, i spionagens spændende skyggeverden af bedrag og list, der dog også
bringer dem i kontakt med la femme.
Og så er det uundgåeligt at noget af handlingen vil foregå i
kontinentets sidste blafrende lys, Fursts elskede Paris - og således går det
også denne bogs helt, Mercier.
Hvor Gud har plantet
en, må man lære at blomstre
På en hemmelig, natlig rekognosceringsopgave på den anden
side af grænsen mellem Polen og Tyskland, falder Mercier bogstavligt talt over
nogle nyligt nedlagte kampvognsfælder, og det mere en styrker hans mistanke, om
at Tyskland forbereder en invasion af sin nabo mod øst.
Men Generalstaben i
Paris ledet af den højrenationale Petain er af en anden opfattelse. Mercier må
nu forsøge at skaffe sig afgørende beviser for sin stærke formodning for at
åbne de franske øjne for den umiddelbare trussel. Men det er en livsfarlig
opgave i en by, hvor både Hitlers og Stalins spioner holder skarpt øje med enhver
form for mistænkelig adfærd og forsøg på fraternisering.
Intens atmosfære
Borgerkrigen i Spanien raser og Stalins paranoide
udrensninger når også til Warszawa, mens den tyske sikkerhedstjeneste bliver opmærksom
på en lille, noget naiv, fedladen, tysk borger, en kontorist ved navn Edvard Uhl,
der arbejder med fremstillingen af tyske kampvogne, som er blevet lokket til
Warszawa i håb om en elskerindes bløde favntag. Men ingenting er, hvad det giver
sig ud for, og han befinder sig snart på meget dybt vand.
Det er en stille terror, der løber igennem romanen. Bogens personer er ikke hårdtpumpede mænd med
kække Oneliners på læben, men derimod virkelige mennesker, der forsøger at
overleve i en farlig og fjendtlig verden, hvor omstændighederne tvinger dem til
svære moralske valg. Men bogen giver også et besnærende og livsbekræftende
billede af overklassens etikette, flittige romancer og udsvævende liv - en
allersidste foxtrot, før ballet er forbi?
Virkelighedstro og
lærd spiondrama
Jeg har læst et sted, at Furst romaner bliver brugt på historiestudiet
i USA som en introduktion til Europas historie i tiden op til 2. verdenskrigs udbrud,
og det forstår jeg godt, for Furst er ufatteligt vidende om Europas historie og
om alle de små, gedulgte aftaler nationer og diplomatierne imellem.
Hans bøger kaster især lys over de østeuropæiske nationers
skæbne, hvordan de klemt inde mellem de totalitære giganter Tyskland og USSR må
forsøge at overleve og bevare deres selvstændighed.
Furst er eminent til med få at opridse en situation og med
et let strøg at karakterisere en person – nogle gange er det dog lidt uklart,
om han er ironiske eller virkelige mener det, når han for eksempel skriver i
sin karakteristik af Mercier at han havde ’sin
races afslappede selvtillid’.
Furst romaner er beslægtede med Eric Amblers og Graham
Greens klassiske spionromaner, så der er ligeså meget for hjerne som for
spændingshjerte. Jeg håber at der må
komme mange flere af hans romaner på dansk, og gerne i samme fornemme
oversættelse.
Til gengæld frygter jeg at bogens brune, collageagtige
forside glider i et med boghandlernes bagvæg.
Det er lidt ærgerligt at forsiden virker tung, trist og
rodet, når nu indholdet er elegant, let og medrivende.
Det ansigt, der kan anes i venstre hjørne er i
øvrigt det samme som pryder Philip Kerrs Berlin Noir-krimi ’Den blege forbryder’
– men der hører det også mere hjemme, synes jeg, fordi det rammer kerrs
hårdkogte noir-stil, mens Furst er drama, spænding og romantisk romance.
Den amerikanske udgaves visuelle udtryk giver mindelser til
filmen Casablanca, og det er måske
heller ikke skudt helt ved siden af.
Bogen er i øvrigt ved at blive filmatiseret til en tv-miniserie.
Skriv en kommentar