Roma, The Epic Novel Of Ancient Rome af Steven Saylor

Ved at følge to fiktive, romerske patricierslægter Pinarii og Potitii beretter Steven Saylor om Roms dramatiske historie fra byens grundlæggelse til kejser Augustus endelige cementering af magten. 

Det er medrivende edutainment, der lader myte, historie og fri digtekraft løbe sammen.

Steven Saylor holdt en pause fra sin romerske detektivserie med opdageren Gordanius og gav sig i stedet i kast med det ambitiøse projekt at ville genfortælle Romerigets historie i fiktiv forklædning. Det er der kommet to bind ud af: Roma og fortsættelsen Empire.

Mellem fiktion og historie

De to patricerslægter er med fra de tidligste, mytiske tider fra før byens grundlæggelse på de syv høje, hvor der blot lå en teltplads på de handelsrejsende ruter frem til Romulus brodermord på Remus, kongernes fordrivelse og republikkens indstiftelse, gallernes plyndring af Rom, krigene mod Karthago, Sullas tyranni, mordet på Cæsar etcetera. 

   

Begivenhederne er som sagt skildret gennem de to familier, hvis hovedpersoner overvejende er skildret, så de virker som troværdige karakterer, der ikke selv er klar over, hvilken retning historien slynger sig, og hvilken rolle skæbnen har tildelt dem.

Mange oplysninger bliver givet gennem dialog eller pater familias overhøring af yngre medlemmer af slægten om dens historie og repræsentanter, og også det fungerer for det meste ganske udmærket uden at virke al for opstillet.

Wie es eigentlich gewesen…

 Jeg synes, især at Saylors bestræbelser på at tolke og levendegøre mytisk stof er interessant og vellykkede bud på, hvordan, det kunne have været: eksempelvis at de to tvillingebrødre og mytiske grundlæggere af Rom, Romulus og Remus, ikke diede ved en hunulvs bryst, men at det var en prostitueret, der tog børnene til sig – en dobbelbetydning af ordet  'lupa', hunulv, der også var latinsk slang for en luder.

Efterhånden som bogen og tiden skrider frem, giver Saylor også læseren indblik i, hvordan historie og myte blev brugt og løbende (ny)fortolket af senere generationer.

Således udfylder Saylor med sit store genskab til Rom, historiens og kildematrialets tomme rum med kreativ, men plausibel fiktion, hvorfor bogen er mere og andet end en faghistorisk kronologisk fremstilling.

De enkelte kapitler kan sammenlignes med afsluttede noveller sat i forlængelse af hinanden, og de to slægter har også deres egen historie, nok tæt på magtens karismatiske udøvere, men alligevel individuel og særegen med vægten lagt på drama, blod og højspændt, men ikke overspændt personopgør – krimiforfatterens sans for netop drama sætter sig tydeligt igennem.

   

Som Saylor skriver i efterordet skelnede  de romerske kronikører heller ikke mellem historie og fortælling, og de havde altid et skarpt blik for all the juicy details - ligeså har Saylor, og bogen er meget underholdende samtidig med, at den kan fungere som en introduktion til Romerrigets tidligste historie. 

Anbefalelsesværdig for den der måtte være interesseret i en velsmurt, vel-researchet episk historie fra antikken, helt uden kustodeagtig oldævel.