Ved at følge to fiktive, romerske patricierslægter Pinarii
og Potitii beretter Steven Saylor om Roms dramatiske historie fra byens grundlæggelse til kejser Augustus endelige cementering af magten.
Det er medrivende edutainment, der lader myte, historie og fri digtekraft løbe sammen.
Steven Saylor holdt en pause fra sin romerske detektivserie med opdageren Gordanius og gav sig i stedet i kast med det ambitiøse projekt at ville genfortælle
Romerigets historie i fiktiv forklædning. Det er der kommet to bind ud af: Roma og fortsættelsen Empire.
Mellem fiktion og
historie
De to patricerslægter er med fra de tidligste, mytiske tider
fra før byens grundlæggelse på de syv høje, hvor der blot lå en teltplads på de
handelsrejsende ruter frem til Romulus brodermord på Remus, kongernes
fordrivelse og republikkens indstiftelse, gallernes plyndring af Rom, krigene
mod Karthago, Sullas tyranni, mordet på Cæsar etcetera.
Begivenhederne er som sagt skildret gennem de to familier,
hvis hovedpersoner overvejende er skildret, så de virker som troværdige karakterer,
der ikke selv er klar over, hvilken retning historien slynger sig, og hvilken
rolle skæbnen har tildelt dem.
Mange oplysninger bliver givet gennem dialog eller pater familias overhøring af yngre medlemmer af slægten om dens historie og repræsentanter, og også det fungerer for det meste ganske udmærket uden at virke al for opstillet.
Wie es eigentlich
gewesen…
Jeg synes, især at
Saylors bestræbelser på at tolke og levendegøre mytisk stof er interessant og vellykkede
bud på, hvordan, det kunne have været: eksempelvis at de to tvillingebrødre og
mytiske grundlæggere af Rom, Romulus og Remus, ikke diede ved en hunulvs
bryst, men at det var en prostitueret, der tog børnene til sig – en
dobbelbetydning af ordet 'lupa', hunulv, der også var latinsk slang for
en luder.
Efterhånden som bogen og tiden skrider frem, giver Saylor også læseren indblik i, hvordan historie og myte blev brugt og løbende (ny)fortolket af senere generationer.
Efterhånden som bogen og tiden skrider frem, giver Saylor også læseren indblik i, hvordan historie og myte blev brugt og løbende (ny)fortolket af senere generationer.
Således udfylder Saylor med sit store genskab til Rom, historiens
og kildematrialets tomme rum med kreativ, men plausibel fiktion, hvorfor bogen
er mere og andet end en faghistorisk kronologisk fremstilling.
De enkelte kapitler kan sammenlignes med afsluttede noveller sat i forlængelse af hinanden, og de to slægter har også deres egen historie, nok tæt på magtens karismatiske udøvere, men alligevel individuel og særegen med vægten lagt på drama, blod og højspændt, men ikke overspændt personopgør – krimiforfatterens sans for netop drama sætter sig tydeligt igennem.
De enkelte kapitler kan sammenlignes med afsluttede noveller sat i forlængelse af hinanden, og de to slægter har også deres egen historie, nok tæt på magtens karismatiske udøvere, men alligevel individuel og særegen med vægten lagt på drama, blod og højspændt, men ikke overspændt personopgør – krimiforfatterens sans for netop drama sætter sig tydeligt igennem.
Som Saylor skriver i efterordet skelnede de romerske
kronikører heller ikke mellem historie og fortælling, og de havde altid et skarpt
blik for all the juicy details - ligeså
har Saylor, og bogen er meget underholdende samtidig med, at den kan fungere
som en introduktion til Romerrigets tidligste historie.
Anbefalelsesværdig for
den der måtte være interesseret i en velsmurt, vel-researchet episk historie fra
antikken, helt uden kustodeagtig oldævel.
Skriv en kommentar